Lodret gennem Århus

I foråret 1963 blev det gamle hotel Skandinavien ved Bispetorvet i Århus revet ned; nu skulle grunden graves til den nye bankbygning. Hermed opstod en af de situationer, som fylder alle historieinteresserede med frygt og sød forventning. Den giver en kortfristet chance for at få noget at vide om byens ældste historie. En spændende, men uhyre kompliceret opgave skal løses på et minimum af tid og måske endda under utålelige arbejdsforhold. Det sikre i sagen er, at den dag det gravede hul star udstøbt med beton, er der intet mere at hente her (fig. 1).

Af Peter Crabb

I det foreliggende tilfælde gik det bedre, end man på forhånd kunne regne med. Forhistorisk Museum mødte fuld forståelse for sine ønsker såvel hos bygherrerne som hos byens styre. Man gav frie hænder, og en planmæssig arkæologisk udgravning kunne foretages under ledelse af museumsinspektør Hellmuth Andersen. Kort før jul blev arbejdet indstillet; men når dette læses, vil det forhåbentlig atter være igang.

For to numre siden blev der i Skalk gjort rede for, hvad man fra anden side ved om det ældste Århus. Spredte fund i byens undergrund har i forbindelse med de historiske kilders oplysninger tegnet billedet af en lille by med volde og grave, grundlagt i vikingetid på næsset mellem a og bugt. Således var baggrunden for vore forventninger. Nu skulle det vise sig, om teorierne holdt stik. Det gjorde de.

Bunden af det hul, som indtil nu er blevet gravet, ligger tre meter under den nuværende bys gadeniveau; først hernede stødte vi på resterne af den ældste by. Århus har som alle gamle byer benyttet sine egne gader som losseplads, terrænet har langsomt hævet sig, og nu skiller et årtusindes affald den nye by fra den gamle. Vi vil gå let hen over de mange fund af stadig ældre huse og genstande, som blev truffet pa vejen ned, og hellige os det, som var udgravningens egentlige mål: Vikingebyen.

Det udgravede område er selvsagt af beskeden størrelse; men vi har truffet et heldigt sted, for ikke alene har vi føling med to af byens huse, men også med volden og med en brolagt gade. Begge huse kan med sikkerhed dateres til vikingetid. Det er »grubehuse«, hvis gulve ligger forsænket ca een meter under det, som dengang var jordoverflade. Det største hus er, så vidt det kan bedømmes, langstrakt firkantet og af ca ni meters længde. Det er endnu langt fra færdigudgravet, men ved den ene langvæg fandtes der spor af en træbeklædt, jordfast bænk, og rundt i huset opsamledes en del løse genstande, blandt hvilke må fremhæves husets håndkværn, der var tilstede i sin helhed med både over- og underdel. Det andet hus er helt anderledes, men tilhører også en af vikingetidens velkendte hustyper. Det er lille og rundt og har måske gjort tjeneste som forrådshus. Væggen har vistnok været risflettet; men konstruktionens enkeltheder er iøvrigt endnu ikke nærmere undersøgt. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4)

Udgave: Skalk 1964:2 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.