Lisbjergkirkens forgænger

Lisbjerg Kirke nord for Århus vil være kendt af mange på grund af dens berømte gyldne alter, som ganske vist nu opbevares på Nationalmuseet (se Skalk 1989:5). Det er dateret til 1100-årene, og sandsynligvis er også kirken opført på den tid af en mand med midlerne dertil. I 1989 fik Forhistorisk Museum, Moesgård, mulighed for at grave i kirkens nærhed, og man håbede naturligvis at finde rester af bygherrens gård. (Fig. 1, fig. 2)

Vi fandt ingen gård fra stenkirkens opførelsestid, men til vor forundring tydelige spor af én, som var ældre, nemlig fra den sene vikingetid (Skalk 1989:5). Et stort firkantet grundstykke har været indhegnet med kraftigt palisadeværk, og langs indersiden af dette var anlagt flere anselige langhuse. Gårdens hovedbygning ville man vente at finde midt i indhegningen, men her var pladsen optaget af den nuværende kirke med tilhørende kirkegård, og der var ikke på det tidspunkt mulighed for at anstille nærmere undersøgelser. Vikingegården kunne dateres til 1000-årene, altså til en tid, der ligger et godt stykke efter kristendommens indførelse, og hvor vi ved, der for alvor var kommet gang i det danske kirkebyggeri. Den tyske prælat Adam af Bremen skriver i 1070’erne, at der i Skåne er 300 kirker, på Sjælland halvt så mange og på Fyn en tredjedel; forholdene i Jylland omtaler han ikke. Tallene skal næppe tages for bogstaveligt, de er naturligvis skønnede, men viser dog tendensen. Af disse ældste kirker, som for langt de flestes vedkommende har været af træstenbyggeriet var endnu ikke slået igennem på vore breddegrader - er der i 10-15 tilfælde fundet spor, først og fremmest under gulvet i de eksisterende stenkirker. Kunne det tænkes, at der under Lisbjerg Kirke lå rester af en sådan trækirke, knyttet til den nyfundne vikingegård?

I 1994 kom muligheden for at besvare dette spørgsmål. I forbindelse med en renovering af kirken skulle også gulvet fornyes, og menighedsrådet støttede beredvilligt en større udgravning, som Nationalmuseet og Forhistorisk Museum foretog inde i kirken; til den videre fundbearbejdning har C. A. C. Fonden givet bidrag. Undersøgelsen, der strakte sig over to og en halv måned, omfattede hele kirkeskibets gulvareal, men ikke koret, blandt andet fordi der her har været en stor gravkrypt, som givetvis har slettet alle spor af ældre byggeri.

Da det moderne kirkegulv var fjernet, kom man først til et sandlag, derefter til et mørtelgulv, hvorpå der fandtes adskillige middelaldermønter tabt af kirkegængere, og umiddelbart under dette til en faststampet flade, der har udgjort det oprindelige simple jordgulv. Det var, som man kunne vente, ikke uforstyrret, men gennembrudt af talrige grave, de fleste fra 16-1700-årene, og af helt moderne varmeanlæg. Langs væggene fandtes rester af faste bænke, bygget af kridtstensblokke lagt i mørtel; her har kirkegængerne i ældre tid haft deres sæde, stolestader er en senere opfindelse. På hver side af korbuen sås spor af stenbyggede sidealtre - et karakteristisk levn fra den katolske tid. (Fig. 3, fig. 4, fig. 5)

