Ligkistebillen

Sagerne på kvindens bryst blev taget op som præparat og udgravet under betryggende forhold. Her viste det sig, at der ved og på sølvskiven sad et stort antal bittesmå biller – mest dækvinger og andre »løse« dele, men også hele eller næsten hele eksemplarer. Disse sidstnævnte målte 2-4 mm, og det var muligt at fotografere dem under stærk forstørrelse. Billerne måtte som det første artsbestemmes, for at man kunne finde ud af, hvorfor og hvordan de var kommet i graven.

Billen hedder, viste det sig, Rhizophagus parallelocollis; den har desværre ikke noget dansk navn, men det må foreslås at kalde den »ligkistebillen«. Der findes elleve arter af denne billeslægt i Danmark, og de forekommer især under bark, men et par af dem også andre steder.

I værket Danmarks Fauna står der om Rhizophagus parallelocollis, at den findes »under løvtræ bark, i hule saftige stubbe, i skimlet træ, i rådne tulipanløg, i kompost og svampe; ofte i kældre og på kirkegårde og en enkelt gang i et muldvarpebo. I udlandet er den fundet i nedgravede ligkister, hvor den antages at leve af fedtsubstansen fra ligene, og iagttaget sværmende i uhyre antal på kirkegårde. Marts-juli«.

En eller flere af disse biller må, tiltrukket af ligstanken, være kommet ind i Brandstrupgraven, hvor de har kunnet leve og formere sig i liget. Måske har de allerede været der fra starten, under barken på de planker, kammeret var bygget af.

Man kan forestille sig mylderet nede i mørket, men det er ikke appetitligt. De efterladte har vist heller ikke tænkt i de baner, da de lagde kvinden i vognfadingen og forsynede hende med smukke ting til rejsen. (Fig. 1)