Man tvinges til at overveje –

Jellings problemer har ofte været drøftet her i bladet, men en nyudkommet bog, Knud J. Krogh: »Gåden om kong Gorms grav«, giver anledning til igen at tage emnet op. Værket er for resten kun en begyndelse, det er meningen, det skal have hele tre efterfølgere og behandle alle detaljer i det omfattende kompleks. Det foreliggende meget smukke bind handler om Nordhøjen, den som traditionen tillægger Thyre, men som Knud Krogh og mange med ham mener må være opført for Gorm. Ved den omtalte kirkerestaurering i 1970’erne blev der fundet en stor og fornem grav fra vikingetiden under gulvet, og det er rimeligt at opfatte den som »stiftergrav« for den nuværende kirkes ældste træ byggede forgænger. Den indeholdt spredte rester af et mandligt skelet, og dette er efter Kroghs mening kong Gorm, der af sønnen Harald efter dennes kristning er udtaget af sin hedenske høj og tildelt den ærefulde plads i kirken. At Nordhøjen indeholdt et gravkammer, har man vidst siden 1820, hvor Jellingboerne stødte på det ved at grave sig ned fra en stor sænkning i højtoppen; der havde tidligere stået vand, men det var på det tidspunkt forsvundet. De genstande, som blev fundet i kammeret var få og som oftest brudstykkeagtige, så den mening slog hurtigt rod, at den mærkeligt højtliggende »dam« skyldtes et gravrøveri foretaget på et ukendt tidspunkt i middelalderen. Den forklaring kuldkastes altså nu af Krogh. Der er efter hans mening ikke tale om en rå plyndring, men om en højtidelig overflytning, hvor alt er gået sømmeligt til.

For sin flytningsteori har Krogh tidligere gjort rede i flere mindre artikler, og den er allerede godt på vej til at sikre sig en plads i Danmarkshistorien. Her, i sin nye bog, kører han hele skytset frem. Det er almindeligt i videnskabelige værker af denne art, at man først skildrer tingene så objektivt som muligt for derefter til slut at fremføre sin personlige mening om dem, men sådan er denne bog ikke; hver eneste detalje vrides på stedet i form, så den passer i det afsluttende tolkningsbillede. Enhver tvivl kvæles i fødslen; man føler sig hjernevasket efter læsningen. Også på anden vis afviger bogen fra normen, den befatter sig så godt som ikke med parallelmateriale. Det ville have gavnet sagen, om forfatteren nu og da havde gjort sig ærinder uden for sognegrænsen.

Fra bogens plusside må nævnes opsporingen af et stort og hidtil næsten upåagtet arkivmateriale samt fremlæggelsen af resultater fra 1940’ernes endnu upublicerede udgravning. Begge dele er særdeles nyttige at få frem.

Undertegnede har i en tidligere Skalkartikel (1988:2) søgt at tilbagevise Kroghs flytningsteori, men det må være berettiget, nu hvor grundlaget er udvidet, at forfølge en sag på et så højt arkæologisk plan. Et kort resumé af højens udgravningshistorie vil her være på sin plads.

Det først foreliggende aktstykke er et brev skrevet 10. maj 1820 af Jellingpræsten C. L. Ferslev til herredsfogeden i Vejle. Flan fortæller her om Jellingboemes gravning i damhullet og fund af gravkammeret, men oplyser, at nedgangen nu er spærret af et skred. Det traf sig så heldigt, at en af datidens kendte oldforskere, professor Finn Magnusen, netop da var på rejse i Jylland og 2. juni ankom til Jelling. Om fundet, som han rygtevis havde hørt om, blev han straks orienteret af pastor Ferslev, der i øvrigt henviste til sognefogeden, Christen Sørensen, som den, der vidste bedst besked. Den følgende dag fik man fylden fra skredet ryddet bort, og sammen med sognefogeden aflagde Finn Magnusen besøg i det store, tømmerbyggede, nu delvis jordfyldte gravkammer. Mens det stod på, benyttede en af Magnusens ledsagere, adjunkt J. H. T. Hanck, ventetiden til at tegne udgravningssituationen - noget der, som vi straks skal se, har fået en vis betydning. Samme dag forlod Magnusen igen Jelling. Hans besøg på stedet var altså ganske kortvarigt.

