Linjeregning

Og regnskab blev der ført, en del er endnu bevaret og giver sammen med de synsforretninger, som optoges ved lensmandsskifterne, et livfuldt billede af tilværelsen, som den formede sig i den fordums bispeborg. I forbindelse med Christen Hoicks overtagelse 1601 opregnes således de mængder af rug, bug, havre og boghvede, som allerede er sået; tøndetallene angives til 38, 18, 84 og 4. Derefter er noteret, hvad der fandtes på loftet: 4 tønder rug, 4 kroppe gåsekød, 4 ½ skippund bajsalt, 3 ½ ol saltet sild, 1 fjerdingkar lüneborgsalt og et større parti smør. For de betydelige mængder af øl er opstillet et selvstændigt regnskab. Man kan forestille sig lensmanden og hans skrivere, der måske ikke var overvældende stive i Tegnekunsten, bakse med tallene.

Et minde om al denne hjernevirksomhed fremkom under udgravninger, som i 1979-80 fandt sted i voldgraven omkring borgens indgangsparti: en lille rund skive af gulligt metal med præg på begge sider. Den lignede til forveksling en mønt, men blev af kendere bestemt som en »regnepenning«.

Til forskellige tider og på forskellige steder i verden har man forsøgt at lette regningens besværligheder ved brug af enkle hjælpemidler. Til disse hører regnepenningene, som dog ikke virkede alene, men i forbindelse med et regnebræt; det hele kan minde om et spil med brikker. Oprindeligt har man nok brugt små sten, bukseknapper eller lignende, men efterhånden blev – i hvert fald i højere kredse – de prægede regnepenninge foretrukket.

Regnepenning-teknikken var født til romertal, men lod sig dog tilpasse de arabiske – dem vi bruger – da disse i senmiddelalderen begyndte at vinde indpas. Som bebekendt benyttede romerne bogstavcifre: I (1), V (5), X (10), L (50), C (100), D (500), M (1000), men for at de kunne fungere, når man »regnede på linjer«, var det nødvendigt at ændre lidt på opstillingerne, sådan at rækkefølgen aldrig gik fra det mindre mod det større; tallet 9 blev ikke, som ellers, skrevet IX, men VIIII og 40 ikke XL, men XXXX. På regnebrættet – der for resten ikke altid var et bræt, det kunne have form af et bord eller et klæde til at lægge på et bord (praktisk til rejsebrug) – var der faste figurer, skemaer med vandrette linjer. Til hver linje og hvert linjemellemrum svarede en talværdi. Lad os som eksempel tage to tal: DCLVIII (658) og CCCXXXV (335), de ser, lagt op med regnepenninge i regnebrættets linjesystemer, således ud: (Fig. 2)