Liglammet

Blandt gammel dansk folketros mange uhyggelige skabninger har de dødsvarslende »kirkevarer«: helhesten, gravsoen og kirkelammet forståeligt nok været mellem de mest frygtede og skyede. Disse væsener – som navnet siger knyttet til kirken og dens omgivelser – var ifølge traditionen genfærd af dyr, der var blevet levende begravet i forbindelse med kirkens opførelse eller indvielse. Når de, i reglen ved nattetide, viste sig for folk, betød det en snarlig død for den ulykkelige eller et medlem af hans familie. (Fig. 1)

Af Jørgen Skaarup

Ikke underligt, at dyr med sådanne tilbøjeligheder har været i stand til at sætte dybe, respektfulde spor i menneskers sind, og at disse spor har haft lang levetid. Et par mærkelige fund, der i de seneste år er gjort i to langelandske kirker, understreger dette og giver anledning til at se nærmere på en af de tre skabninger, kirkelammet. Trods sin forholdsvis fredelige fremtoning stod det ikke tilbage for de andre i farlighed.

I efteråret 1972 fik Langelands museum meddelelse om, at der ved udskiftning af taget over Simmerbølle kirkes kor var fundet nogle knogler af et lam. De havde ligget oven på korhvælvingen, men var af håndværkerne kastet ned i en dynge med byggeaffald. Her blev de opsamlet af en af sognets beboere, som næste dag afleverede det sære fund til præsten med en bemærkning om, at det dog måske ville være det rigtigste fortsat at opbevare dem. Det skete, men på den måde at knoglerne kom på museum. Som allerede fastslået af giveren bestod fundet af de delvis mumificerede rester af et lammeben med bevarede klove. Hvad kunne det have at gøre på et kirkeloft? Var der tale om et af de sagnomspundne kirkelam? I så fald: forelå der andre eksempler på, at genfærdet kunne manifestere sig på så håndfast vis? (Fig. 2-3)

Udgave: Skalk 1977:3 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.