Når man dengang havde været en tur i Jylland, skrev man en bog om sine oplevelser, således også Magnusen. Hans »Optegnelser på en rejse til Jelling« udkom året efter. Her fortælles om det korte besøg i gravkammeret, men det mærkelige er, at man så godt som intet hører om forfatterens egne iagttagelser, alt hvad der siges om gravstuens konstruktion og fremtræden bygger på sognefogedens og præstens forklaringer. Magnusen hævder selv at være svagtsynet, så det kan være grunden.

Den udgravning af kammeret, som fandt sted i månederne efter opdagelsen, blev ikke ledet af oldforskerne, men af folk, de havde engageret til arbejdet, nemlig chefen for Vejkorpset, oberst Heide, og hans underordnede, kaptajn Bloch. Som nævnt var udbyttet magert: et lille sølvbæger, ellers kun stumper og stykker af et sikkert oprindelig meget rigt udstyr, som må være fjernet af dem, der engang for længe siden har gravet hullet i højtoppen, det som Jellingboerne genåbnede. Juli 1821, efter arbejdets afslutning, blev det nu jordfrie, men stærkt medtagne kammer synet af Finn Magnusen, denne gang i selskab med C. J. Thomsen (den senere så berømte arkæolog), desværre uden vejfolkenes tilstedeværelse. Som et resultat af dette, også ganske kortvarige, besøg udfærdigedes et »dokument« omhandlende arbejdets gang og kammerets indretning; det blev højtideligt underskrevet af begge de lærde herrer samt sognefogeden. Sagen var dermed afsluttet, kammeret blev lukket, udgravningen kastet til. Den endelige publikation af undersøgelsen fremkom i Antiqvariske Annaler, 4. binds 1. hæfte, 1823. Indholdet er en let redigeret gentagelse af teksten fra rejsebeskrivelsen, en redegørelse for, hvad der videre skete, og en fuldstændig gengivelse af »dokumentet«.

Nu gik der mange år, men 1861 blev kammeret genåbnet, denne gang på foranledning af Frederik 7. Det var da helt sammenstyrtet, men en stor udgravning fra oven afdækkede alt. På kongens ordre blev gravstuen restaureret, indbygget i en moderne trækonstruktion, og publikum fik adgang gennem en gravet tunnel - dog kun en kort årrække, så måtte gangen lukkes på grund af svampeangreb i træværket. I et stateligt værk, »Kongehøjene i Jelling« (1875), redegør tegneren Jacob Kornerup for denne udgravnings resultater. (Fig. 2)

En tredje og foreløbig sidste udgravning fandt sted i 1942 under ledelse af Ejnar Dyggve. Et bredt snit blev fra østfoden ført ind til resterne af kammeret. Dette viste sig

- hvad man ikke før havde været klar over

- at være anlagt nedgravet i en ældre høj, som derefter var dækket med et lag sten og slutteligt med storhøjen. Desværre nåede Dyggve ikke før sin død at få publiceret undersøgelsen, men derpå har det nye skrift i nogen grad rådet bod.

Fra udgravningen 1820-21 eksisterer et billede af kammeret, og selv om det er udført af en mand, der ikke selv havde set det, han tegnede, men har måttet arbejde efter Magnusens anvisninger, giver det dog et udgangspunkt for en beskrivelse. Gulvet var bræddelagt, men kun delvis bevaret, væggene sat af kraftige planker med en indvendig bræddebeklædning. Loftet dannedes af et lag ca 30 cm tykke og 6-7 meter lange egestammer, og også det har haft en beklædning; den ses ikke på billedet, men siges at have været med pløjede brædder lagt tværs over stuen, altså i samme retning som bjælkerne. Lige under loftet var anbragt to bjælker, en ved hver langside (veksler kalder Magnusen dem); deres opgave har været at støtte væggene foroven. Kammerets længde var knap 7 m, bredden godt 2,5 m og højden ca 1,5 m. Loftsgennembrydningen, der på tegningen er anbragt midt i bjælkedækket, har vistnok i virkeligheden ligget tæt op ad den sydlige veksel (til venstre i billedet). (Fig. 3)

