Marskens sten

At området i hvert fald ikke var folketomt på stengravenes tid, viser genstandsfund både på Nationalmuseet og i de lokale museer: smukke »øskenflasker« og flintøkser af den såkaldte tyndnakkede form. Egentlige bopladser fra datiden fremkom ved nu afdøde kunstmaler Holger Kapels energiske rekognosceringer i begyndelsen af 1970’erne. Nej, Sydvestjylland var bestemt ikke overset af bondefolket, og den omtalte mangel på stengrave er da også ved at blive afhjulpet, selv om det rigtignok går småt. Oplysninger om sådanne anlæg, mere eller mindre ødelagte eller helt forsvundne, dukker nu og da op, og ved Abterp nær Bredebro blev i begyndelsen af 1960’erne et par velbevarede langdysser gravet frem af marsken (se Skalk 1963:1). Tankevækkende er det trods alt, at der på den ikke særlig fjerntliggende ø Sild er registreret over 40 rund- og langdysser samt nogle få jættestuer.

Det sydvestjyske landskab er præget af nu opdyrkede hedesletter, bakkeøer og langs kysten vidtstrakte marskarealer, de sidste en følge af den landsænkning, som er overgået Syddanmark siden slutningen af jægerstenalderen, en proces, hvorved havet trængte ind over de lavtliggende kystområder, som efterhånden, i årtusindernes løb, blev dækket med tykke lag af klæg. Ser vi på området tæt nord for grænsen, finder vi Hjerpsted-bakkeøen adskilt fra den større Abild-bakkeø ved en bred ådal, hvor Sejersbækken nordfra baner sig vej mod byen Højer og den nærliggende kyst. Her, i halsen mellem de to bakkeøer, ligger som nordligste udløber af en større marskstrækning Gammelenge, et udstrakt lavområde med flere ejere; en af dem, Asger Lund, besluttede i 1975 at lade sin parcel dræne. Det skete, men under arbejdet stødte dræningsmester Nicolai Bossen på sten, hvoraf nogle af betydelig størrelse, og da der samtidig dukkede morænejord op i den ellers dominerende klæg, blev han mistænksom. Museet i Haderslev blev kontaktet og stedet beset. Man antog, at der måtte være tale om en marskdækket dysse, men nogen udgravning blev det ikke til i den omgang.

Helt glemt var sagen dog ikke, 1988 dukkede den op igen, ejeren blev kontaktet og udgravning foretaget. Den fandt sted i årene 1989-90 for midler stillet til rådighed af Rigsantikvaren.

Det syn, der mødte udgravningsholdet ved ankomsten, var ikke særligt lovende, en flad eng, som man vanskeligt kunne forestille sig, dækkede et oldtidsminde, men Asger Lund var ikke i tvivl; han udpegede med sikkerhed stedet, hvor vi skulle grave. Det gjorde vi så, og snart dukkede anlægget frem: en kredsrund kæde af ganske store randsten suppleret med pakninger af mindre sten, ofte flade fliser (Fig. 1, Fig. 2). Inden for kredsen, under klægen, fremkom en lav sandhøjning samlende sig omkring en sten- og lerpakning, åbenbart lagt op omkring et kammer. Pakningen lå ikke midt i stenkredsen, men noget forskudt mod syd, og netop fra sydsiden skød en tunge ud mod randstenene, her måtte indgangen være. Desværre var den blevet ramt af drængrøften, som skar midt igennem og havde forårsaget nogen ødelæggelse.