
Menneskeskabt hede
For to hundrede år siden kunne man med rette tale om »det mørke Jylland«. Heden havde da nået sin største udbredelse, og lyngen dækkede områder på op mod en tredjedel af den jyske halvø. I løbet af 1800-tallet tog hedeopdyrkerne imidlertid fat, først i beskedent omfang, men efterhånden, og især sidst i århundredet, i stor målestok. Nu er blot en fattig afglans tilbage af dét, som var engang: omkring 100.000 hektar hede – eller højst en syvendedel af de lyngarealer, der fandtes tidligere.
Af Bjarne Stoklund

Med hedens gradvise forsvinden voksede interessen for dens historie. Hvordan var dette særprægede landskab blevet til, og hvad havde formet det? Overvejelserne førte i forrige århundrede til, at to opfattelser stod over for hinanden. Den ene så hederne som det oprindelige, vestjyske landskab, en umiddelbar fortsættelse af den sene istids tundra. Den anden forudsatte, at der tidligere i vid udstrækning havde været skov, som sidenhen måtte vige for lyngen.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Enevælde (1660 til 1848)
Udgave: Skalk 1987:2
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