Hvis de mennesker, som i sin tid brød ind i højen, var gemene gravrøvere, må man antage, de har udført deres usympatiske arbejde uden mindste respekt for mindesmærket, var de derimod kong Haralds betroede mænd, har det modsatte været tilfældet, altså gør Knud Krogh sit yderste for at vise, alt gik ordentligt til. Sit hovedargument i så henseende finder han i den omtalte loftsgennembrydning. På tegningerne, adjunkt Hanck fremstillede, mens Magnusen var nede i »hulen«, ses nedgangshullet til venstre, men til højre er vist endnu et hul, lukket nedefra med brædder eller planker (der ikke kan være loftsbeklædningen, den gik i samme retning som bjælkerne). Men hvad er det så? Og har indbryderne haft to nedgangsåbninger? Det mener Krogh, og det nedre trælag forklarer han som Haraldsmændenes værk; de har, før de efter vel udført gerning trak sig tilbage, repareret skaden i loftet - dog kun det ene hul, da de jo ellers havde spærret sig selv inde. Til gengæld har de så, da de kom op, dækket hullet (eller vel snarere begge huller) med brædder ovenfra, siger Krogh med henvisning til sognefogeden, der mente at have set et sådant trælag over bjælkerne. Ingen af bræddelagene blev påvist ved den senere undersøgelse, men de har jo også, efter teorien, været af beskedent omfang. Det lyder meget rimeligt, men hvad skulle Haraldsmændene med to huller? »En forklaring kunne«, skriver Krogh gådefuldt, »være, at de, der havde til opgave at foretage indbruddet, har vurderet, at man på denne måde svækkede den bærende trækonstruktion over kammeret mindst muligt«.

I rejseberetningen optræder det lukkede loftshul slet ikke, først i den senere beskrivelse dukker det op. Således i »dokumentet«. Her omtales det gamle indbrud, og det tilføjes: »Dengang er den 6. og 7. samt 10. og 11. bjælke (fra østen at regne) bievne overhugne; derimod har man i fjor, for at gøre nedgangen bekvem, ligeledes overhugget den 8. og 9.«. Med andre ord: de to adskilte huller er nu slået sammen til ét, omfattende i alt seks bjælker. Sagen synes helt klar. (Fig. 4)

Noget galt er der imidlertid. Da man i 1861 havde hele bjælkelaget afdækket, fandt man ikke seks, men kun fire bjælker med udtagne stykker, nemlig dem, der svarer til Magnusens nr 6, 7, 8 og 9 (nr 10 og 11 var fuldstændige); på en tegning af bjælkelaget udført af arkæologen Herbst ses overhugningeme tydeligt markeret. Jacob Kornerup, der publicerede udgravningen, udtaler undren, men finder ingen forklaring. Krogh mener, at uoverensstemmelsen må skyldes sjusk fra de to herrers side, men det stemmer dårligt med, at han selv andetsteds roser Herbst for dygtighed og pålidelighed. Tilfældet synes gådefuldt, men lad os vende tilbage til 1820-udgravningen og indhente yderligere oplysninger om indbrudsstedet. (Fig. 5)

Oprydningen efter denne første undersøgelse blev varetaget af sognefogeden. I et brev fortæller han, at hullet i loftet er blevet dækket med »6 egetræer af 7-8 tommers gennemsnit«. Loftsbjælkerne var af 11 tommers tykkelse, så fire af dem svarer godt til seks af sognefogedens egetræer.

Over det udvidede nedgangshul havde man anbragt en tømret kasse og fyldt jord omkring, så at skred blev undgået. I oktober 1820 fik udgravningen besøg af oberst Christian Høegh-Guldberg. Han fortæller, hvordan han steg ned i højen: »I stedet for én bjælke fandt jeg fire bjælker overskårne og en åbning af to alen i kvadrat, omsat med brædder som til en brønd —«. Altså igen fire bjælker, ikke seks.

