Mærkevare

Indskriften eller mærket, som ønskedes påsat klingen, blev først hugget ind i denne. Ned i de således fremstillede riller lagdes afhuggede stykker af en specialfremstillet tråd, ligeledes sammensat af jern og stål. De fastsvejsedes, hvorefter klingen blev overfladeslebet og mærket synliggjort ved ætsning; de forskellige jerntyper, hårde og mindre hårde, påvirkes nemlig forskelligt ved behandling med kemiske midler. Polyhistoren al-Kindi fra Bagdad, der i 800- årene skrev et værk om sværd, fortæller om dem fra Frankerriget, at de øverst på klingen havde mønstre, som først kom til syne ved tilsætning af særlige stoffer, hvilke får vi ikke at vide, men eftersom man ikke kendte til for eksempel svovlsyre, må der være tale om organiske syrer som urin, surt øl eller garvesyre. Mærkningen garanterede kvalitet, at eje et signeret sværd har givet anseelse, og prisen var sikkert derefter. En anden arabisk forfatter nævner, at et indisk sværd i topklassen kostede det samme som en god elefant. (Fig. 2)

Sværd med signaturer af denne type er fundet vidt udbredt - fra Irland til Rusland og fra Norge til Kroatien - men det samlede antal er ikke særlig stort, 2-300 måske, hvilket dog meget vel kan skyldes vanskeligheden med at se signaturerne på de jordfundne og ofte stærkt forrustede våben. I Danmark var indtil for nylig slet ingen kendt, så dukkede et enkelt op, og som det så ofte går, har det hurtigt fået efterfølgere. I 1978 blev der i Røjerup mellem Odense og Nyborg udgravet en stor kammergrav fra vikingetiden med et fornemt indhold: to økser, skjold og sværd foruden rideudstyr til to heste. Først langt senere blev man ved en røntgenundersøgelse af sværdet opmærksom på signaturen: et kors efterfulgt af bogstaverne V, L og F - samt muligvis flere, der nu ikke er bevaret. Fundet gav blod på tanden, og snart dukkede næste indskrift op, denne gang på et sværd fundet 1924 i Jørlunde, Nordsjælland. Den kunne skelnes med det blotte øje, men først læses med røntgenapparatets hjælp og med støtte i udenlandske fund: + VLFBERHT (Ulfbert) - altså et mandsnavn, sikkert det samme, som Røjerupsværdet bærer. På klingens anden side ses en timeglasformet figur omgivet af streger. Et tredje signatursværd fandtes 1992 i jord opgravet fra Gudenåen nær Randers. Også det har indlægninger på begge sider af klingen, den ene er i form af en indskrift; den indledes med et runelignende tegn og afsluttes med et kors, men de mellemliggende bogstaver er vanskelige at få mening i. Mens de to første sværd hører hjemme i 900-årene, kan der om det tredje, der mangler fæsteknappen, kun siges, at det stammer fra vikingetiden.

Signatursværdene lever gennem hele vikingetiden og endda ind i tidlig middelalder. Der optræder flere forskellige navne, for eksempel Ingelrii, Beno og Adalfriid, men Ulfbert er langt det almindeligste og med fra først til sidst. Det er mærkeligt - kan et enkelt »firma« virkelig have domineret markedet gennem så lang tid? Nu kan sværd jo være gået i arv, og sværdfæsterne (som dateringerne bygger på) kan være udskiftet, men det er næppe nok til at forklare Ulfbert-fænomenet. De omtalte navne er frankiske, Ulfbert således vistnok fra Rhinlandet, og det giver jo et tydeligt fingerpeg om, hvor vi skal søge produktionens arnested, nemlig i Karl den Stores rige.

Frankerkongen Karl den Store (død 814) udstedte forbud mod våbeneksport, men det synes ikke at have virket efter hensigten, for en af hans efterfølgere, Karl den Skaldede (død 877), måtte gentage det og denne gang under trussel om dødsstraf. Er klingerne blevet fremstillet i Frankerriget og smuglet ud til de omgivende folk, som så selv har forsynet dem med fæster? Det ville være en farlig spøg, og noget tyder da også på, at forklaringen er en anden. Det ses ofte, at bogstaver i signaturer er forvansket og misforstået; de kan være spejlvendte eller endda vendt på hovedet. På Randerssværdet kan man, når dette tages i betragtning, med megen velvilje læse Ulfbert- navnet. Signaturen må være eftergjort af en ikke latinkyndig. Dem var der mange af på den tid. (Fig. 3)

Vi må forestille os forløbet således: I Frankerriget er der omkring år 800 opstået en produktion af kvalitetssværd, som har vakt opsigt; Ulfbert var manden - eller vel snarere en af mændene - bag den. En rivende forretning var under udvikling, men blev stoppet ved udførselsforbudet. Foretagsomme folk i nabolandene fandt imidlertid på at kopiere de eftertragtede kvalitetsmærker - i særdeleshed Ulfberts - på egne produkter; det blev en sikkert ganske indbringende piratvirksomhed, der levede længe. Mange af de fundne Ulfbert- mærker er formodentlig kopiers kopier. Plagiering af mærkevarer er ikke forbeholdt vor tid. (Fig. 4)