Lykpot, du får klø

Om dagen var Lundstrøm en agtværdig borger, murer og skærvehugger, men når mørket faldt på, og ånden kom over ham, udførte han skumle bedrifter, som han ikke lagde særlig skjul på – i hvert fald ikke over for venner og bekendte. »Alle de rådyr, der er hvide i røven, er mine«, sagde han og antydede dermed, at der tilkom ham en væsentlig del af vildtbestanden. Blandt dem, der ikke kunne se komikken, var Moesgårds skovfoged Søren Peter Nielsen, kaldet Lykpot.
Tilnavnet (som han afskyede) havde fulgt ham fra barndommen. Han var den yngste i en børneflok på tolv.

Natten før jagten gik ind, var Lundstrøm altid på færde; så var det nemlig lettere for ham at få byttet afsat i byen dagen efter. Det undgik ikke skovfogedens opmærksomhed, og han prøvede flere gange at benytte sig af det. Et år havde han samlet et større antal hjælpere og fordelt dem på passende steder i skoven. Det blæste kraftigt, og regnen styrtede ned, så det har ikke været nogen helt behagelig tjans.

Bevogtningsarrangementet var naturligvis gennemført i stilhed, men ikke stille nok, Lundstrøm fik nys om sagen og tog sine forholdsregler. Efter at vagtholdet havde frosset et par timer, lød der pludselig et skud – det kom nede fra stranden, og alle styrtede i den retning. De fandt ingen Lundstrøm og
intet nedlagt dyr, men spor, der viste, at en båd havde været trukket på land. Mistrøstig begav skovfogeden sig hjemad, men halvvejs oppe i skoven ventede der ham en overraskelse. Ved foden af et stort bøgetræ nær vejen lå de dampende indvolde af et rådyr, og i træets stamme var skåret disse hånsord: »Lykpot, du får klø« – om end ikke helt efter folkeskolens regler. Lundstrøm havde fået en kammerat, Frederik Lutterløwn eller Træskokarlen, til at affyre skuddet på stranden, som han var kommet til ad søvejen. Under postyret, der derved opstod, havde Lundstrøm selv nedlagt et dyr i den anden
ende af skoven, men ingen havde hørt skuddet, fordi vinden bar fra.

Træet med de fornærmelige ord var naturligvis skovfogeden en slem torn i øjet, han ønskede det fældet, men alle hans anmodninger i den retning blev afvist af fru Dahl, Moesgårds daværende ejer. Hun nærede – muligvis på grund af indskriften – særligt varme følelser for netop det træ, så det står der altså endnu.