Ligeledes fra oktober 1820 foreligger et brev skrevet af kaptajn Bloch. Han nævner her, at graven må have været åbnet tidligere, »da man tydeligt kan se, hvorledes de tvende af bjælkerne i loftet var oversavede, - og måtte man nu siden for at få plads også overhugge endnu tvende«. Hertil siger Krogh, at »selv om formuleringen omkring de sidstnævnte to bjælker er lidt uklar, er det nok mest sandsynligt, at det, han vil forklare, er, at alle fire bjælker er blevet gennembrudt i forbindelse med den af ham formodede tidligere undersøgelse«. Den udlægning kan man ikke være enig i. Hvad Bloch siger, er jo, at man (det vil sige ham selv og Heide) nu (i 1820) har ladet hullet udvide for at få bedre plads; det andet hul omtales slet ikke, hvilket er mærkeligt, hvis det fandtes. På en tegning, Bloch har fremstillet, ser man en del af bjælkelaget med angivelse af det udvidede indgangshul. Det omfatter fire ved siden af hinanden liggende bjælker, ikke seks. (Fig. 6, fig. 7)

Disse samstemmende udsagn, som Magnusen ikke har haft indflydelse på, taler altså tydeligt mod dobbelthullets eksistens; der har kun været én åbning fremkommet ved overhugning af to bjælker, og den er af Bloch/Heide blevet udvidet til det dobbelte. Hvordan adjunkt Hanck har fået det indtryk, at der var to huller, er ikke godt at vide, men det må stærkt betvivles, at han, selv om det lukkede hul havde eksisteret, kunne have set det, han viser; alt var jo dækket af skredjord, og det må anses for ganske usandsynligt, at man har givet sig tid til at foretage en »arkæologisk« oprensning. Vejret den pågældende dag var i øvrigt blæsende med byger, så at jorden nedfaldt »alle vegne fra i temmelig store klumper«, og mens de to (Magnusen og sognefogeden) var nede i hulen, blev hullet over dem dækket med et klæde, for at de bedre kunne udnytte lygtens skin. Det var de forhold, kunstneren havde at arbejde under. Da det lukkede hul slet ikke nævnes i Magnusens rejsebeskrivelse, men kun i den afsluttende beretning, må vi gå ud fra, at han først på et sent tidspunkt, ved studium af Hancks tegning, er blevet opmærksom på det, og for hans mærkelige indbildningskraft (se rammeteksten) er det blevet en realitet, som end ikke hans andet besøg på åstedet har kunnet udslette; til undskyldning tjener hans svagsynethed, og at iagttagelsesforholdene i det mørke pladrede rum, som var fuldt af afstivningstømmer, og hvor man på intet sted kunne stå oprejst, næppe har været de bedste. Hans medunderskrivere af »dokumentet« burde naturligvis have protesteret, men der foreligger flere eksempler på, at de ikke har taget deres vidnepligt særlig tungt.

Kroghs påstand om, at højbryderne har lukket efter sig nedefra, må altså afvises, men hvordan med den øvre tildækning, som udgør anden del af hans bevis? Om det gennembrudte kammerlofts beskaffenhed foreligger to beretninger, den ene Magnusens gengivelse af, hvad sognefogeden har fortalt ham, den anden præstens beskrivelse i det brev, der så at sige startede sagen, men eftersom pastoren ikke selv havde været nede i kammeret, må vi tro, at også den stammer fra sognefogeden. Begge beretninger omtaler et dække i tre lag, nemlig et lag af svære egebjælker lagt på tværs af kammeret, et lignende lagt på langs og et lag af sammenpløjede brædder, men hvor Magnusen/sognefogeden har dette sidstnævnte liggende over bjælkelagene, anbringer præsten/sognefogeden det under dem som en (delvis nedfaldet) loftsbeklædning.

