Leire i Sielland

Lejre er en nøglelokalitet i dansk arkæologi, og sådan har det været lige så langt tilbage i tiden, man kan tale om en arkæologi, dvs. en egentlig forhistorisk videnskab i Danmark. Ja, endda meget længere tilbage endnu. 10. september åbner der et museum på stedet, og det er en god anledning til atter engang at se på det berømte sted.

Af Christian Adamsen

Lejre-forskningen falder i fem hovedafsnit.

1. Heltedigtenes og krønikernes Lejre: Thietmar af Merseburg, Saxo, Svend Aggesen og den anonyme Lejrekrønike (trykt i Skalk 1996:5) bringer forskellige oplysninger om tidlige konger, Skjoldungerne, i Lejre, hvortil slutter sig Bjarkemål, Beowulf og sene sagaer.

2. Antikvarernes Lejre (1643-1805) tegnes af Worm, Stephanius, Hammer, Gebhardi og Anchersen. De kortlagde fortidsminderne og fantaserede ikke så lidt, afsluttende med Münters besøg i 1780 og 1805.

3. Lejrekommissionen (1847): Mytedræberen J.J.A. Worsaae pillede kildekritisk glansen af sagnstedet, da han henførte fortidsminderne til ældre tider end jernalderen. Til gengæld fandt man et område med trækul og brændte sten, som trods alt kunne stamme fra det nedbrændte kongesæde.

4. Udgravninger af grave fra vikingetiden i og omkring den bevarede skibssætning blev fra 1940’erne og frem forestået af Harald Andersen, som også tidsfæstede Grydehøj til germansk jernalder, 500-årene e.Kr. (se Skalk 1958:2 og 1958:4).

5. Bebyggelsesudgravninger begyndte i 1981, men overrumplede ved Tom Christensens påvisning i 1986 af en enorm hal – ombygget og fornyet gentagne gange – med tilhørende bygninger og omgivende indhegning. Med mellemrum er undersøgelserne fortsat (se Skalk 1996:5). Senest er en rig bebyggelse fra germansk jernalder fundet; om Tom og guderne vil, kan Skalks læsere snart følge de nyeste resultater.