Løvtræets mestre

Mosesagerne er ofte blevet tolket som offergaver til nu ukendte guder, og selv om man ikke har været blind for, at der også er andre muligheder, må man vist sige, at denne forklaring har fået lidt mere, end der tilkommer den. Man har overset – eller i hvert fald tillagt det mindre betydning – at moserne i oldtiden og langt op i historisk tid indgik som nødvendige led i befolkningens daglige virke – ikke blot som produktionssteder for tørv, men også på mange andre måder. Her blev hør og humle rødnet, inden fibrene forarbejdedes til tekstiler og bindematerialer, her garvedes huder til læder, her hentedes i en periode malm til jernudvinding, og i det rolige vand sattes lerkar med fødemidler til afkøling på samme måde, som når vi hænger en pilsner i snor efter båden en varm sommerdag. Endelig – og i vor forbindelse vigtigst: i moser og søer opbevaredes sommeren igennem landsbyens gavntræ fra vinterskovningen, og sammesteds blev sprukne træsager lagt til ud kvældning. At dette nødvendigvis må have sat sig spor i mosefundene, er forblevet mærkeligt upåagtet. Lerkar er tolket som offergaver, hvad de sikkert ofte, men dog ikke altid er, hør og humle, pile- og hasselkæppe i bundter, halvfabrikata af træ, vogn- og plovdele er forklaret som vidnesbyrd om kultiske handlinger – også i tilfælde, hvor man nok burde foretrække en lidt mere jordnær forklaring.

Blandt dem, der tidligst har indset dette, er Dejbjergvognenes udgraver, Henry Petersen; han gjorde sig i 1890 til talsmand for den rimelige tanke, at alle mosefundene ikke kan slås i samme gruppe, men at tolkningen i hvert enkelt tilfælde må afhænge af fundbilledet. Uheldigvis er dette i de færreste tilfælde klart og entydigt, ofte er genstande fra forskellige perioder blandet sammen i lagene til skade for forståelsen, og bevaringstilstanden kan spille slemme puds: skrøbelige materialer som for eksempel tekstiler kan være i fin stand, mens jerngenstande er gået i opløsning – eller omvendt. Blandt andet dette har bidraget til at forvirre vore begreber om mosernes brug i oldtiden. Offerteorien blev den foretrukne – ofte med en drejning mod det makabre: lemlæstede lig, ødelagte våben, skamhuggede dyr.

Lad os vende tilbage til træsagerne, for det er dem, artiklen skal handle om. De lader sig sjældent aldersbestemme umiddelbart, men to dateringsmetoder, kulstof-14 analysen og dendrokronologien, kommer til undsætning – for den sidstes vedkommende dog endnu i begrænset omfang, da den foreløbig kun rækker tilbage i yngre jernalder. Tidsfæsteisen er en nødvendig forudsætning for det videre studium, men det som ellers har interesseret »træarkæologerne«, er stykkernes form og forarbejdning, træets art, udkløvning og funktion. Som eksempel kan vi tage mosefundne vogndele, et stort materiale, der i tid spænder fra yngre stenalder helt op til renæssancen, men som vi her vil begrænse til nogle århundreder før og efter Kristi fødsel. Geografisk holder vi os til Nordvesteuropa.

Inden for så stort et landområde ville man på forhånd vente at finde visse variationer – ikke blot sådanne, som skyldes moderetninger og enkelte mestres luner, men også med dybtliggende årsager. Det stemmer. Der kan påvises to værkstedskredse med væsensforskellige vognbygningsprincipper. I ét område, det der beherskedes af kelterne og senere af romerne, finder vi vognenes hjul forsynet med metalbeslag om fælg og nav, i et andet, hvor germanerne rådede, savnes denne forstærkning. Skovene i det Frie Germanien har, lader det til, været udviklingssteder for en speciel løvtræsteknologi, der adskilte sig klart fra den keltisk-romerske. Hvor denne udelukkende brugte tørt, lagret træ, har germanerne kombineret frisk og lagret ved, når de fremstillede køretøjer (og sikkert også andre ting). De beslagløse hjul havde ofte fælg og nav af elletræ, forarbejdet i grøn eller våd tilstand, mens egerne og de nagler uden hoved, der forbandt fælgstykkerne, var af tørt, udkløvet egetræ. Eger og nagler kvældede da i første omgang ud, mens omvendt fælgkrans og nav trak sig sammen under nedtørringen, så at hjulet blev bundet ubrydeligt sammen. (Fig. 2) Metoden byder på flere fordele, således er det grønne træ mere medgørligt end det lagrede, det kan uden vanskelighed udkløves og bøjes i form – egenskaber, man også har gjort brug af i stenalderens udspændte og rælingsforhøjede stammebåde og senere i vikingeskibene. Men det skal vel at mærke være løvtræ. Vådt og grønt nåletræ er for skørt og bliver først brugbart ved tørringen.