MAGNUSEN OG RUNAMO
Finn Magnusen (1781-1847) var vellidt og nød som forsker betydelig anseelse, men hans helt ukontrollerede indbildningskraft førte ham på afveje, så at han blev ophavsmanden til Runamo-skandalen, vel nok 1800-tallets største videnskabelige bommert. At der på Runamo-klippen i Blekinge fandtes runelignende tegn, havde været kendt siden 1200-årene, hvor Saxo omtaler dem i forbindelse med sagnkongen Harald Hildetand. Ingen kunne imidlertid læse indskriften, og enkelte havde endda den dristighed at mene, det hele var et naturspil. Sagen trængte altså til opklaring, og 1833 blev Magnusen af Videnskabernes Selskab sendt til Runamo. En ledsagende geolog udpegede de linjer, som han mente måtte være kunstige, de blev tegnet, og det var nu Magnusens opgave, at udfinde deres betydning. Det lykkedes! Efter måneders granskning havde han læsningen færdig, et langt oldnordisk vers, i oversættelse sålydende: »Hildekind indtog riget/Gård indhuggede runerne/Ole ed gav .../Odin vie runerne! /Ring få/fald på muld!/Alfer, elskovsguder/Ole (hade)!/Odin og Frej/og Asers slægt/ødelægge, ødelægge/vore fjender!/Unde Harald/en stor sejr«. Indskriften måtte utvivlsomt være ristet af Harald Hildetands mænd på vej til Bråvallaslaget.

Tydningen vakte stor begejstring blandt de lærde både her og i udlandet, men også en del skepsis, og den voksede, alt mens Magnusen skrev sit store værk »Runamo og runerne«. Bogen udkom 1841, men da var slaget allerede næsten tabt. Den endelige dom blev fældet få år senere med bl.a. den unge Worsaaes medvirken: Runamo-tegnene er rent naturspil, Magnusens tydning et enestående selvbedrag. Han gik i graven som en dybt blameret mand.

Knud Krogh har valgt sig Magnusens version, han må vel mene, at professoren var mere pålidelig end landsbypræsten, men det er nu et stort spørgsmål, om det var tilfældet (se billedtekst næste side). Af sognefogedens senere forklaringer fremgår det, at kammeret faktisk havde en - delvis nedfaldet - loftsbeklædning, netop af sammenpløjede brædder. Den har Magnusen fået anbragt over bjælkerne, hvor den begærligt er grebet af Knud Krogh som et hovedargument for hans teori om, at højbryderne har lukket efter sig. (Fig. 8, fig. 9)

Et lille problem er tilbage: det dobbelte bjælkelag, som optræder i begge versioner af sognefogedens beretning. Det nederste, langsgående, synes sporløst forsvundet. Hvor havde han det fra? Skulle det være de to veksler, han har opfattet som rester af et nedre bjælkelag? Den ene af dem har ligget tæt op ad nedgangsåbningen, men det synes klart at fremgå, at han ikke på dette tidlige tidspunkt anede, hvor væggene var, og altså ikke har forstået vekslernes funktion. Man må i det hele taget huske, at de implicerede dengang - læge som lærde - har været helt uden forudsætninger for at forstå det, de så, under hurtige, nærmest livsfarlige besøg i kammeret. I sine bestræbelser for at skildre højbryderne som ordensmennesker går Krogh videre endnu: ikke blot har de lukket kammeret, da de forlod det, men også nedgravningskrateret har de efter al sandsynlighed fyldt til, så at højen genvandt sin monumentalitet. Det er en overraskende påstand. Der eksisterer adskillige beskrivelser og flere billeder af det gamle damhul, og det er i hvert fald aldrig faldet undertegnede ind, at der kunne være blot den ringeste tvivl om, det var resultatet af en utilkastet nedgravning; tilsvarende kendes jo fra et utal af høje landet over. Krogh er imidlertid klar med bevisførelsen, men før vi lytter til den, må vi vise hans meget specielle gravkammer-rekonstruktion, der spiller en rolle for sagen. (Fig. 10)

