Leding

Da det strømmende vand naturligvis har flyttet rundt på træet, er det vanskeligt at afgøre, hvor lang tid laget har været om at dannes - eller sagt på en anden måde: hvor længe værkstedsaktiviteterne har stået på. Det kan dreje sig om en kort periode, men flere forhold taler dog for en længerevarende virksomhed; således ses de daværende åbrinker at være stabiliseret med pæle og fletværk, der er repareret flere gange. En egentlig Eddersbestemmelse er heller ikke så let at levere, skønt vi har haft flere metoder til rådighed. En dendrokronologisk tidsfæstelse af planker fra et af de ophuggede skibe fortæller, at fartøjet er bygget 1050-55, men dertil skal så lægges et Emslået åremål for den tid, det har været i brug. En række kulstof 14-dateringer af, blandt andet, de vidjer, der var indflettet i faskinerne langs åbredden, giver en meget vid dateringsramme: 1025-1170. Det fundne lerkarmateriale endelig er lige så upræcist i sine oplysninger; det er af såkaldt Østersøtype og kan være blevet til inden for et længere tidsrum: fra begyndelsen af 1000-årene til ind i 1100-tallet. Nærmere kan vi foreløbig ikke komme. (Fig. 2)

Området byder på flere interessante stednavne, som må have relation til fundet. Et lille næs, der fra vest skyder sig ud i ådalen, dér hvor åen mundede ud i den tidligere fjord, benævnes i matriklen 1688 Nørre Snekkebjerg, mens et tilsvarende lidt længere mod syd kaldes Sønder Snekkebjerg, og følger man åløbet videre ind, kommer man til et større område med navnet Snekke Tofter. »Snekke« var i vikingetiden og den tidlige middelalder betegnelsen for et krigsskib, og der kan ikke herske tvivl om, at dets forekomst her har med skibsaktiviteterne ved åen at gøre. Andre stednavne vidner om vendisk indflydelse, således selve den mærkelige Fribrødre-betegnelse, som er knyttet til åen; den blev i 1354 stavet Pribrød og kan være afledt af et vendisk marknavn Prybrode, som betyder »ved vadestedet«. Thechle-agre øst for åen kan indeholde det vendiske personnavn Techel, og i Volme Holm syd for samme finder vi Volmer, forkortelsen for Valdemar (Voldemar), som fra slavisk Vladimir fandt vej til det danske kongehus. Vendisk påvirkning spores ikke blot i stednavnene, men også i de fundne genstande - alt stemmer meget godt med de historiske kilders fortællinger om datidens falstringer og deres forhold til folkene syd for Østersøen. Det var til tider alt andet end hjerteligt, men fredelige perioder forekom. Det samme kan siges om fyrsternes relationer: de havde ofte en fjendtlig karakter, men Harald Blåtand fandt sig en vendisk brud, og fra 1100-årene beretter Saxo, at kong Valdemar (den Store) havde givet sin svoger, den vendiske fyrstesøn Prislav, »meget land på de store øer til len«, og at dennes søn Knud havde Lolland i forlening. Falster har sikkert flere gange med den danske konges billigelse givet plads til større grupper af vendere, der var blevet fordrevet fra deres områder syd for Østersøen.

Den største og foreløbig sidste udgravningskampagne fandt sted i efteråret 1993 - nu som tidligere ved et samarbejde mellem Vikingeskibshallen i Roskilde, Nationalmuseet og museet Falsters Minder. Økonomisk støtte blev modtaget fra Tuborgfondet, Hafnia Fonden, Augustinus Fonden, Det Classenske Fideicommis og Nationalmuseets Marinarkæologiske Forskningscenter. (Fig. 3, fig. 4)

Formålet var dels at undersøge, om der oppe på det faste land kunne findes spor af værftsarbejdernes aktiviteter, dels at få en bedre forståelse af fundlagets sammensætning og udstrækning. Med henblik på det første blev der lagt grøfter parallelt med åen, men de gav ingen nævneværdige resultater. Allerede tidligere havde vi brugt megen energi på at finde spor af en bebyggelse i området mellem og omkring Nørre og Sønder Snekkebjerg, men uden held. End ikke anvendelsen af en særlig metode, fosfatkartering, gav det ønskede resultat. Ganske vist afslørede den bopladser, men de var fra sten- og bronzealderen og altså uden interesse i denne forbindelse.

Med eftersporingen af fundlaget var vi mere heldige. Der blev gravet en række profilgrøfter på tværs af ådalen, fra det centrale fundområde og sydpå. Det viste sig, at lagets indhold af skibsdele gradvist ebber ud, ved Sønder Snekkebjerg er det næsten forsvundet, men laget eksisterer stadig, nu med træ og andet, der intet har med skibe at gøre, men må stamme fra en almindelig landbebyggelse. Som ved de forudgående udgravninger kunne vi hjembringe et fint genstandsmateriale til videre bearbejdning.

