Ler og brændte ben

Til grund for alt pottemageri ligger den opdagelse, at når ler udsættes for temperaturer på mindst 500 grader Celcius i mindst en halv time, forvandles det til hård keramik. Kundskaben herom nåede frem til Danmark i slutningen af jægerstenalderen, og med den fulgte endnu en vigtig lærdom: ved at »magre« det bløde, formbare ler, det vil sige tilsætte det et fast materiale, kunne man mindske risikoen for, at der opstod revner ved brænding i åbent bål, og samtidig forlænge produktets levetid; et magret lerkar holder gennemgående længere end et ikke-magret. For pottemagerskerne (det var i reglen kvinder, der varetog dette erhverv) var erfaringsviden af den art naturligvis af stor betydning. Der udviklede sig håndværkertraditioner, nogle kendt af alle standens medlemmer, andre familiehemmeligheder, som der blev våget over, og som gik i arv fra mor til datter. Det er lidt af dette, vi ved hjælp af særlige analysemetoder prøver at komme på sporet af.

Sådanne undersøgelser er i de senere år foretaget på materiale fra Gudme Herred, det - arkæologisk set - utroligt rige område på Sydøstfyn, omfattende blandt andet en kæmpemæssig gravplads (se Skalk 1961:2), en ditto boplads (1993:6) og - ikke mindst - en ved Storebæltskysten liggende handelsplads (1987:5), der må anses for kilden til egnens velstand gennem nogle århundreder af jernalderen. Opmærksomheden har især været rettet mod materialet fra yngre romertid, perioden ca 200-400 efter Kristus, og resultater er ikke udeblevet. Til de interessanteste hører påvisningen af, at der som tilsætning til leret i enkelte tilfælde er anvendt brændte ben i knust form; det almindelige magringsmateriale i Sydskandinavien oldtiden igennem var ellers knust granit, som altid var ved hånden. Brændt ben er imidlertid en udmærket erstatning, det giver et næsten lige så stærkt, og betydeligt lettere produkt og har da også opnået en vis, begrænset udbredelse i nord- og vesteuropæisk bondestenalder. Benmagrede husholdningskar kendes fra stenalderbopladser i Irland, Skotland, Belgien, Frankrig, Sverige og Norge, men ikke fra Danmark, hvilket dog vel kun er et spørgsmål om tid. Derefter synes brugen at være gået i glemme - og ikke blot i en kort periode, men i et fuldt årtusinde. Først i jernalderen dukker den op igen, som vi netop har hørt. Uden for Fyn kendes benmagret jernalderkeramik fra det nordlige Sverige og Belgien.

De tre omtalte Gudmelokaliteter, bopladsen ved selve byen, gravpladsen på Møllegårdsmarken og handelspladsen ved Lundeborg, har alle givet fund af benmagret keramik - bopladsen to små skår, gravpladsen tre urner samt løse skår i fire forskellige brandgrave og handelspladsen et enkelt skår; i alle tilfælde drejer det sig om ornamenteret og poleret keramik. Da det fint knuste benmateriale kan ses på overfladen af skårene med det blotte øje, er det ikke sandsynligt, at ret meget lertøj af denne type er undsluppet registreringen. Det ser med andre ord ud til, at de benmagrede jernalderkar danner en anderledes eksklusiv gruppe end forgængerne fra stenalderen, der var en del af hjemmets almindelige keramikinventar. Hvordan skal man forklare denne sydøstfynske jernalderspecialitet? (Fig. 2)

En mulig forklaring kunne være, at dette særlige lertøj ikke er lavet i Gudme-herredet, men hentet andetstedsfra. Hvis det var tilfældet, ville man dog vente en vis samtidighed mellem de fundne stykker, der vel næppe var kommet til stede enkeltvis, snarere i én eller flere større sendinger, men dateringerne falder netop meget spredt over yngre romertids 200-årige periode. I øvrigt viser analyser, at leret i de pågældende kar ikke adskiller sig fra det, som optræder i de lokale moræneforekomster, og heller ikke i karrenes form og ornamentik er der noget, som peger mod fremmed oprindelse; tværtimod følger de ganske godt de stedlige traditioner. Det aktuelle lertøj er med størst sandsynlighed fremstillet på Sydøstfyn, men hvorfor den mærkelige afvigelse? Er en bestemt pottemagerfamilie gået sine egne veje? Når man betænker den konservatisme, der i øvrigt har rådet inden for faget, er dette fuldt muligt, men det kan næppe være forklaringen her, dertil er det benmagrede materiale alt for spredt over den store Møllegård-gravplads. Intet tyder på familiemæssigt samhør mellem disse grave.

Den omstændighed, at langt de fleste fund af benmagret lertøj er fra gravpladsen, kunne tyde på, at fænomenet har med død og begravelse at gøre. Var den særprægede keramik forbeholdt afdøde med en særlig status? Det er nærliggende i første omgang at tænke på rigmænd, men intet i fundene peger i den retning; de pågældende grave indeholdt hverken ædelmetaller, romersk import eller andet, som man ville vente at finde i velhavendes udstyr. Men samfundsmæssig anseelse kan jo være vundet på anden vis. Skåret, som blev fundet på handelspladsen ved Lundeborg, kan vise sig at være nøglen til en forståelse. Den sorte, ornamenterede lerbrik med sit indhold af benstumper udmærker sig nemlig ved at være genbrugt. Stykket er nærmest trapezformet med en smal ende, som er blevet slebet rund og gennemboret med et hul - sikkert et ophængningshul - under en bugtning på den bølgeformede liste, som var en del af lerkarrets oprindelige ornamentik. Blandt Gudme-områdets tonsvis af lokalt fremstillet jernalderkeramik er dette indtil videre uden sidestykke, men hvad har tingen været brugt til? Som smykke egner det simple lerkarskår sig jo ikke, det har ingen af de skønhedsværdier, som kendetegner datidens legemsprydelser, og dets særlige sammensætning er uden synlig effekt, når man betragter det på mere end en halv meters afstand. Vi må opfatte stykket som en amulet, en magisk genstand, der har sikret sin bærer mod ulykker af forskellig art. Sådanne tingester har spillet en stor rolle i fortidens samfund og er endnu ikke helt forsvundet fra vort.

Hvis det benmagrede gods har været tillagt magisk kraft, så har skønheden været uden betydning, men det giver mening at bruge det til amuletter eller til gravurner og at lade enkelte skår af materialet følge med i graven. Desværre er benstumperne så små, at det ikke har kunnet afgøres, om de stammer fra dyr eller mennesker, den hemmelighed får jernalderfolkene indtil videre lov at beholde, men det er måske værd at minde om, at ofring af levende væsner har fundet sted jernalderen igennem og i hvert fald undertiden i forbindelse med gravlægning. At brændte ben har med døden at gøre, vil ingen benægte, og ved at blande dem i leret, kan de af dette fremstillede kar have fået en slags indvielse; det er ikke sandsynligt, at man - som det vist var tilfældet i stenalderen - har brugt dem i husholdningen. De få, som blev begravet med sådant lertøj, har nok haft en nærmere forbindelse med dødsriget og det magiske end tidens almindelige folk. (Fig. 3, fig. 4)