Ved fortsat gravning under stenkirkens gulv stødte vi på spor efter svære trækonstruktioner, således et system af seks ensartede stolpehuller fordelt på to rækker med tre i hver, en ved kirkens nordvæg og en ved sydvæggen. Rækkerne stod lige over for hinanden, til hver stolpe i den ene svarede én i den anden, så det er tydeligt, de har dannet sidevægge i en bygning, noget smallere end den nuværende kirke, men med samme orientering og med et så tæt forhold til denne, at der må være tale om en forgænger, et ældre gudshus. Den megen gravlægning i fundlagene har desværre bevirket, at vi kun kan bestemme bygningens bredde (der blev ikke fundet spor af gavlstolper, og siderækkerne kan have været længere, end vi nu så dem), men gravene var ikke kun til ulejlighed; flere af dem er sandsynligvis samtidige med trækirken, således to, der strakte sig ind under stenkirkens fundament og altså klart er ældre end dette. I områderne mellem stolpehullerne, der hvor væggene har stået, blev gjort meget interessante fund og endda i stor mængde, nemlig stykker af kalkpuds - fra helt små til håndfladestore, næsten alle med bemaling i forskellige farver. På bagsiden sås aftryk af træværk: vidjefletning og større plankeflader. Kirkerummets trævægge må have været påført et fletværks-understøttet pudslag og dette igen dekoreret med kalkmalerier. Fundet er enestående. Kalkmaleri på pudsede vægge er jo almindeligt i stenkirkerne, men at det også kunne forekomme i trækirker, havde vi ingen anelse om.

Da trækirken blev revet ned, har man åbenbart trukket stolperne op, for jorden, der nu fyldte hullerne, hvor de har stået, var iblandet småstykker af den bemalede vægpuds. Bemærkelsesværdigt er det, at der ikke i stenkirkens fundamentgrøfter fandtes en eneste af disse stumper; det viser - hvad man i øvrigt også kender andetstedsfra - at trækirken først er fjernet, efter at stenkirkens fundament var lagt. Hvornår kirkeudskiftningen skete, har vi et vist begreb om: Lisbjergalteret er for et par år siden blevet dendrokronologisk dateret til 1130’erne, og det er vel sandsynligt, det er blevet til nogenlunde samtidig med stenhuset. Trækirkens opførelsestid er mere usikker, men en bygning af dette materiale har sjældent nogen lang levetid under vore himmelstrøg, så man tager næppe fejl, hvis man antager, den er rejst sidst i 1000-årene. (Fig. 6)

Som nævnt er der aldrig tidligere set tegn til, at en trækirke har været pudsbeklædt indvendig, så det kan ikke have været noget udbredt træk. Bygherren har vel villet skabe et kirkerum, som man kendte dem fra stenkirkerne ude i Europa og fra de første spæde tilløb til sådanne herhjemme. Det er nærliggende i denne forbindelse at tænke på Århus’ ældste domkirke, opført efter bispedømmets oprettelse omkring 1060. I dens bevarede krypt, som i dag hører til byens største seværdigheder, har der været kalkmalerier. Svage spor af dem blev påvist ved undersøgelser i 1950’erne.

Ved Lisbjergudgravningen blev der ikke fundet rester af trækirkens inventar, men måske har vi alligevel en genstand, der i sin tid har hørt til den lille bygning. Som nævnt er det gyldne Lisbjergalter dateret til 1130’erne, men det omfatter et ældre element, nemlig det store krucifiks, som dominerer overdelen. Det henføres til slutningen af 1000-årene og kan være fremstillet til trækirken, ligesom selve alteret må være det til stenkirken.

Vort håb om at finde rester af en trækirke under stenkirken blev altså imødekommet, men der var også spor af andre, ældre, bygninger, og de har været af virkelig storhed; desværre var det kun mindre stykker af dem, der kunne kortlægges i det snævre og tilmed stærkt forstyrrede udgravningsfelt. Det drejer sig om to meterdybe væggrøfter og en række med fire usædvanligt store stolpehuller, som nåede næsten halvanden meter ned i jorden. De tre bygningslinjer, der løb parallelt og med en indbyrdes afstand på ca én meter, repræsenterer utvivlsomt hver sit hus, som dog sikkert i virkeligheden er ét hus, der er fornyet to gange. Den tanke er ganske vist nærliggende, at hulrækken kan have rummet indre tagbærende stolper hørende til et af væggrøfthusene, men begge grøfter indeholdt selv spor af kraftigt tømmer, som skulle være i stand til at klare opgaven. (Fig. 7, fig. 8, fig. 9)

