Lidt om tid

Så snart vort kendskab til sådanne begivenhedsforløb svigter, bliver tidsfornemmeIsen yderst usikker. Forud for vor egen tid har vi vel alle kendskab til en kortere eller længere “fortid”, om hvilken vi ved tilstrækkeligt til at have en klar fornemmelse af en tidsfølge, men forud for den periode ligger for de fleste “de gamle dage” – og under den etikette samles så vor stykvise viden om fortidige forhold, så mange oplysninger som enhver nu har samlet sig fra skole og radio, bøger og artikler; det er blot vanskeligt at placere dem i det rette indbyrdes tidsforhold, og vanskeligt overhovedet at fatte de betydelige åremål, som en sådan spredt viden kan spænde over. Derfor ser man ikke sjældent den drabelige vikingehøvding (år 1000 e.Kr.) udstyret med flintøkse (fra 2000 f.Kr.) og bronzelur (fra 700 f.Kr.), medens man med lige så god ret kunne lade ham køre i dollargrin (anno 1958) – det er da “kun” en fejl på 958 år. Og større tidsrum bliver der unægtelig tale om at holde rede på, når ikke blot menneskehedens, men jordklodens historie bliver anskuet. I film og tegneserier kan man da også lejlighedsvis møde stenalderjægere side om side med mammutter og kæmpeøgler, uden at det i almindelighed erkendes som en større urimelighed end min otteårige vens definition på “i gamle dage”.

Vi har i den sidste menneskealder fået metoder til at bestemme den virkelige varighed af de tidsrum, der er hengået, siden en fortidig begivenhed indtraf. Det er de metoder, der er grundet på kendskab til radioaktive stoffers nedbrydning. Et radioaktivt stof er et stof, hvis mindste dele – atomer – til stadighed omdannes til andet stof, idet der samtidig udsendes strålinger. I mange tilfælde har man eksperimentelt kunnet bestemme halveringstiden i denne omdannelsesproces, dvs. den tid, der går, før halvdelen af et radioaktivt stof A er omdannet til det ikke-radioaktive stof B. Processen kan følges dels ved simpelthen at måle stofmængderne, dels ved at måle strålingsintensitetens aftagen. En sådan metode er C14-dateringsmetoden, for hvilken der er gjort rede i Skalk nr. 1/1957- Den bruges over for stoffer af organisk oprindelse (dyre- og planterester) og angiver den tid, der er forløbet, siden døden indtraf i disse organismer. Metoden kan kun bruges inden for de allerseneste afsnit af jordens historie, medens man til aldersbestemmelse af ældre lag f.eks. må anvende uran, der gradvis omdannes til bly. Af grunde, som det her vil føre for vidt at komme ind på, kan man gå ud fra, at alt nuværende bly og uran i en bjergart oprindeligt har været til stede som uran, dengang det pågældende lag dannedes ved størkning af smeltede stenmasser, såkaldt “magma”. Når man nu kender halveringstiden for uran, kan man således ved at bestemme det nutidige indhold af uran og bly fastslå, hvor lang tid der er forløbet, siden laget størknede.

Det er kun de bjergarter, der er dannet ved størkning af smeltede stenmasser, såkaldte “eruptiver”, der kan dateres ved uran-bly-metoden. Lag, der ikke består af eruptiver, siges at bestå af “sedimenter”. Hermed menes jord- og stenarter, der er dannet ved at vand, vind eller is har ophobet materiale. Sedimentlags alder må bestemmes indirekte, idet man ser, hvorledes de er aflejret i forhold til eruptivlagene. Et sedimentlag må således være ældre end et overliggende eruptivlag, og almindeligvis yngre end et underliggende, idet eruptivlagene dog imidlertid – som nævnt – er dannet af materiale, der trænger op fra jordens indre, og således kan trænge frem og størkne under allerede afsatte sedimentlag. I så fald kan man dog i disse dækkende lag se omdannelser, der er fremkaldt af varmen fra de smeltede stenmasser nedenunder.

Ved jordens alder mener vi den tid, der er gået, siden jordoverfladen antog skikkelse af fast jord, have og søer, og en atmosfære af luft udenom. Hvor længe jordkloden har eksisteret forud for dette som en glødende tåge, unddrager sig geologernes undersøgelser. Det kan kun opklares ud fra astronomiske iagttagelser i forbindelse med spekulationer over hele universets oprindelse. Men lad os holde os til jorden og nøjes med den geologiske alder, der må være højere end de ældste, undersøgte eruptivlag. Hvis man læser blot 20 år gamle artikler om dette emne, vil man se, at man dengang anslog jordens alder til 2 milliarder år, medens man i dag er af den mening, at 5 milliarder år er rigtigere, simpelthen fordi man ved fortsatte målinger er stødt på stadig ældre lag. Når vi her og i det følgende anslår jordens alder til 5 milliarder år, er det derfor med al mulig risiko for, at fremtidige undersøgelser vil kunne ændre tallet og føje yderligere årmillioner hertil. (Fig. 2).