Madam Bunkeflods bolig

Denne mildest talt glemte, men ikke uvigtige biperson i digterens erindringer opnåede pludselig stor berømmelse, ja næsten verdensberømmelse, og det smittede straks af på Den Gamle By (Danmarks Købstadmuseum), for her står hendes bolig i dag. Eilschous Boliger kaldes bygningen, hvor Hans Christian Andersen gerne kom som barn. Medens vi venter på de lærdes dom over tekstens sprog og indhold kan der være grund til at kaste lidt lys over dette hus og dermed også på et menneske, som betød noget særligt for digteren.

Fra 1776 til 1781 blev Eilschous Boliger opført i Munkemøllestræde i Odense. Bygningskomplekset bestod af to forhuse ud til det let skrånende stræde og tre sidehuse. Den øverste og største længe rummede fire boliger. De fire indgangsdøre var placeret to og to med boligerne spejlvendte i forhold til hinanden. Den nederste bygning, som rummede to lejligheder, blev nedrevet i 1929, og tømmeret blev delvist genbrugt ved en renovering af H.C. Andersens barndomshjem i Munkemøllestræde.

Eilschous Boligers bygherrer var købmand Peter Eilschou og hans hustru Anne Marie Becker, og byggeriet er et af de tidligste eksempler på en borgerlig enkestiftelse i Danmark. Det var parrets hensigt, at boligerne efter den længstlevendes død skulle fungere som friboliger for, som det hedder i fundatsen fra 1781: »3 fattige borgerlige enker og 3 fattige borgerlige jomfruer, både her i Odense og så fra landet, såvel af købmandsstanden og præstestanden, der have et godt vidnesbyrd og føre et anstændigt og honnet liv og levned, dog i særdeleshed kommer i betragtning, at de, som ere af vores familie og svogerskab, bør præfereres frem for andre …«.

Eilschous Boliger fungerede helt frem til 1920 efter det oprindelige formål og var et alternativ til tidernes skiftende sociallovgivning, hvis man ellers var så heldig at komme i betragtning. Det var en fordel at være i familie med stifterne, og det var også nødvendigt at have et godt vidnesbyrd, så der var tale om mennesker af en vis dannelse i Eilschous Boliger.

I brandtaksationer fra slutningen af 1700-årene og begyndelsen af 1800-årene blev den længste bygning beskrevet som et forhus i én etage af udmuret bindingsværk i eg, med tegltag. Der er altså tale om kvalitetsmaterialer: tegltag, egetømmer i bindingsværket og mursten i de opmurede flader. Længen beskrives som af 28 fags længde, idet man den gang angav huslængder efter antallet af lodrette bindingsværksstokke; i dag måler den ca. 35×7,5 m. De fire boliger havde stue, kammer og køkken, hver med egen skorsten. Desuden var der to sidebygninger til brænde og lokum. Det var således boliger af god standard og størrelse, hvilket understreges af, at de så sent som i 1930’erne beskrives som rummelige treværelses lejligheder. Bygningen blev nedtaget i 1934, og der var dengang planer om at genopføre den ved Møntergården, som fra 1941 blev museum for Odense. I 1992 blev bygningsdelene overdraget til Den Gamle By.