
Ligfærd i brudevogn
Flere og flere fund af hjulformede hængesmykker fra vikingetiden dukker op i Danmark. Kan de mon have noget med kvindens brude- og ligfærd at gøre samt gudinden Freja og hendes kattetrukne vogn?
Af pensioneret museumsinspektør Peter Vang Petersen

Elegante skibe og fyrige rideheste var vikingernes foretrukne transportmidler, i alt fald for mændenes vedkommende. Kvindelige ryttere er kendt i form af bevæbnede valkyrier afbildet på hængesmykker (Skalk 2013:2), men der findes ikke arkæologiske beviser for, at almindelige kvinder kunne finde på at lade sig transportere på hesteryg. Omfanget af kvindernes transportbehov kender vi ikke, men et voksende antal fund af hængesmykker formet som vognhjul (fig. 1), har øget vores fornemmelse for betydningen af en vigtig rejseform for vikingetidens kvinder: kørsel i hestevogn.
I det følgende undersøges nogle mulige forbindelser mellem disse hjulsmykker og de arkæologiske spor efter kvinders kørsel i vogn samt relationen til gudinden Freja, som både var kærlighedens og dødens gudinde i vikingernes tro.
Periode: Vikingetid (750 til 1049)
Udgave: Skalk 2025:5
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





