Lodbrogsønnerne
»I året 866 efter Herrens menneskevorden kom en stor hedningeflåde sejlende fra Danmark til England«, fortæller en krønike, som en engelsk biskop forfattede sidst i 800-årene. Og videre beskrives det, hvordan de fremmede slog sig ned for vinteren i East Anglia og »gjorde der størstedelen af deres hær bereden« – det vil på jævnt dansk sige: stjal hvad de havde brug for af heste. Vikingetiden var godt begyndt – allerede længe havde nordmænd og danskere med stigende hyppighed angrebet de britiske øer; danskerne især den sydøstlige del, der lå nærmest for. Alvorlig modstand mødte de sjældent. England var opdelt i en række små kongeriger med mange indbyrdes stridigheder, som gjorde det svært for dem at samle sig til fælles modstand.
Af Troels B. Wingender
Med flådens ankomst 866 var et flerårigt krigstogt indledt. Året efter erobrede vikingerne York, og atter året efter hærgede de landsdelen Mercia, hvis konge fandt det klogest at slutte en midlertidig fred. Med East Anglia gik det ikke så let; kongen her, Edmund, var ikke til sinds at indgå forlig. Om dette beretter krøniken (Erling Albrectsens oversættelse): »Det år (870) kæmpede kong Edmund hårdt mod denne hær. Men ak! Hedningerne sejrede stort og beholdt den gustne valplads, hvor kongen faldt med en stor del af sin hær, og de lagde hele landsdelen under deres herredømme«. Edmunds død blev hurtigt genstand for mere end almindelig interesse. Men hvem var egentlig hans banemænd?
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)
Udgave: Skalk 1986:5
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
