Lastet med tegl

15-1600-årenes handels- og lastskibe er et af disse anliggender, som er mærkværdigt dårligt belyst – ja faktisk ved vi mere om vikingetidens handelsfartøjer, skønt de er så langt ældre. Fundet af et skibsvrag i Storebælt 1973 spredte lidt af mørket og gav samtidig stof til en anden manglende – eller i hvert fald dårligt repræsenteret – brik: renæssancens teglstensproduktion og dens fordeling. Skibet var nemlig lastet med tegl. Fundet førte flere med sig, og Langelands Museum, der stod for opgaven, har måttet arbejde både over og under vandet. Det er i de forløbne år lykkedes at skaffe oplysninger om yderligere seks vrag i området, og fem af disse har kunnet lokaliseres. Alle er fra senmiddelalder/renæssance, og alle er lastet med tegl.

Teglbrænding synes i 15-1600-årene at have været udøvet i ret stor stil på Sydøstfyn og Langeland og kan i hvert fald for sidstnævntes vedkommende følges helt op mod år 1700, hvor import fra Lübeck og de mange slesvigske teglværker trængte den hjemlige produktion tilbage. De elementære forudsætninger, egnet ler og let adgang til brændsel i nærliggende skove, var til stede, og kystens nærhed gav bekvem adgang til udskibning. Det var dog ikke nok, kapital var nødvendig, men den fandtes hos konge og adel, der i hovedsagen stod for produktionen og også var blandt varernes aftagere. De udgjorde i kraft af lensbesiddelser og store godser den altdominerende økonomiske faktor i området.

Den danske adel oplevede fra omkring 1530 og århundredet ud en vældig økonomisk opgang forårsaget af øget efterspørgsel på landbrugsprodukter og deraf følgende prisstigninger. De gode tider fortsatte lidt ind i 1600-årene, så fulgte en kortere afsætningskrise og derefter ny opgang i 1630’erne og -40’erne. Også kongemagten nød godt af højkonjunkturen, og såvel konge som adel valgte i mange tilfælde at sætte overskuddet i prestigebyggeri. En betydelig del af vore slotte og herregårde er opført i denne periode. Dertil behøvedes teglsten.

Mange fund af teglovne og gamle lergrave på begge sider af sundet mellem Fyn og Langeland må ses som en frugt af denne vældige verdslige byggeaktivitet, men naturligvis har der også været brændt tegl i tidligere perioder, således til middelalderens omfattende kirkebyggeri. Tranekær slots store teglgård i Botofte omtales fra slutningen af 1400-årene og synes allerede på dette tidspunkt at have produceret sten til byggerier mange steder i landet. Det normale i middelalder og renæssance var ellers, at bygherren selv, for at undgå store transportudgifter, anlagde teglovne eller teglgårde lige ved byggepladsen (se Skalk 1973:1), men netop i det omtalte område, Sydøstfyn og Langeland, synes dette mønster ofte at være brudt; der er i mange tilfælde produceret teglsten med salg for øje og altså bestemt til transport. Egnen her lå centralt i riget, og den lokale skibskapacitet var åbenbart tilstrækkelig til fragten af de tunge laster. (Fig. 1).