Mærkværdighed

Svømmedykkere fra Marine-Arkæologisk Gruppe var ude for at se på oversvømmede stenalderbopladser i Gamborg Fjord på årets længste dag, den 21. juni 2012. På en meters vanddybde ud for Ronæs Skov fandt Kim Bech nogle lodretstående pæle i havbunden. Som følge af østgående vind havde bølger ført sand væk fra anlægget, så en smule af det kom fri af havbunden. Var det en badebro? Kollegaen Hans Dal blev tilkaldt og så på de nedbankede stager. De tegnede tilsammen et nærmest ottetalsformet anlæg, 35-40 cm på de bredeste steder, 14 cm på det smalleste og 170-175 cm på den lange led. Anlæggets længderetning er stort set, men ikke helt, vinkelret på den nærliggende kyst. Der blev fotograferet og målt op med målebånd, så godt det var muligt, og fundet blev indberettet.

Af Christian Adamsen

Billede

Anlægget, som vakte stor undren, kunne være fra nyere tid, eller det kunne være fra Ertebøllekulturens tid – der kendes en velkendt boplads med fine fund ikke langt derfra (se Skalk 2002:4 og 2003:5).

En uge efter besigtigede Øhavsmuseets medarbejdere Otto Uldum og Christian Thomsen stedet. Der blev igen målt op og stedfæstet, og der blev udtaget en træprøve. Nok er stagerne af træ, men bevaringstilstanden var som en delvis opblødte mariekiks. Det mærkelige anlæg var indlysende truet af naturens kræfter og dyr; flere af stagerne var allerede knækket af i niveau med havbunden. Anlægget blev derfor tildækket med sandposer, først små, derefter sand og fiberdug, og øverst sandsække og sten.

Periode: Bondestenalder (3900 til 1701), Jættestuetid (3300 til 2851)

Udgave: Skalk 2015:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.