Lurens forløber

Bronzealderens lurer, hvis rungende klange indhyllede ritualer til solens ære, gennemgik en udvikling i de omkring 500 år, de blev fremstillet, ca. 1200-700 f.Kr. De tidligste lurer er af en forholdsvis enkel, kurvet form, som et forstørret tyrehorn, og pladen omkring mundingen er blot en slags liste. Det er de seneste lurer, som har den karakteristisk højt rejste, svungne form og den store, tværstillede »æbleskivepande«.

Af Flemming Kaul

Billede


Tiden før lurerne var dog ikke lydløs. Hornblæsning må have indgået i bronzealderens ritualer, også før den første egent­lige lur forlod støbemesterens værksted. Et vigtigt fund fra Wismar i Mecklenburg viser, hvorledes lurens forløber så ud. Fundet er ikke i sig selv et horn, men tre kraftige bronze­beslag, der har siddet på et naturligt horn; ud fra deres størrelse måske fra en urokse. Der er et større randbeslag med en kant­liste, et smalt beslag midtpå og et beslag ved mundingen, der ender i et rigtigt mundstykke. Hornet var et blæseinstrument – som lurerne.

Især det store mundingsbeslag fortjener vor opmærksomhed. I seks zoner, der forløber rundt om beslaget, træder store dele af bronzealderens hellige symbolverden tydeligt frem for vore øjne. Ikke mindre end otte skibe sejler hen over beslaget, alle med tydelige mandskabsstreger, nogle med hestehovedstævne, andre med enkle, let indaddrejede stævne. Der er koncentriske cirkler, hjulkors, rækker af spiraler og et mærkeligt solbillede med strålekrans, som måske udgøres af stiliserede fugle – lignende kendes fra helleristninger i Bohuslän.

Alt må anses for solbilleder eller symboler, som er knyttet til solens færd. Når skibene er omgivet af solsymboler, kan de uden besvær betegnes som solskibe. Placeringen af skibenes let rejste kølforlængelser viser, at de sejler mod højre. De må derfor betragtes som himlens skibe knyttet til solens dagsrejse. Vi kan se, at mandskabsstregerne luder mod højre, skibenes sejlretning. Dette angiver, at mandskabet – måske de dødes sjæle – er aktivt padlende, som læner sig frem. På en eller anden måde kunne sådanne skibe i bronzealderens forestillingsverden have medvirket til at holde solen i bevægelse. De kunne angive en bøn om, at solen hver morgen ville stå op, bevæge sig op over himlen mod højre. Der er sandelig skibe og solskibe på denne for-lur.

Periode: Bronzealder (1700 til 501), Ældre bronzealder (1700 til 1101)

Udgave: Skalk 2015:5

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.