Det, der i de gamle beretninger omtales som kammerets loftsbeklædning, er efter Kroghs mening det egentlige loft; bjælkelaget har oprindelig ligget ca 70 cm højere, end det gjorde ved fundet 1820 - det må altså i århundredernes løb have arbejdet sig ned til sin nye plads. Dets opgave var »at udgøre et dæk eller en »bro« over det hulrum, i hvilket kammeret stod«. Sin opfattelse har Krogh illustreret med en tegning; man ser her kammeret stå frit under bjælkedækket i hullet, som er gravet i den ældre høj. Det varer lidt, før man forstår, at han virkelig mener det. Et sådant uafstivet hul af ca to meters dybde ville jo skride sammen - om ikke før, så når de 25 henved 30 cm tykke egekævler blev bragt på plads. For slet ikke at tale om de overliggende mængder af sten og højfyld. Kanterne ville vælte ind og bjælkerne synke ned, for sandsynligvis at knuse kammeret. Når dette blev bygget så smalt, var det jo for at gøre det ikke-understøttede stykke af bjælkerne så kort som muligt. Ved Kroghs konstruktion bliver dette mindst én meter længere - og mere, når skredprocessen går i gang. (Fig. 11, fig. 12)

Men sådan mener altså Krogh, det har været, og det må vi tage i betragtning, når vi nu vender os mod hans teori om højens istandsættelse efter indbruddet. Ud fra de gamle oplysninger anslår han damhullets rumfang til ca 50 kubikmeter - så meget jord skal altså bortforklares. Det sker således: »Forestiller vi os, at der er trængt 10- 15 kubikmeter jord ind i selve kammeret og måske næsten lige så meget ned i det hulrum, der kan have omgivet kammeret, kan den generelle sætning i fylden i indbrudshullet udmærket have udgjort det resterende antal kubikmeter«. Med andre ord: halvdelen af de manglende 50 kubikmeter er sivet ned i højens indre hulrum, resten er forsvundet ved at jorden har »sat sig«. Løs jord fylder som bekendt mere end fast jord, men efter nogen tid synker den sammen (sætter sig) til nær sit gamle rumfang. Når et gravet og atter tilfyldt hul efter nogen tid fremtræder som en let sænkning, skyldes det altså ikke, at der er forsvundet jord op i den blå luft, men blot at tilfylderne ikke har fået al det opgravede med ned igen; der ligger en rest tilbage. Nu er folk jo forskellige, men selv de mest skødesløse tilkastere af hullet i Jelling-Nordhøjen ville dog næppe have efterladt 25 kubikmeter jord i højens græs. Krateret i Nordhøjen er givetvis aldrig blevet kastet til.

De dele af det oprindelig sikkert meget rige gravudstyr, som fremkom ved udgravningerne 1820-21 og 1861, var så godt som alle i en sørgelig forfatning, kun stumper og stykker. De fandtes ikke blot nede i kammeret, men også i jorden over det, koncentreret om en »større plet«; mærkelig nok synes ingen af de senere Jellingforskere at have været opmærksomme på denne ejendommelighed, skønt den er klart beskrevet i Nationalmuseets fundprotokol. Det har tydeligvis voldt Krogh besvær at få alt dette roderi indpasset i sin teori om de disciplinerede højbrydere, der efterlod alt i skønneste orden. »Det tvinger os til at overveje«, skriver han, »om formålet med indbruddet måske ikke blot har været at tage en eller flere specielt udvalgte dele af kammerets indhold ud derfra med henblik på anbringelse eller benyttelse andetsteds, men at opgaven også har været at rydde kammeret for genstande, man ikke længere ønskede skulle være derinde«. Den »specielt udvalgte« del, der tales om, må vel være Gorm. Om ham hedder det videre: »Vi ved ikke, hvordan liget har været lejret, men lå det på en seng, en båre eller et lignende møbel, og dette - måske i en mere eller mindre fragmentarisk stand - fulgte den begravedes jordiske rester ud af kammeret, var det vel næppe helt utænkeligt, at man valgte at lade dette møbel, eller fragmenterne deraf, havne i fylden«. Man forestille sig kong Gorm transporteret ud gennem det snævre loftshul liggende i en seng! (Fig. 13)

