Mærkevare

Våbensmedning var et vigtigt erhverv i oldtiden og udviklede sig efterhånden til en kunst, som kun få mestrede. Navnlig sværdet, krigerens hovedvåben, blev der kælet for, det skulle på én gang være hårdt, så det ikke bøjede sig, og sejt, så det ikke brast; det opnåede man ved en sindrig sammensvejsning af jern og stål. De bedste klinger kom til Norden sydfra. På jernalderens våbenofferpladser er fundet mængder af sværd fremstillet i de romerske provinser, som det ses af indstemplede mestermærker: figurer eller måske ligefrem navne skrevet med romerske bogstaver. Med Romerrigets sammenbrud forsvandt mærkerne fra sværdene, men i vikingetiden kom de igen, dog nu sjældnere og ikke ind stemplede, men fremstillet i en helt anden teknik. Det er disse sene mestermærker, der her skal ses nærmere på.

Af Bjarne Lønborg

Indskriften eller mærket, som ønskedes påsat klingen, blev først hugget ind i denne. Ned i de således fremstillede riller lagdes afhuggede stykker af en specialfremstillet tråd, ligeledes sammensat af jern og stål. De fastsvejsedes, hvorefter klingen blev overfladeslebet og mærket synliggjort ved ætsning; de forskellige jerntyper, hårde og mindre hårde, påvirkes nemlig forskelligt ved behandling med kemiske midler. Polyhistoren al-Kindi fra Bagdad, der i 800- årene skrev et værk om sværd, fortæller om dem fra Frankerriget, at de øverst på klingen havde mønstre, som først kom til syne ved tilsætning af særlige stoffer, hvilke får vi ikke at vide, men eftersom man ikke kendte til for eksempel svovlsyre, må der være tale om organiske syrer som urin, surt øl eller garvesyre. Mærkningen garanterede kvalitet, at eje et signeret sværd har givet anseelse, og prisen var sikkert derefter. En anden arabisk forfatter nævner, at et indisk sværd i topklassen kostede det samme som en god elefant.

Periode: Jernalder, Vikingetid

Udgave: Skalk 1994:3 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.