Et par hundrede meter syd for Sønder Snekkebjerg svinger åen mod øst, og endnu et par hundrede meter længere oppe ad løbet er der en afbrydelse i mosedannelserne langs bredden. Så langt havde vi tidligere gennem boringer kunnet følge trælaget, og her mente vi, at det hørte op. Der tog vi imidlertid fejl. Endeløse strømme af regn og deraf følgende oversvømmelser forære de os i efteråret 1993 et helt nyt billede af situationen. Lidt længere mod øst, end vi havde været med vore boringer, tegnede vandet det gamle åleje i dets naturlige slyngninger, og her genfandt vi det træholdige fundlag.

Følger man åen østpå gennem sving og drejninger, kommer man et par kilometer fremme til et større moseområde ved byerne Åstrup og Moseby. På østsiden af denne »Maglemose«, som den kaldes, mellem de to nævnte byer, ligger et område, der på ældre kort betegnes Gammelbye Ågre, og her har der - som man længe har vidst - været en bebyggelse af ganske stor udstrækning. Den synes at have været i brug gennem flere hundrede år; en del, som blev undersøgt i 1961, gav fund fra 12-1300- årene, mens der på et andet, ud mod mosen liggende område, som museet Falsters Minder undersøgte 1989, fremkom sager af samme alder som dem i ålejerne. Det sidste bekræfter de utallige skår af Østersø-keramik, som kan opsamles på markerne heromkring: mosebopladsen må være samtidig med værftspladsen, og det er sandsynligt, at meget af det ikke-skibsbetonede affald, vi finder ved snekkelokaliteterne, er sager, som bopladsfolkene har smidt i den nærliggende sø, den der senere blev til Maglemosen. Herfra er det med strømmen ført ud i åen og videre ned ad denne, til det endte i en af vandløbets sivbevoksede slyngninger. Landsbyen må i kraft af sin størrelse have været af en vis betydning. (Fig. 5)

Også værftsarbejderne er sandsynligvis kommet fra mosebyen - en del af dem i hvert fald. De har ikke haft permanent ophold på stedet, hvor de arbejdede; hvis det var tilfældet, havde vi fundet deres boplads. Vort syn på fundkomplekset må efter denne erkendelse ændres en smule: der er ikke tale om et egentligt skibsværft, men om en havn, hvor skibe kunne få udført mere eller mindre omfattende reparationer, som dagligt slid, kamphandlinger og ublid medfart under hårde vejrforhold nødvendiggjorde. At der lejlighedsvis er foretaget nybygninger, kan dog langtfra udelukkes.

Landsbyerne i vikingetiden og den tidlige middelalder lå som hovedregel i nogen afstand fra havet. Kystegnene var usikkert område, hvor man fra søen let kunne blive udsat for overfald. På den anden side havde man brug for havet med henblik på fiskeri, handel og transport samt ikke mindst, når kongen i ufredstid opbød ledingsflåden. Den skulle, når det gjordes fornødent, i løbet af forholdsvis kort tid kunne samles på et givet sted.

Ledingsvæsnet var en flådeorganisation og et transportsystem. Fænomenet omtales første gang 1085, men der er blandt forskerne enighed om, at det rækker længere bagud, helt tilbage til rigets samling, ja måske endda til tiden før denne. Detaljerede beskrivelser af systemet foreligger først fra 1200-årene. Som grundlag for ledingsvæsnet benyttedes herredsinddelingen, der er ældre end ledingen, men kunne tilpasses denne. Hvert herred var opdelt i et antal »skibener«, og hvert skiben havde pligt til, under ledelse af en styresmand, at udruste og bemande et ledingsskib samt afholde alle omkostninger i forbindelse dermed. De enkelte skibener var igen delt i mindre enheder, der hver skulle stille en roer med proviant og våben. Det var, som nævnt, kongen, der opbød ledingsflåden og havde kommandoen over den.

Vi ved, at ledingsvæsnet i sin funktionstid er undergået ændringer, således hvad angår skibenes størrelse, men holder vi os til midten af 1100-årene, kan vi med udgangspunkt i Saxo få en fornemmelse af, hvor mange skibe og hvor meget mandskab, der var til majestætens disposition. Saxo beretter, at på togtet mod Rygen 1159 - det andet, som Absalon deltog i - udgjorde ledingsflåden 260 skibe stillet til rådighed af 56 herreder i Skåne, Sjælland, Lolland og Falster. Da der var knap 200 herreder i Danmark på den tid, betyder det, hvis vi tør regne med samme gennemsnitsydelse pr herred, at landets flåde har været på omkring 900 skibe. Og går vi ud fra, at hvert skib har haft en besætning på 26 mand - den har næppe været mindre, snarere større - får vi en samlet hærstyrke (inklusive styresmændene) på 24.000 mand. I løbet af 1200-årene blev bøndernes ledingspligt afløst af en fast skat.