Det synes mærkeligt, at de mennesker, der af kong Harald havde fået til opgave at fjerne ting fra kammeret, som han »ikke længere ønskede skulle være derinde«, åbenbart har brækket disse i stykker på stedet og efterladt stumper i og over kammeret, før de drog af med resten. Mere forståeligt bliver det, hvis man tænker sig, at indbruddet fandt sted i middelalderen med det formål at tømme kammeret for værdier. Gravrøvere har ikke været interesseret i noget halvråddent træværk, det er blevet smadret og smidt væk; det var metallet og i særdeleshed ædelmetallet, man var ude efter. På det tidspunkt har gulvet i kammeret været dækket af indtrængt jord, og for at få det mest mulige med har man skovlet bundlaget sammen og bragt det op i lyset til nærmere gennemgang; sådan kan man i hvert fald tænke sig, det er foregået. Det krater, røverne havde gravet ned til kammerloftet, har utvivlsomt været aftrappet ligesom de tilsvarende i 1820 og 1861 - det var en simpel nødvendighed, når man uden hjælp af maskiner skulle have jorden op - og nederste afsats har egnet sig godt til sorteringsbord; deraf den »større plet«, som omtales efter 1861. Blandt de godt halvt-hundrede genstande (næsten alle brudstykker), som fandtes nede i kammeret, var træ og metal ligeligt fordelt, mens sagerne over bjælkeloftet (og vel at mærke dem, der må antages at stamme fra kammeret) med få undtagelser alle var af træ; her har sorteringen været mere effektiv. Krogh kalder gravrøveri »illegalt arbejde«, men intet tyder på, at plyndring af hedenske gravhøje var en forbrydelse i middelalderen, ja iværksætteren kan for den sags skyld godt have været majestæten selv. I norske middelalderlove findes bestemmelser om, hvordan frugten af sådan virksomhed skulle deles mellem finderen, jordejeren og kongen.

Ved udgravningen i 1820 fandtes oven på bjælkelaget, tæt ved indbrudshullet noget, man først antog for ben, men som senere viste sig at være to stykker af et i øvrigt ufuldstændigt vokslys. Man mente dengang, at lyset var efterladt af højbryderne, og den opfattelse tilslutter Krogh sig helhjertet. Nu foretog kong Haralds mænd jo næppe overførslen af Gorms lig i mørke, så han antager, at lyset har haft et kultisk formål, naturligvis af kristent tilsnit. En kulstof 14-datering af bivokset viser, det er dannet på et tidspunkt, der med stor sandsynlighed falder inden for 900-tallet, og det passer jo fint med Haralds regeringstid, mens man vanskeligt kan tænke sig, gravrøvere har været så tidligt på færde. (Fig. 14)

Helt så enkel er sagen nu ikke, for der er senere fundet vokslys ved andre vikingegrave, og ikke blot i men også over dem. Med andre ord: Jellinglyset kan være - og er utvivlsomt - anbragt i forbindelse med den egentlige gravlægning, der er dendrokronologisk dateret til slutningen af 950’erne og altså passer smukt i tidsrammen. Så tidligt som 1868 har man været opmærksom på dette, det år fandtes nemlig i Mammen sydøst for Viborg en ikke-opbrudt kammergrav, kun lidt yngre end Jellings (se Skalk 1986:6), og til dens rige udstyr hørte et vokslys, der efter findernes udsagn fremkom i jorden umiddelbart over kammeret; desværre blev graven åbnet, før sagkyndige kom til, så det var ikke muligt at kontrollere oplysningen. I dag er vokslys ved vikingegrave et accepteret, omend stadig meget sjældent, fænomen (se Bodil Leth-Larsen i værket om »Mammen«, 1991). Det kendes fra Norge og - mærkelig nok - fra nordisk prægede grave i Rusland. De fleste lys er fundet nede i gravene (kan have stået der oprindelig eller være faldet ned, da loftet brød sammen), men i et tilfælde, en kammergrav fra Volgaområdet, er placeringen oven på en tagstok sikker. I et andet russisk fund fremkom en voksklump, måske et næsten nedbrændt lys, umiddelbart oven for nedgravningen til en kammergrav. Når så meget i et så sparsomt materiale peger i én bestemt retning, kan en enkelt upassende forekomst ikke bare regnes for en undtagelse. Allerede J. J. A. Worsaae afviser i en artikel fra 1869, at Jellinglyset skulle have haft med højbryderne at gøre, men ikke Krogh, han nævner simpelthen ikke parallelfundene med et ord. »Der kan«, siger han, »næppe herske den mindste tvivl om, at vokslyset knyttede sig til de brudte åbninger og derfor må være bragt ind i højen af dem, der foretog indbruddet«. Læseren må tro, at med dateringen af lyset er hans flytningsteori uigendriveligt bevist. (Fig. 15)

