Maskespil

Det var en yndet spøg i ældre tiders børne-blade at vise ansigtet af en glad mand, som, når man vendte det på hovedet, blev til en bedrøvet ditto. At den slags vendebilleder ikke er nogen ny opfindelse, viser det her gengivne bronzesmykke, fundet af en amatørarkæolog ved Brudager på Fyn, lidt syd for den i jernalderen så rige Gudmebygd. Motivet er det for vikingetiden velkendte: et mandsansigt med store stirrende øjne og dekorativt arrangeret hår og skæg. Vender man billedet, ser man stadig et ansigt, men – til forskel fra nutidens vendebilleder -med uændret udtryk. Denne herre er lige barsk, fra hvilken ende man end betragter ham, men en skalk er han ligefuldt.

Af Nis Hardt og Karsten Kjer Michaelsen

Mandsmasker var som sagt yndede i vikingetiden, de findes på store og små genstande, ofte i forbindelse med anden ornamentik, men er i langt de fleste tilfælde til énvejs betragtning, ikke til venden-på-hovedet-brug; det er jo også vanskeligt at gøre med for eksempel en runesten. Helt enestående er vort smykke dog ikke, der er fundet to lignende i Danmark, det ene ved Ejby mølle på Fyn, det andet ved Silkeborg. De tre masker, der alle må stamme fra 900-årene, har de samme store stirrende øjne, de samme hår- og skægopsætninger; de er kort sagt hinanden meget lig, men de er ikke identiske, det vil sige støbt i samme form. Også funktionsmæssigt er der forskelle, det jyske stykke er en dragtnål, Ejbystykket vistnok et hængesmykke og Brudagermasken en såkaldt fibula, det vil sige en slags broche. Fra Norge kendes flere af disse fiksersmykker, som altså, trods deres sjældenhed, har nydt en vis popularitet.

Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)

Udgave: Skalk 1991:5