Skade at disse bygningsrester ikke kan forfølges videre, for som nævnt er der tale om noget virkelig stort. Det er bemærkelsesværdigt, at de tre bygningslinjer ligger skråt i forhold til sten- og trækirken (der har fælles længderetning), men parallelt med indhegningens nordside og de derved liggende langhuse; det tyder på, at den flere gange fornyede bygning har hørt til den store indhegnede vikingegård i perioden før kirkernes tid. Andet peger i samme retning, således skår af vikingetidskar, fundet i bygningslinjerne, og det allerede nævnte, at der i de to væggrøfter sås tydelige tegn på, at kraftige stolper har været placeret i selve vægforløbet. Dette sidste er netop kendetegnende for den allerseneste del af vikingetiden, som gården tilhører.

Det store hus midt i den store indhegning må have været gårdens hovedbygning; fra andre udgravninger ved vi, at den netop kunne ligge dér. Det var da også et oplagt sted at anbringe den, men kirken overtog altså pladsen. Det siger noget om styrken i den nye tro.

Det må have været en rig og betydningsfuld person, der boede bag palisadehegnet, måske herredsfogeden (Lisbjerg er jo herredsby og har efter al sandsynlighed været det allerede i oldtiden), i hvert fald viser kirkebyggeriet, at han har spillet en ledende rolle. Det er sandsynligt, at den hedenske gudsdyrkelse, som den øvedes ude i landsbyerne, ikke foregik i templer, men i de lokale stormænds haller, så det kan være i naturlig fortsættelse af denne tradition, herremanden i Lisbjerg byggede kirke på sin gårdsplads efter religionsskiftet. Helt udelukke, at gården blev sløjfet, da kirken anlagdes, kan man dog ikke; kirkegården, som kom til, var pladskrævende og vel i det hele taget en lidt besværlig nabo. At der er en sammenhæng mellem gård og kirke, kan dog anses for sikkert.

Under alle omstændigheder må gården være nedlagt senest omkring 1100, men vi ved ikke, hvor beboerne flyttede hen. Der kendes ikke fra historisk tid noget herresæde i Lisbjerg, men lige uden for det østlige kirkegårdsdige lå indtil 1989 en gård med navnet »Kirkegård«, der menes tidligere at have været sognepræstens bolig. Var den vikingegårdens afløser? Det er en mulighed, som dog må tages med forbehold.

Et andet forhold, der kan indrages i disse overvejelser, er, at Lisbjerg sogn og kirke i den sene middelalder tilhørte Århusbispen. Hvis dette ejerskab har strakt sig tilbage til den tidlige middelalder, kan vikingegården være en kongsgård, som ved Århus Stifts oprettelse omkring 1060 er blevet overdraget bispestolen. Noget sådant kendes fra Lund i Skåne; her modtog domkirken 1085 store godsbesiddelser ved gavebrev fra Knud den Hellige.

Historieskriveren Arild Hukfeldt beretter 1604 om forholdene ved Århus bispestol: »Den anden bisp var én, der hed Ulkild. Han sad år 1102. — Dengang blev Århus også flyttet fra Lisbjerg og til det sted, hvor den nu ligger«. Ad arkæologisk vej er det for længst fastslået, at Århus var grundlagt allerede omkring år 900 på nuværende sted, men derfor kan beretningen jo godt rumme en kerne af sandhed: måske var det bisperesidensen, der i 1102 flyttede fra Lisbjerg til Århus. Hvis det forholder sig sådan, hvis det var selve Århusbispen, der ved 1000-årenes slutning residerede i Lisbjerg, forstår man, at der var både evner og midler til at opføre trækirken med dens åbenbart rige billedudsmykning.

Vished om disse tidlige ejerforhold får vi nok aldrig, men det må regnes for rimeligt sikkert, at der i 1000-årenes senere del blev bygget kirke midt i Lisbjergs stormandsgård og på tomten af et meget fremragende hus. Det var kongen og stormændene, der naturligt gik i spidsen, da kristendommen blev indført i Danmark.