Maren Bølles brev

Selvfølgelig fandtes der også lærde kvinder på Christian 4.s tid. Det bedste eksempel er Tycho Brahes søster, Sophie Brahe (ca. 1556-1643), som både befattede sig med naturvidenskab og astrologi, var digter og ivrig brevskriver. Velkendt er også mange adelige kvinders betydningsfulde indsats ved indsamling og optegnelse af middelalderlige folkeviser. Men nu en ganske almindelig adelsdame på en afsides herregård, kan man uden videre forudsætte, at hun kunne læse, skrive, regne og tage del i godsforvaltningen – eller skal vi henvise hende til alene at sidde og baldyre på ffuerstuen? Spørgsmålet er ikke helt let at besvare, fordi kilderne er så sparsomme. Et usædvanligt brevfund i Ribe-bispens arkiv (nu på Landsarkivet i Viborg) kaster imidlertid lidt lys over problemet.

Af Paul G. Ørberg

Billede

Den adelige frue, det her drejer sig om, hed Maren Bølle, men hendes egentlige slægtsnavn var Orning. Bølle betyder egentlig bølge, og både Bølle- og Orningslægten havde bølgelinier i deres slægtsvåben. Det var ikke nogen fremtrædende adelsslægt, men hendes far, Morten Svendsen Orning, havde dog i sine sidste år været lensmand på Koldinghus Slot. Moderen hed Kirsten Clausdatter og var af slægten Ulfeldt. Maren var født 1575 og blev standsmæssigt gift med Thomas Juel til Estrup i Malt Sogn i Sydjylland. Han erhvervede også herregården Sønderskov, der ligger lidt syd for Estrup, ikke langt fra Kongeåen, og det blev åbenbart parrets foretrukne opholdssted, i hvert fald døde de begge på Sønderskov. Thomas Juel døde 1647, 85 år gammel, og Maren året efter. Hun blev 75 år, og ægteparret efterlod sig ingen børn. De blev bisat så langt væk som i Galten Kirke syd for Randers. Forklaringen er, at Thomas Juel i 1615 havde arvet herregården Kollerup, som ligger umiddelbart syd for det nuværende Hadsten, og i Galten Kirke kunne han komme til at hvile blandt slægtninge. Gården ligger ganske vist i nabosognet Hadbjerg, men Galten Kirke var herredskirke, stor og anselig, og derfor bedre egnet til en standsmæssig begravelse. Her findes Maren Bølles og Thomas Juels ligsten, en mægtig, næsten kvadratisk sten, som i dag er fastmuret på skibets gavl ved tårnet. Den har oprindelig ligget i kirkegulvet og er blevet grundigt slidt af århundreders fodtrin, men man kan dog let skelne Maren Bølles navn og bølgelinierne i hendes slægtsvåben.

Periode: Renæssance (1536 til 1659)

Udgave: Skalk 2000:4

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.