Det er bemærkelsesværdigt, at herredsgrænserne altid er lagt sådan, at der for beboerne var adgang til havet eller til et dengang sejlbart vandløb - det kunne synes, som om der har fundet grænseændringer sted, efter at ledingssystemet kom til. Ledingsvæsnet nødvendiggjorde en række havne rundt om i landet, hvor man kunne opbevare og vedligeholde ledingsskibene, og dermed er vi tilbage på Falster og lokaliteten ved Fribrødreåen. Kan pladsen her have været en ledingshavn for Falsters Sønder Herred (den sydøstlige del af øen)? (Fig. 6)

Ordet snekke (snekkja) har haft en vid udbredelse i vikingetidens og den tidlige middelalders Nordeuropa; i forskellige stavemåder kendes det tilbage til begyndelsen af 1000-tallet, for eksempel i Den angelsaksiske Krønike. Lige siden udgravningernes begyndelse har de tre snekkenavne ved Fribrødreåen pirret vor nysgerrighed; det er sjældent, man finder en markant sammenhæng mellem bevaret navnestof og arkæologiske fund. Skulle noget lignende kunne påvises andetsteds? For at undersøge det har vi allieret os med stednavneforskeren Christian Lisse fra Institut for Dialektforskning. Med udgangspunkt i de ældste marknavnekilder har han gennemgået Falster, Lolland og Møn for at finde bevarede snekkenavne.

På vestsiden af Falster ved Klodskov Nor og Byskov nævner herredsbogen fra 1690 »2 Sær enge paa Ønsløv Salte mader, den ene kaldis Hielmerskous, dend anden Sneckebechs Enge«. Og fra samme lokalitet: »En Stub paa Byskou Salte Enge som ligger Nordøst fra Byskou Holme og løber Nør til Snechebech«. På Lolland er det lykkedes, ud fra matrikelkortet 1775, at lokalisere endnu en »Snekkebek« ved udløbet af Frejlev Å, og Møn har gennem markbøgerne (1682) bidraget med to snekkelokaliteter, nemlig »Snech agre« i bunden af Stege Nor og »Sneche Lunds agerre« syd for Råbymagle, ud til Hjelmbugten. Uafhængigt af denne undersøgelse har stednavneforskeren Bente Holmberg tidligere foretaget en registrering af snekke-navnene på Fyn. Resultatet blev tolv stednavne, hvori ordet snekke indgår. (Fig. 7, fig. 8)

Det er påfaldende, at så godt som alle disse snekkelokaliteter har en placering, der minder meget om pladsen ved Fribrødreåen. De ligger vel beskyttet 1-2 km inde i landet, men på steder, som man har kunnet sejle til i 1000-årene. De let byggede nordiske skibe har kunnet færdes ubesværet på vanddybder under én meter. Vi vover der påstand, at snekkenavnene viser vejen til havnene fra vikingetiden og den tidlige middelalder. Man har sejlet så langt ind i landet, som det var praktisk muligt, og her har man opbevaret sine skibe, også - og vel først og fremmest - dem, som skulle stilles til rådighed for kongen, når han opbød ledingsflåden. Det er bemærkelsesværdigt, at de fire store vikingeborge, Trelleborg, Aggersborg, Fyrkat og Nonnebakken, har en tilsvarende placering.

Hvis pladsen i Fribrødreåen som formodet var havn for Falsters Sønder Herred, så bør der være en tilsvarende for Falsters Nørre Herred, og her kan »Snekkebækken« på øens vestside vise sig at være nøgleordet. Vi kan i det gamle marknavnemateriale ikke forvente at finde samtlige havnelokaliteter repræsenteret, men når man ser på Bente Holmbergs Fynskort, er det alligevel påfaldende, så jævnt Snekkenavnene findes fordelt i kystregionen. En snekkebetegnelse kan naturligvis have anden oprindelse end den her godtagne, men for hovedparten gælder, at de ligger, så man har kunnet sejle ind til stedet.

Den skitserede nytolkning af den falsterske plads som en flådehavn vil blive bevist - eller i hvert fald kraftigt bestyrket - om det skulle lykkes at gøre tilsvarende fund ved de andre snekkelokaliteter; det vil blive forsøgt allerede i indeværende år ved udgravninger på Falster, Lolland og Møn. Hvis skibene, som ved Fribrødreåen, er sejlet så langt op i vandløbene, som den igangværende tilgroning tillod, skulle bevaringsforholdene være de bedst tænkelige. De konserverende moselag har hurtigt indkapslet skibsdelene og sikret dem for eftertiden. Noget må der være et og andet sted. En ledingsflåde på op mod tusinde skibe, der en stor del af tiden har ligget i havn, må nødvendigvis have efterladt sig spor. (Fig. 9)