Mælkeprøven

Allerede dagen efter det makabre fund lod byfogden alle byens tjenestepiger »visitere« på rådhuset af sagkyndige - stadens to jordemødre. Man malkede med andre ord pigernes bryster, men uden at finde den mælk, som kunne have afsløret en nyligt overstået fødsel. Man var derfor nødt til at søge videre blandt de ugifte fruentimmere - byens borgerdøtre. Dog slap de for at møde frem på rådhuset; i stedet skulle jordemødrene besøge pigerne i deres hjem. I bytingets protokol, hvor hele sagen er oprullet, hører vi naturligvis kun om det ene besøg, som blev skæbnesvangert.

Madam Hansen, bøssemager Heinrich Hansens enke, boede i Set Mathiasgade 62 med sine tre ugifte døtre. Den yngste var 21 år og hed Anne Marie. Om aftenen den 30. maj, da jordemødrene »kom i huset og for madam Hansen berettede deres ærinde, at de var udsendt af øvrigheden for at undersøge, om nogen af hendes døtre havde født børn, svarede madam Hansen dem: »Ja, gerne«. Hun ønskede ikke mere, end den, som var skyldig og moder til det fundne døde barn, blev opdaget, på det, den uskyldig mistænkte kunne blive fri, og til en sådan undersøgelses tilladelse var ganske villig, og da det blev befunden, Anne Marie var den skyldige, råbte den gamle moder i angst og bedrøvelse: »Min datter, det havde jeg aldrig ventet!«, og faldt derpå i den største bedrøvelse«.

Om det afgørende punkt, den såkaldte mælkeprøve, hedder det, at da jordemødrene kom til Anne Marie »og efter kort undersøgelse sagde hende, hun havde født barnet, bekendte hun straks, det var rigtigt, og at det var hendes barn, der var fundet —«. Prøven havde vist sin effektivitet.

Anne Marie blev anbragt i byens arrest, som lå under rådhuset, og imens gik sagen sin gang ved bytinget. Den må have vakt stor opsigt i den lille by og har sikkert givet stof til sladder. Man var vant til, at sager af den art drejede sig om tjenestepiger og andet tyende, men her gjaldt det en agtværdig pige af god håndværkerfamilie. (Fig. 1, fig. 2)

Anne Marie forklarede i retten, at fødslen var sket allerede søndag den 5. maj om eftermiddagen, og at den var foregået på hendes kammer, som lå afsides på loftet. Hun fortalte videre, at »straks barnet var født, hørte hun, det gav en lyd og fornam straks derefter, at det var død, men hun forsikrer — for Guds ansigt, at hun ikke ved årsagen til dets hastige død, og at hun ikke på nogen måde har berøvet det sit liv, vidende eller forsætlig, troede at hendes afmægtighed under fødslen og hendes foregangne svaghed samt at hun da ikke kunne råbe så højt, at de øvrige folk i huset, der var i underværelserne i et andet hus i gården, kunne høre det og komme hende til hjælp, var en omstændighed, der kunne betragtes som vidnesbyrd om hendes uskyldighed i noget forsætlig eller vitterlig barnemord, som hun endnu helligt forsikrer ikke at have del i«. En times tid efter den hemmelige fødsel kom hendes mor og den ældste søster Lise op for at se til Anne Marie, »men mellem dem blev der ikke talt om barnefødsel«. Efter at de var gået igen, blev hun liggende en kort tid og stod så op, svøbte det døde barn i en serviet og bar det ud på loftet og lagde det i et mørkt hul. Først tre uger senere fik hun gemt barneliget af vejen i hattemagerens have. Derpå undersøgte hun sengen, men der var - ifølge forklaringen til retten - intet, der kunne lede tanken hen på en barnefødsel, så hun klædte sig på og gik ned i stuen til sin mor og de andre og tog del i de huslige pligter som sædvanlig.

Anne Marie havde i nogen tid været svag og sygelig, havde lidt af brystsvaghed og blodspytning og »haft ophævelse og mavespænding og været incommoderet af ikke at kunne komme af med sit vand 2 a 3 dage i rad, der har forvoldt hende tykkelse —«. Da hun nu blev spurgt, hvorfor hun ikke havde betroet sig til moderen og søstrene, lød svaret, at hun ikke havde villet bedrøve dem, der elskede hende så højt, med at sige noget om det, »som hun som et ungt fruentimmer ikke fuldkommen vidste«. Sygdommen havde nemlig ofte spændt hendes liv så stærkt, at hun ligesom havde mærket noget, der bevægede sig. Anne Marie var dog blevet klar over sine omstændigheder, »da de indvortes bevægelser i hendes liv blev mere og mere levende«, og hun havde da hemmeligt syet og samlet barnetøj, svøb og andet, som hun havde gemt i en dragkiste på loftet. Tøjet blev synet af retten og erklæret for at være tilstrækkeligt til et nyfødt barn. Selvfølgelig var dette forhold noget, som forsvareren lagde vægt på.

