Ler og brændte ben

Til grund for alt pottemageri ligger den opdagelse, at når ler udsættes for temperaturer på mindst 500 grader Celcius i mindst en halv time, forvandles det til hård keramik. Kundskaben herom nåede frem til Danmark i slutningen af jægerstenalderen, og med den fulgte endnu en vigtig lærdom: ved at »magre« det bløde, formbare ler, det vil sige tilsætte det et fast materiale, kunne man mindske risikoen for, at der opstod revner ved brænding i åbent bål, og samtidig forlænge produktets levetid; et magret lerkar holder gennemgående længere end et ikke-magret. For pottemagerskerne (det var i reglen kvinder, der varetog dette erhverv) var erfaringsviden af den art naturligvis af stor betydning. Der udviklede sig håndværkertraditioner, nogle kendt af alle standens medlemmer, andre familiehemmeligheder, som der blev våget over, og som gik i arv fra mor til datter. Det er lidt af dette, vi ved hjælp af særlige analysemetoder prøver at komme på sporet af.

Sådanne undersøgelser er i de senere år foretaget på materiale fra Gudme Herred, det – arkæologisk set – utroligt rige område på Sydøstfyn, omfattende blandt andet en kæmpemæssig gravplads (se Skalk 1961:2), en ditto boplads (1993:6) og – ikke mindst – en ved Storebæltskysten liggende handelsplads (1987:5), der må anses for kilden til egnens velstand gennem nogle århundreder af jernalderen. Opmærksomheden har især været rettet mod materialet fra yngre romertid, perioden ca 200-400 efter Kristus, og resultater er ikke udeblevet. Til de interessanteste hører påvisningen af, at der som tilsætning til leret i enkelte tilfælde er anvendt brændte ben i knust form; det almindelige magringsmateriale i Sydskandinavien oldtiden igennem var ellers knust granit, som altid var ved hånden. Brændt ben er imidlertid en udmærket erstatning, det giver et næsten lige så stærkt, og betydeligt lettere produkt og har da også opnået en vis, begrænset udbredelse i nord- og vesteuropæisk bondestenalder. Benmagrede husholdningskar kendes fra stenalderbopladser i Irland, Skotland, Belgien, Frankrig, Sverige og Norge, men ikke fra Danmark, hvilket dog vel kun er et spørgsmål om tid. Derefter synes brugen at være gået i glemme – og ikke blot i en kort periode, men i et fuldt årtusinde. Først i jernalderen dukker den op igen, som vi netop har hørt. Uden for Fyn kendes benmagret jernalderkeramik fra det nordlige Sverige og Belgien.

De tre omtalte Gudmelokaliteter, bopladsen ved selve byen, gravpladsen på Møllegårdsmarken og handelspladsen ved Lundeborg, har alle givet fund af benmagret keramik – bopladsen to små skår, gravpladsen tre urner samt løse skår i fire forskellige brandgrave og handelspladsen et enkelt skår; i alle tilfælde drejer det sig om ornamenteret og poleret keramik. Da det fint knuste benmateriale kan ses på overfladen af skårene med det blotte øje, er det ikke sandsynligt, at ret meget lertøj af denne type er undsluppet registreringen. Det ser med andre ord ud til, at de benmagrede jernalderkar danner en anderledes eksklusiv gruppe end forgængerne fra stenalderen, der var en del af hjemmets almindelige keramikinventar. Hvordan skal man forklare denne sydøstfynske jernalderspecialitet? (Fig. 2)