Man må hedde Krogh for at drage danmarkshistoriske slutninger ud fra det sparsomme og dårligt bevarede knoglemateriale, som blev fundet i og over kammeret; en stump kranium var muligvis af menneske, andet utvivlsomt af dyr - intet af det eksisterer i dag. Dyrebenene viser med al tydelighed, at den begravede var hedning og dermed næppe nogen passende kirkestifter - man kan i hvert fald ikke, som Krogh gør det i en af sine tidligere artikler, sige, at tanken om ligflytningen fra den hedenske høj til den kristne kirke ligger »snublende nær«. Men hvem var så manden i graven under Jellingkirken? Er det for dristigt at pege på Harald Blåtand selv? Han var jo kristendommens indfører i Danmark, så her kan man da virkelig sige, at tanken ligger snublende nær. At han ikke hidtil har været bragt på forslag, kan skyldes, at man anså ham sikkert forvaret i Roskilde. Kong Harald blev af sin søn Svend (Tveskæg) fordrevet til Venden, hvor han døde, fortæller flere kilder, og en af dem, Adam af Bremen, tilføjer, at hans mænd førte liget til Roskilde og begravede det »i den kirke, han selv havde bygget til den hellige Trefoldigheds ære« (det vil sige en forgænger for den nuværende domkirke). Adam, der skrev sin beretning næsten hundrede år efter begivenheden, synes ikke at have kendt Jelling, i hvert fald nævner han den ikke. Roskilde derimod omtaler han som »danernes kongesæde«.

I værket Danmarks Kirker, hvor spørgsmålene omkring Roskildekirkens oprindelse er taget under behandling, henledes opmærksomheden på et andet kildeskrift, en lille bog rettet til Knud den Stores dronning, Emma. Her fortælles om Svend Tveskæg, at han døde i England, men at liget blev ført til Danmark og begravet i den Trefoldighedskirke, han selv havde opført. »Den påfaldende parallelitet i beretningerne om de to kongers kirkebyggeri og gravfærd«, hedder det i Kirkeværket, »vækker mistanke om, at Adam, måske bevidst vildledt af danske hjemmelsmænd, til Jelling-kongen Harald henfører, hvad rettelig bør gælde Svend. Grunden til denne forplumring har vel snarest været af kirkepolitisk art. Ud fra de givne kilder er det ikke muligt at fastslå, om den Roskildekirke af træ, i hvilken Ulf Jarl dræbtes 1026, var rejst af Harald eller af Svend«.

Den »pillegrav« for Harald Blåtand, som findes i den nuværende domkirke, den tredje efter trækirken, er tom og har sandsynligvis altid været det; da kirken opførtes omkring år 1200 læste man også Adam af Bremen. Vi tvinges derfor til at overveje (for nu at bruge en af Kroghs yndlingsvendinger), om ikke det kongesæde, som Haralds lig ifølge Adam blev ført til, var Jelling snarere end Roskilde. Begravelsen her kunne foregå »i den kirke, han selv havde bygget« (eller i hvert fald lagt grunden til) midt mellem den store runesten og Nordhøjen. Det er da overvejelsen værd.

Efterskrift: Til belysning af Jellingproblemerne mangler et uvurderligt aktstykke, nemlig den dagbog, som arkæologen C. F. Herbst vides at have ført under udgravningerne 1861. Den omtales 1875 af Jacob Kornerup og senere af Vilhelm Boye. I dag er dens opholdssted ukendt. Herbst døde 1911 - kan den være gået i arv i familien? Skulle en eller anden blandt læserne kunne hjælpe med sagens opklaring, hører Skalk meget gerne nærmere.