Der blev ikke lagt skjul på, hvem barnefaderen var - en 25-årig løjtnant fra garnisonen i byen. Han havde skaffet sig adgang til hende under løfte om ægteskab, »hvilket løfte han derefter, da hun befandt sig besvangret, fragik og i det sted gav hende det råd at rejse til København, hvilket har givet hende afsky derefter den tid med ham at have videre omgang og samtale«, forklarede Anne Marie. Den kække soldat var stævnet til at møde op i retten og mødte også frem, men han var underkastet den militære retspleje og kunne derfor undslå sig for at udtale sig, hvilket han da også gjorde.

Efter at Anne Marie var blevet forhørt af actor og defensor, anklager og forsvarer, blev det vidnernes tur. Den ældste søster forklarede, at Anne Marie altid havde talt med foragt om løjtnanten, især efter det sidste Toftemarked - en årligt tilbagevendende begivenhed i Viborg - da de sidst taltes ved. Han havde derefter sendt et brev til hendes søster, »som denne viste bort uåbnet, hvorfor samme brev kom igen tilbage anden gang og da blev taget og kastet på ilden efter at vidnet selv havde læst brevet, som indeholdt en del kærlighedstilbud og forpligter«. På spørgsmålet, om hun havde haft mistanke om søsterens besvangring, svarede hun, at hun »vel så hendes søster blev alt tykkere og tykkere, men da hun fra hendes ungdom af og hidtil har været syg og svagelig af helbred, troede hun, at samme dertil var årsagen, så meget mere, da tykkelse var hendes svaghed«. (Fig. 3, fig. 4)

Et vigtigt vidne var naturligvis den gamle madam Hansen, pigernes mor; hun var knap 60 år. Imidlertid lå hun i sengen »formedelst den hende ved denne sag påkomne store hjertesorg«, så retten måtte forlægges til hendes stue, »hvor man fandt hende liggende på sin sygeseng, syg og meget bedrøvet«. Moderen forklarede om pigens tilbagevendende »maveopspændinger«, at de kunne være så slemme, at folk måtte tro, hun redte til barsel. Selv havde hun derfor heller ikke haft mistanke, »da hun så, at hendes datter om morgenen, førend hun gjorde barsel om eftermiddagen, havde blodflod i en gruelig overflødighed og således, at det ikke kunne skjules, hvor hun gik, og sådant et tilfælde, hvilket vidnet mente var de udeblevne tiders ordentlige tilbagekomst, har vidnet aldrig haft så kort før hun har født børn, skønt hun selv har været moder til otte levendefødte børn, hvoraf de fem lever«.

Tilbage i retten lagde jordemødrene i deres forklaring stor vægt på denne blodflod. Det var usædvanligt for frugtsommelige kvinder, at de havde deres ordentlige tider, og når de indfandt sig kort før en fødsel, var det et farligt og ondt tegn for både moder og barn, »da begges død, fornemmelig fosterets, desformedelst gerne hastig påfølger«. Man får indtrykket af, at jordemødrene gerne ville vidne til gunst for pigen, og en erklæring, som retten indhentede fra landfysikus Rogert - en anset fødselsekspert - støttede til en vis grad deres udsagn. En blodstyrtning var en særdeles farlig sag.

Allerede den dag, barneliget blev fundet, havde samme doktor Rogert været inddraget i sagen. Om aftenen havde han, sammen med stiftskirurg Galmeier, foretaget en obduktion. Lægerne mente at kunne fastslå, at barnet havde trukket vejret, men det viste ingen tegn på at være voldeligt ombragt.

