
Lysglimt fra norden
I 1914 kunne danskerne købe et velgørenhedsmærke til 25 øre med den belgiske kongefamilie som motiv. Familien vistes som foto mellem to hjerter og med opfordringen »Hjælp til Belgierne«. Mottoet »Caritas«, barmhjertighed, stod nedenunder. Et reklameark, der var trykt i Th. Trues bogtrykkeri i Aarhus, opfordrede til køb af mærker til fordel for belgierne. Mærkerne fandtes i værdierne 2, 5, 10 og 25 øre. Det var dog kun 25-øresmærket, der viste kongefamilien. Det var ikke, fordi den belgiske kongefamilie manglede penge, men landet gjorde – og det var baggrunden for det initiativ, der blev taget i Aarhus det efterår, Første Verdenskrig var brudt ud.
Af Carsten bach-Nielsen

Første Verdenskrig fra 1914 til 1918 var en moderne storkrig, hvor krigshandlinger bevidst rettedes mod civilbefolkningen. Da krigen brød ud i de første dage i august 1914, fulgte den tyske overkommando den strategi, der lå klar i skuffen, nemlig at angribe Frankrig. Det hed sig at være for at komme et fransk angreb i forkøbet. Tysklands og Østrigs fjende stod i øst, nemlig Serbien og Rusland, men hele den tyske logistik ved et krigsudbrud tog sigte på en krig mod Vest. Så hurtigt som muligt skulle den tyske hær gå gennem Belgien og angribe Frankrig nordfra, hvor grænserne ikke var befæstede med forter, da Belgien jo ikke udgjorde nogen militær trussel for Frankrig. Belgien var en ung nation, der imidlertid viste sig at ville kæmpe for sin suverænitet.
Periode: Nationalstat (1849 til 1915)
Udgave: Skalk 2016:6
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





