Levende fortidsfund

Men hvor længe? Skulle de virkelig stamme fra klosterets tid? Læseren vil måske erindre at have hørt om en udbredt videnskabelig skepsis over for påstande om, at der skulle være fundet spiredygtigt frø i oldtidsgrave. Man har ment det umuligt, at en levende organisme skulle kunne opretholde livet gennem årtusinder eller blot gennem århundreder. Dette er med andre ord en sag, det er værd at se lidt nærmere på.

En gang tidligere har bulmeurten optrådt på Antvorskov under omstændigheder meget lig de nuværende: I sin bog »Om lægeplanter i danske klosterhaver og klosterbøger« fra 1918 skriver Jens Lind: »Museumsdirektør dr. Mackeprang har været så elskværdig at meddele mig, at der, da man begyndte udgravningerne, voksede en overraskende rig vegetation af bulmeurt frem på stedet«. Lind nævner flere eksempler på en sådan pludselig massefremkomst af bulmeurt; således i forbindelse med jordarbejder ved Stubberkloster ved Ravnsborg på Lolland og ved Sjørring Voldsted. Hertil kan føjes, at lignende iagttagelser blev gjort under udgravningen af Æbelholt kloster, og at bulmeurt er synlig på fotografier fra klosterudgravningen i Øm.

På grundlag af sådanne iagttagelser formodede Jens Lind, at bulmeurtfrø kan bevare spireevnen i jorden i meget lange tidsrum; han skriver: »Vi ser det mærkelige syn, at der på steder, hvor der ikke i mands minde har vokset bulmeurt, dog kan fremkomme en rig vegetation af den, når grønsværen bliver fjernet, og den underliggende jord kommer frem. — Intet ligger nærmere end at sammenligne disse bulmeurtfrø, der ligger begravede i jorden, med oldsager af sten og bronce, der ligeledes kommer for dagen ved gravningen. Jeg skal dog ikke påstå, at de samme frø har ligget f. eks. ved Sjørring siden år 1086, da kongeborgen blev nedrevet; man må tænke sig, at nogle få planter af og til har set lejlighed til at vokse frem og derved har fornyet jordens beholdning af frø«.
¨
Axel Garboe har påvist, hvorledes også kors-vortemælk og kongelys kan optræde under omstændigheder, der tyder på, at disse planters frø kan bevare spireevnen i jorden meget længe. Spredt i udenlandsk, især engelsk, litteratur findes lignende iagttagelser omtalt.

Hvor der bor mennesker vokser terrænet; dette var ikke mindst tilfældet i tidligere tiders bysamfund, hvor affald og gødning blev henkastet i husenes umiddelbare nærhed, og hvor nye huse blev opført over rester af nedrevne eller brændte bygninger. Under sådanne forhold og i forbindelse med omgravning af jord kan plantefrø pludselig blive dybt begravet og derved berøvet den ilt og varme, der er nødvendig for spiringen. Finder der så gravning sted gennem en sådan lagkage af kulturjord, vil frøene atter kunne blive bragt op til overfladen.

De planter, som vokser frem af udgravningernes jorddynger, viser sig meget hurtigt og samtidigt, og som regel før almindelige arter med effektiv vindspredning eller dyrespredning indvandrer på arealet. Er det muligt, at nogle af dem kan være spiret af frø, der har overlevet et ophold i dybtliggende jordlag i måske århundreder? – Eller må man, som Jens Lind, hellere være så forsigtig at antage, at frøene er blevet kastet påny med – lad os sige – årtiers mellemrum? For godt og vel 40 år siden fandt japaneren I. Ogha levende lotus-frugter i et tørvelag i Manchuriet. En portion af frøene blev sidenhen ved hjælp af kulstof-14 metoden dateret til 1040 (med en fejlgrænse på 210 år). Bortset fra dette eksempel, der hidtil er blevet betragtet som et isoleret fænomen, må man sige, at det hidtidige iagttagelsesmateriale ikke giver klart svar på ovenstående spørgsmål.

Siden jeg for tre år siden fik interesse for problemet, har jeg forsøgt at nå et skridt videre såvel gennem iagttagelser som ad eksperimentel vej. En nødvendig forudsætning for undersøgelsen er et samarbejde med den historisk-arkæologiske sagkundskab, som forestår de udgravninger, hvor arbejdet skal udføres. Metoden er kort skitseret følgende: I udgravningens lodrette jordvægge udtages prøver af lag, om hvilke det kan fastslås, at de har været uforstyrrede siden et bestemt tidspunkt. Når stedet for jordprøvens udtagelse er valgt (om muligt under en tydelig ubrudt flade i form af f. eks. et brandlag, nedrivningslag, lergulv eller en brolægning), måles og beskrives jordvæggen, og de yderste centimeter af jorden omkring prøven graves bort, hvorefter løst materiale omhyggeligt afskrabes. Med en ren graveske fyldes den ønskede jordprøve derpå i plasticposer, som tilsnøres; mængden af jord i de enkelte prøver har varieret fra 5 til 100 kg. Hensigten med alle disse sikkerhedsforanstaltninger er naturligvis at forhindre, at frø af de planter, som nu vokser omkring udgravningen, forvilder sig ind i prøven. For at forsøget skal have værdi, må den mulighed kunne udelukkes.

Næste akt går ud på at udsprede jorden på et sted, hvor der ikke er risiko for tilførsel af friske frø fra omgivelserne. Til dette formål er bygget et lille drivhus (grundplan 2×6 m), hvis konstruktion er vist på tegningen, og heri har de planter, der er spiret af frøene, kunnet registreres og bestemmes. 40 prøver, hidrørende fra jordlag fra romersk jernalder frem til vort århundredes begyndelse, har været undersøgt på denne måde, og halvdelen heraf har indeholdt spiredygtige frø fordelt på 38 arter.

Lad os se på nogle få lokaliteter, hvor sikre slutninger synes at kunne drages af såvel iagttagelse som eksperiment.