Lovenes lov

De tre ord havde lige stor vægt. Friheden gjaldt politiske, personlige og religiøse rettigheder, men kravet om lighed havde mindst lige så stor betydning. Det opfattedes som meget forkert, at værnepligten kun hvilede på en del af befolkningen. Den preussiske hærordning, hvor alle havde værnepligt, ansås for meget progressiv. Samtidig opstod der en følelse af nationalt broderskab mellem befolkninger, der talte samme sprog.

På samme tid som revolutionen skyllede hen over Frankrig, gennemførtes de fremsynede landboreformer i Danmark. Ophævelsen af stavnsbåndet 1788 var blot en lille del heraf; i virkeligheden drejede det sig om et stort reformkompleks, der skulle komme til at ændre det danske samfund i sin grundvold, såvel retligt som ikke mindst økonomisk og politisk. Størst betydning fik den såkaldte fæsteafvikling, hvorefter bønderne fik mulighed for at erhverve deres gårde til selveje. I løbet af en snes år var omtrent 2/3 af de danske bønder blevet selvejere, hvilket kun var muligt ved udstrakt långivning.

Efter økonomiske krisetider i de tre første årtier af 1800-årene kom der atter fremgang i 1830’erne. Nu klarede fæstegårdene sig bedst, fordi de ikke var behæftet med gæld, som selvejergårdene var. Til gengæld kunne godsejeren afgøre, hvem der skulle overtage gården, når fæstebonden døde eller gik på aftægt, og steg gårdens værdi, kom det alene godsejeren til gode. Forbedringer af gården gavnede ikke fæsteren eller hans familie.

Fæstesagen skulle blive den krumtap, hvorom oppositionen mod enevælden kom til at dreje sig. Historikere docerede, at rygraden i landets befolkning egentlig havde været frie bønder, men at ufredstider i middelalderen havde tvunget dem til at søge ly under herremændenes beskyttelse. Den begavede unge agitator Orla Lehmann erklærede således frejdigt ved stavnsbåndsløsningens 50-års jubilæum, at fæstegårdene i virkeligheden var bøndernes retmæssige ejendom.