Flere dokumenter blev forelagt retten. Forsvareren havde indhentet attester fra ikke færre end tre præster, som gav pigen det bedst muligt skudsmål, og som gik i forbøn for hende. Magister Skow kaldte hende således for et elsket lem udi Søndre Sogns menighed og priste hendes kundskab i religionen, gudfrygtige og sædelige forhold samt en efterfølgelsesværdig flittighed i husvæsenet. (Fig. 5)

En udskrift fra skifteprotokollen blev der også brug for. Den forventede dødsstraf var nemlig efter loven ensbetydende med, at den dømtes formue blev konfiskeret, og det var derfor nødvendigt at få vurderet Anne Maries ejendele. Moderen sad i uskiftet bo efter bøssemagerens død otte år forinden, men da boet nu i retssagens anledning blev gjort op, viste gælden sig at overstige værdien af bohave og ejendom med 200 rigsdaler. Der var altså ikke noget at arve. Så kom turen til Anne Maries personlige ejendele: en mørk sirts adrienne (løs kjole af fint bomuldslærred) med skørt, en lys kulørt sirts kofte og skørt, en hvid kanifas jakke og skørt, en hvid ternet netteldugs saloppe (bomulds overstykke), et sort silkeforklæde, ni stykker inderlinned, ni hvide tørklæder, nogle kapper og knipper, fileret hovedtøj, blomster og bånd samt et par gamle sølvspænder. Det hele lå i en lille fyrretræs halvkiste, og »nok blev forefunden i arrestantindens gemme en del barnetøj af alle slags«. Den samlede vurdering lød på 11 rigsdaler, 5 mark og 8 skilling. Man så generøst bort fra de daglige klæder, pigen bar i arresten.

15. juli 1782 faldt bytingets dom. Anne Marie blev dømt efter Christian 5.s Danske Lov, 6. bog, 6. kapitels artikel 7: »Letfærdige qvindfolk, som deres foster ombringe, skulle miste deres hals, og deres hoved sættes på en stage«. Kroppen skulle graves ned på selve retterstedet, og skarpretterens aflønning skulle være 13 rigsdaler. Sagen var, at den efterfølgende lovparagraf satte lighedstegn mellem fødsel i dølgsmål og regulært barnemord. Som noget usædvanligt var der en tilføjelse til dommen, hvori byfogden og de otte domsmænd indtrængende bad majestæten, som siden 1735 skulle stadfæste enhver dødsdom, om at vise nåde. Begrundelsen var »delinkventindens ungdom og de gode skudsmål og allerunderdanigste forbønner, som af hendes sjælesørgere og andre under sagen er givet —«.

Dommen var i øvrigt korrekt efter den gældende lovtekst. I præmisserne anførte man ganske vist de formildende omstændigheder, men det hjalp ikke, for loven gav ikke mulighed for at tage hensyn til dem. Der var tale om en fødsel i dølgsmål, og straffen herfor var døden. (Fig. 6)

For at få sikkerhed for, at der var dømt rigtigt, var det dengang anklagerens pligt at indstævne dommen for en højere retsinstans. Sædvanligvis var det landstinget - der ligesom efterfølgerne Landsoverretten (1805-1919) og Vestre Landsret (fra 1919) lå i Viborg - som behandlede appelsager, men det gjaldt lige netop ikke for sager fra Viborg og et par andre jyske byer. Her havde man i stedet den såkaldte landstingsret, hvilket betød at rådstueretten - borgmesteren og rådmændene - behandlede sager af denne slags. Nu var Anne Maries sag jo en tilståelsessag og allerede klart belyst, så rådstueretten kunne kun stadfæste dødsdommen, hvilket skete 23. juli. Man sluttede sig dog også her til bytingets nådesbøn.

På dette sted bør det retfærdigvis indskydes, at faren for, at pigen skulle ende sit liv under skarpretterens økse, i virkeligheden ikke var ret stor. Fra midten af 1700-årene var man slået ind på en mildere kurs i forhold til tidligere. Sager som Anne Maries, hvor kvinden ikke havde lagt hånd på barnet og derved dræbt det, men hvor barnet alene var omkommet på grund af forsømmelse, førte normalt til benådning, eller for at være mere præcis: til to-tre års tugthusarbejde. Man kan vanskeligt tænke sig, at man ikke har været bekendt med denne praksis i Viborg, retsplejens centrum. Hvorom alting er - 25. september 1782 undertegnede kongen en resolution, som gav Anne Marie tre års ophold i tugthuset. At dette hele Jyllands fængsel netop lå i Viborg, blot få hundrede meter fra hendes hjem, var vel trods alt lidt held i uheld.

Der foreligger en del ældre eksempler, hvor den ydmygende undersøgelsesform var i brug, men det har unægtelig overrasket at finde mælkeprøven beskrevet i danske retsakter så sent som det år, hvor Steen Steensen Blicher blev født. Anne Marie blev sat på fri fod igen 5. oktober 1785.