Lollands virker

I den sene oldtid, da de danske lande samledes til en enhed, blev der af kongerne udfoldet store anstrengelser for at sikre det nyetablerede riges grænser, og arbejdet hermed fortsattes i den tidlige middelalder. Valdemar den Store udbyggede Danevirke og anlagde en række borge: Vordingborg, Tårnborg, Nyborg, borgen på Sprogø. De var for en stor del rettet mod venderne, der truede sydfra, men den landsdel, som var mest udsat, Lolland-Falster, blev åbenbart betragtet som åben grænseegn og kom til at ligge uden for fæstningskæden. (Fig. 1)

Af Sven Thorsen

De to øers beboere måtte klare sig selv, men det var de vant til, herom vidner en tilflugtsborg, som der endnu ses betydelige rester af midt på Falster – den er udateret, men formentlig fra vikingetiden og har karakter af en halvkredsvold udgående fra et vidtstrakt mosedrag. Virket, som den kaldes, dækker et areal på mere end én kvadratkilometer og har for nylig her i bladet (1992:1) været omtalt som landets største forhistoriske borganlæg. Men er den nu også det? I 1928 beskrev lokalhistorikeren C. C. Haugner i et værk om Lollands topografi og historie et af søer og volde indhegnet område ved Maribo, som han mente måtte være en tilflugtsborg, et anlæg af samme art som Virket, men fire gange så stort i areal. Det gav ikke genklang. Påstanden har så vidt vides aldrig været kommenteret – hverken positivt eller negativt – af kompetente forskere, vel sagtens fordi de aldrig blev opmærksom på den. Tog Haugner fejl, eller har arkæologer og historikere overset landets største oldtidsborg?

Det anlæg, Haugner gav sin overraskende forklaring på, er ellers ikke ukendt. I Traps Danmark omtales det som en jordvold, oprindelig 1,2 kilometer lang og strækkende sig mellem Hejrede sø og Røgbølle sø sydøst for Maribo; kun den nordlige del, som ligger i skov, eksisterer i dag, men luftfotografier viser klart forløbet af det manglende. På østsiden af det bevarede stykke ses en voldgrav, der ligesom volden varierer en del i størrelse; de maksimale dimensioner nås på et sted, hvor jordværket har en knoldformet udvækst på bagsiden, vel sagtens en ældre gravhøj, man har ladet indgå i systemet som en slags bastion. Volden er her op mod tre meter høj, mens voldgraven måler otte meter i bredden og halvanden i dybden. En opmåling af anlægget 1907 og en hastig udgravning 1944, begge ved Nationalmuseet, gav ingen oplysninger om alder eller funktion, men det foresloges, at der kunne være tale om en vejspærring. De fleste af skovens mange gravhøje ligger langs en vej, en gammel færdselsåre mellem søerne, det var vel den, man ville spærre. Men til hvilken nytte? En fjende kunne let omgå søerne og falde forsvaret i ryggen. (Fig. 2)

Udgave: Skalk 1993:2 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.