Legemspleje
En mindre udgravning sidste sommer på Århus Katedralskoles grund bød på mange fund fra vikingetiden og fremefter, heriblandt en lille, fint bevaret dobbeltkam, der efter fundomstændighederne at dømme hører hjemme i højmiddelalderen. At kammen er dobbelt vil sige, at den har to sæt tænder af forskellig finhed anbragt med ryggen mod hinanden, og det er ikke så usædvanligt, men denne er noget helt for sig selv. De to sæt sidder nemlig ikke lige ryg mod ryg, men forskudt, så at helheden får form nærmest som et forvokset S. At der ikke er tale om noget utilsigtet, et mindre vellykket lærlingearbejde, ses straks af stykkets elegante linjer og i øvrigt ved nærmere studium af sammensætningen. Som tegningen nederst på denne side viser, består kammen af syv dele, nemlig fem tandsektioner, hvoraf den midterste betinger S-formen, og to skinner, der med hjælp af fire kobbernitter fastholder hele herligheden. Stykkerne kan kun samles på én måde, og den virker særdeles gennemtænkt. (Fig. 1)
Af Hans Skov
Fig. 1. Århuskammen i naturlig størrelse. Små hak i bagsidens længdeskinne viser, at udskæringen af tænderne har fundet sted til sidst, efter at løsdelene var samlet. - Fot: Jørgen Kraglund.
Et så særpræget stykke husker man, men ingen af de fagfolk, der fik kammen forevist, mente at have set en lignende genstand i det nuværende Danmark. Først da eftersøgningen udstraktes til nabolandene, dukkede der parallelfund op, elleve i alt. Heraf stammer ét fra Slesvig, tre fra Skotland (samme lokalitet), to fra Trondheim, ét fra Bergen, ét fra Skien og tre fra Tønsberg. I Sverige og egnene syd for Østersøen kendes typen ikke. De fleste af disse kamme er i udformning og størrelse næsten identiske med Århuskammen, og flere af de norske stykker kan dateres til midten af 1200-tallet, hvilket svarer til det danske funds formodede alder. Efter det nuværende spinkle fundmateriale at dømme synes den asymmetriske dobbeltkam altså snarest at tilhøre det urolige åremål efter Valdemarerne. (Fig. 2, fig. 3)
Fig. 2. De syv dele, som Århuskammen er sammensat af.
Fig. 3. Mandsansigt med velplejet hår- og skægpragt, fra tidligmiddelalderlig døbefont.
Blandt de spørgsmål, som naturligt melder sig, er, hvor denne kamform har sit hjemsted, hvor den er blevet produceret, for det forekommer sandsynligt, at i hvert fald nogle af kammene har fælles ophavsmand. Efter fundspredningen at dømme er Norge et godt bud, og antagelig skal vi til en af de norske kystbyer. De skotske kamme er netop fra et område, der i vikingetiden var beboet af udvandrede nordmænd, og hvor kontakten med det gamle fædreland opretholdtes længe. Også Århuskammen kan udmærket stamme fra Norge, ja gør det sandsynligvis - den er nemlig lavet af elgtak, altså af et dyr, der forsvandt i Danmark flere tusinde år før kammen blev til, men som fandtes - og stadig findes - i Norge. Kammen kan være eksporteret derfra, men det sandsynligste er måske, at den har fulgt sin norske ejer på en rejse til Århus og er mistet ved et uheld.
Kammens lidenhed giver anledning til spekulationer om dens anvendelse. Kamtændernes to afdelinger er hver for sig kun fire centimeter lange; at rede sig med så korte kamstykker ville være tidkrævende og måske heller ikke helt give det ønskede resultat. Det er foreslået, at kammen kunne være legetøj til børn, men sådan virker den slet ikke, og hvorfor skulle man have besværet sig med at lave den asymmetrisk? Nej, den er helt sikkert et voksenredskab, og forklaringen ligger bogstavelig talt lige for næsen: Kammens dimensioner og hele udformning gør den fortrinligt egnet til skægpleje. Forfatteren har selv erfaret, at den asymmetriske form er en fordel, når man under skægfriseringen ønsker at skifte fra siden med de grove til siden med de fine tænder og vice versa. Man opdager hurtigt, at en fiks bevægelse med fingrene kan dreje redskabet 180 grader, hvorved den nye kamside træder til med samme effektivitet som den gamle. Den lille opfindelse med de to forskudte tandsæt har gjort redskabet brugervenligt - for nu at udtrykke det på moderne dansk. Men medaljen havde en bagside: kammen blev samtidig uegnet til almindelig hårkæmning, og det har givetvis gjort den mindre salgbar. Lidt eksklusivt har det nok været at eje en kam, der kun var beregnet for skægget.
1200-årenes skægmode - i hvert fald overklassens - kan følges gennem talrige billeder, især fra kirkekunsten. Vi ser, at det moustachelignende overskæg, som vor kam vel især var beregnet til, forekommer, men dog langtfra båret af alle. Brugen af det lille redskab har med andre ord været stærkt begrænset og dets levetid derfor sikkert kort. (Fig. 4)
Fig. 4. Den asymmetriske dobbeltkams fundlokaliteter.
