Ler i flammer

Af de nævnte ovntyper er Faurholms den mindst komplicerede og muligvis også den ældste, i hvert fald kendt fra dansk jernalder. De andre må være kommet til os ude fra Europa, hvor de optræder i forskellige egne og til forskellige tider, nogle helt tilbage fra romertiden eller tidligere endnu. Det kan forudses, at der vil blive fundet mange pottemagerovne i de kommende år, og det skal blive interessant at se, hvilke typer der har domineret, og hvordan udviklingen i det hele taget er forløbet. Allerede nu ved vi, at keramikken i løbet af middelalderen undergik en ændring, den blev bedre brændt, så måske skal de mange ovntyper ses i den sammenhæng. Man har været inde i en eksperimenterende periode.

Som nævnt er Faurholm-typen den simpleste, dens indre rum er en enhed, uden tegn på opdeling. De andre har et fyrkammer, hvor brændslet anbragtes, og et ovnkammer, hvor potterne stod stablet, men de to afdelinger kunne være af meget forskellig form og indretning. I Barmer var ovnen simpelthen tvedelt, i Helium og Kragelund havde fyrkammeret form af en grøft, der gik ind under og omkring ovnkammeret, så at ilden kom op fra neden (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5, Fig. 6, Fig. 7). Desværre er det jo kun ovnens underjordiske dele, som findes ved udgravningerne, hvordan overbygningen har set ud, må man stort set gætte sig til. Der svæver mange ubesvarede spørgsmål omkring en sådan ovn, når undersøgelsen af den er færdig. Ville det være nødvendigt at dække ovnkappen med jord? Hvordan regulerede man trækken? Hvor længe varede en brænding? Hvor meget brænde gik der til, og hvor jævn var varmefordelingen? En del af svarene vil kunne hentes gennem forsøg, og faktisk er der foretaget sådanne med en kopi af Faurholmovnen (se Skalk 1977:3). Meget er imidlertid sket siden dengang, så vi mente på museet i Ålborg, at det var på tide igen at betræde eksperimentets vej.