Manddrukning

For nylig lød alarmen igen, og selv om stormfloden denne gang blev afværget, har den dog været en gavnlig påmindelse om, at risikoen stadig er til stede, og selv nutidig sikringsteknik har sin begrænsning. For tidligere tiders marskboer var stormflodsfaren noget yderst nærværende, noget der greb dybt ind i hverdagens anliggender som byggestil, erhverv, landbrugsform etc. Deres huse lagde de ikke på den flade mark, men på varfter, kunstigt opførte jordhøjninger, der ydede rimelig sikkerhed for folk og fæ inden døre. Digebyggeri kunne ingen enkelt overkomme, det var et samfundsanliggende, men den fælles fare fremmede sammenholdet, og det igen gav grundlag for organisation. Kampen var imidlertid ulige, og ofte gik det galt – langt oftere end i nutiden med dens mangeartede hjælpemidler. Også reparationen skortede det på. Vandet kunne stå over engene i årevis, når digerne først var brudt.

Et gennemgående træk i de gamle stormflodsberetninger er de uhyggeligt store tal på omkomne – 10.000, 40.000, ja helt op til 200.000 nævnes for enkelte katastrofer. Tallene er næppe korrekte, opgørelsen var vanskelig og afhang jo iøvrigt af, hvor stort et landområde, man tog med, men mange ofre var der i hvert fald. Det skyldes ikke blot de mangelfulde diger, men i første række dårlige varslings- og evakueringsmuligheder. Ved katastrofen i Elb-området og Hamborg 1962 blev 80.000 mennesker hjemløse, men reddede dog livet, tidligere ville de sandsynligvis være druknede. Måske er de uhyggelige tal ikke så overdrevne endda. (Fig. 1)