Man tvinges til at overveje –

Jellings problemer har ofte været drøftet her i bladet, men en nyudkommet bog, Knud J. Krogh: »Gåden om kong Gorms grav«, giver anledning til igen at tage emnet op. Værket er for resten kun en begyndelse, det er meningen, det skal have hele tre efterfølgere og behandle alle detaljer i det omfattende kompleks. Det foreliggende meget smukke bind handler om Nordhøjen, den som traditionen tillægger Thyre, men som Knud Krogh og mange med ham mener må være opført for Gorm. Ved den omtalte kirkerestaurering i 1970’erne blev der fundet en stor og fornem grav fra vikingetiden under gulvet, og det er rimeligt at opfatte den som »stiftergrav« for den nuværende kirkes ældste træ byggede forgænger. Den indeholdt spredte rester af et mandligt skelet, og dette er efter Kroghs mening kong Gorm, der af sønnen Harald efter dennes kristning er udtaget af sin hedenske høj og tildelt den ærefulde plads i kirken. At Nordhøjen indeholdt et gravkammer, har man vidst siden 1820, hvor Jellingboerne stødte på det ved at grave sig ned fra en stor sænkning i højtoppen; der havde tidligere stået vand, men det var på det tidspunkt forsvundet. De genstande, som blev fundet i kammeret var få og som oftest brudstykkeagtige, så den mening slog hurtigt rod, at den mærkeligt højtliggende »dam« skyldtes et gravrøveri foretaget på et ukendt tidspunkt i middelalderen. Den forklaring kuldkastes altså nu af Krogh. Der er efter hans mening ikke tale om en rå plyndring, men om en højtidelig overflytning, hvor alt er gået sømmeligt til.

For sin flytningsteori har Krogh tidligere gjort rede i flere mindre artikler, og den er allerede godt på vej til at sikre sig en plads i Danmarkshistorien. Her, i sin nye bog, kører han hele skytset frem. Det er almindeligt i videnskabelige værker af denne art, at man først skildrer tingene så objektivt som muligt for derefter til slut at fremføre sin personlige mening om dem, men sådan er denne bog ikke; hver eneste detalje vrides på stedet i form, så den passer i det afsluttende tolkningsbillede. Enhver tvivl kvæles i fødslen; man føler sig hjernevasket efter læsningen. Også på anden vis afviger bogen fra normen, den befatter sig så godt som ikke med parallelmateriale. Det ville have gavnet sagen, om forfatteren nu og da havde gjort sig ærinder uden for sognegrænsen.

Fra bogens plusside må nævnes opsporingen af et stort og hidtil næsten upåagtet arkivmateriale samt fremlæggelsen af resultater fra 1940’ernes endnu upublicerede udgravning. Begge dele er særdeles nyttige at få frem.

Undertegnede har i en tidligere Skalkartikel (1988:2) søgt at tilbagevise Kroghs flytningsteori, men det må være berettiget, nu hvor grundlaget er udvidet, at forfølge en sag på et så højt arkæologisk plan. Et kort resumé af højens udgravningshistorie vil her være på sin plads.

Det først foreliggende aktstykke er et brev skrevet 10. maj 1820 af Jellingpræsten C. L. Ferslev til herredsfogeden i Vejle. Flan fortæller her om Jellingboemes gravning i damhullet og fund af gravkammeret, men oplyser, at nedgangen nu er spærret af et skred. Det traf sig så heldigt, at en af datidens kendte oldforskere, professor Finn Magnusen, netop da var på rejse i Jylland og 2. juni ankom til Jelling. Om fundet, som han rygtevis havde hørt om, blev han straks orienteret af pastor Ferslev, der i øvrigt henviste til sognefogeden, Christen Sørensen, som den, der vidste bedst besked. Den følgende dag fik man fylden fra skredet ryddet bort, og sammen med sognefogeden aflagde Finn Magnusen besøg i det store, tømmerbyggede, nu delvis jordfyldte gravkammer. Mens det stod på, benyttede en af Magnusens ledsagere, adjunkt J. H. T. Hanck, ventetiden til at tegne udgravningssituationen – noget der, som vi straks skal se, har fået en vis betydning. Samme dag forlod Magnusen igen Jelling. Hans besøg på stedet var altså ganske kortvarigt.

Når man dengang havde været en tur i Jylland, skrev man en bog om sine oplevelser, således også Magnusen. Hans »Optegnelser på en rejse til Jelling« udkom året efter. Her fortælles om det korte besøg i gravkammeret, men det mærkelige er, at man så godt som intet hører om forfatterens egne iagttagelser, alt hvad der siges om gravstuens konstruktion og fremtræden bygger på sognefogedens og præstens forklaringer. Magnusen hævder selv at være svagtsynet, så det kan være grunden.

Den udgravning af kammeret, som fandt sted i månederne efter opdagelsen, blev ikke ledet af oldforskerne, men af folk, de havde engageret til arbejdet, nemlig chefen for Vejkorpset, oberst Heide, og hans underordnede, kaptajn Bloch. Som nævnt var udbyttet magert: et lille sølvbæger, ellers kun stumper og stykker af et sikkert oprindelig meget rigt udstyr, som må være fjernet af dem, der engang for længe siden har gravet hullet i højtoppen, det som Jellingboerne genåbnede. Juli 1821, efter arbejdets afslutning, blev det nu jordfrie, men stærkt medtagne kammer synet af Finn Magnusen, denne gang i selskab med C. J. Thomsen (den senere så berømte arkæolog), desværre uden vejfolkenes tilstedeværelse. Som et resultat af dette, også ganske kortvarige, besøg udfærdigedes et »dokument« omhandlende arbejdets gang og kammerets indretning; det blev højtideligt underskrevet af begge de lærde herrer samt sognefogeden. Sagen var dermed afsluttet, kammeret blev lukket, udgravningen kastet til. Den endelige publikation af undersøgelsen fremkom i Antiqvariske Annaler, 4. binds 1. hæfte, 1823. Indholdet er en let redigeret gentagelse af teksten fra rejsebeskrivelsen, en redegørelse for, hvad der videre skete, og en fuldstændig gengivelse af »dokumentet«.

Nu gik der mange år, men 1861 blev kammeret genåbnet, denne gang på foranledning af Frederik 7. Det var da helt sammenstyrtet, men en stor udgravning fra oven afdækkede alt. På kongens ordre blev gravstuen restaureret, indbygget i en moderne trækonstruktion, og publikum fik adgang gennem en gravet tunnel – dog kun en kort årrække, så måtte gangen lukkes på grund af svampeangreb i træværket. I et stateligt værk, »Kongehøjene i Jelling« (1875), redegør tegneren Jacob Kornerup for denne udgravnings resultater. (Fig. 2)