
Malede vægge
De kender ikke engang til brugen af kvader- eller teglsten, men anvender ubehandlet tømmer til alle formål, hvad der hverken tager sig godt ud eller er en fryd for øjet. Visse dele af huset bemaler de ret omhyggeligt med en jordart, så ren og strålende, at disse partier kommer til at se ud som et maleri eller en farvelagt tegning.
Af Henrik Thrane
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.

Tacitus, ca år 100 efter Kristi fødsel.
For en indbygger i verdensstaden Rom med dens pragtbygninger og kunstværker måtte barbarernes boliger virke uendeligt primitive, og Tacitus under dem liden ros i sin beskrivelse af germanerne, romerrigets nordlige naboer. Dog, én ting har åbenbart forbavset ham: De maler deres huse. Vi, der også er tilbøjelige til at betragte vore forfædre som en slags bedre vildmænd, er ikke fri for at dele hans undren. Kan det være rigtigt?
Huse fra Tacitus’ tid må såvel i Danmark som i andre dele af det vidtstrakte område, han betegner Germanien, søges under jordoverfladen. Det er hændt, at brokker af lerklining, brændt hårde under ildsvåde, har røbet spor af kalk, og antydninger om egentlig maling er også truffet, men rigtignok uhyre sparsomt og hovedsagelig syd for Østersøen. Et fund, gjort for nylig på det arkæologisk rige Sydfyn, kommer imidlertid Tacitus effektivt til undsætning – ja viser tilmed, at skikken har eksisteret længe før hans tid.
I Voldtofte mellem Assens og Fåborg havde Glamsbjerg kommune planlagt et større parcelhusbyggeri, uheldigvis lige præcis på den resterende del af den store »Voldtofte-boplads«. Denne nu klassiske fundlokalitet blev undersøgt 1909-21, og helt til 1960’erne bevarede den værdigheden som vor bronzealders største kendte boplads. Nu er udgravningsteknikken gået ikke så lidt fremad i det forløbne halve århundrede, navnlig hvad angår påvisning af bygningsrester. En efterudgravning var derfor ønskelig og blev gennemført i årene 1976-77.
Bygningsspor var der nok af over området, men det kneb med at få dem til at samle sig til egentlige hustomter. Hvad der især fangede opmærksomheden, var nogle kompakte lag af lerklining, tydeligt ildpåvirkede, men ikke, som man kunne vente, lejrede over en brandtomt. Åbenbart har man ryddet op efter katastrofen og kørt de ubrugelige husrester på lossepladsen. Disse rester var på en gang yderst oplysende og særdeles umeddelsomme: De fortalte en mængde om husets udsmykning, men intet om dets udseende iøvrigt. Det sandsynligste er nu nok, at det har været af bronzealderens almindelige form, det vil sige et langhus med afrundede ender. Kort sagt, en bygning som den, der er beskrevet i foregående artikel (Fig. 1).
Udgave: Skalk 1979:3 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
