Lappeværk
Når man betragter de tusinder af genstande, der er fremdraget af jernalderens offermoser, kan man let få det indtryk, at de stammer fra et overflodssamfund, hvor man uden smålighed kasserede gode brugbare sager. Sådan forholder det sig imidlertid langtfra, i det daglige passede man på sine ting, og led de på en eller anden måde overlast, reparerede man så godt, det lod sig gøre. Var man for eksempel kommet til at slå skår i et lerfad, kunne man bore huller omkring brudstedet og binde det løse stykke på med snor - en metode svarende til senere tiders klinkning. En anden og mere raffineret udvej har et af de senere års fund givet en prøve på.
Af Mogens Bo Henriksen
En romertidsgravplads ved Ringe på Midtfyn blev for få år siden udgravet af museet i Odense.
Den indeholdt såvel brand- som jordfæstegrave og tillige en række mærkelige udenomsfund, men herom har der tidligere været skrevet i Skalk (1991:6), så vi kan se bort fra helheden og samle opmærksomheden om en detalje. I næsten alle jordfæstegravene var der lerkar (op til seks- syv stykker) og som velkendt fra ligeartede fund dannede de ofte sæt: et bordservice, som sikkert oprindelig har indeholdt mad- og drikkevarer til den døde. Centralt i en grav stod således tre lerkar, forskellige i størrelse, men i øvrigt så ens, at de nødvendigvis må være fremstillet af samme pottemager. Det største af karrene var imidlertid ufuldstændigt: et stykke var slået af randen. Måske er skåret gået tabt, i hvert fald har man ikke anvendt den omtalte klinkningsmetode, men klaret sig på anden vis. Et stykke bronzeblik er skåret firkantet til, foldet over karranden, så det dækkede brudstedet, og fæstnet med bronzenitter. Det må have været en vanskelig operation, men den lykkedes altså, uden at karret gik yderligere i stykker. Af pladen selv er nu næsten intet tilbage, men det ses tydeligt, hvor den har siddet. Fundet er enestående i Danmark.
Man skulle synes, det havde været lettere at få fremstillet et nyt lerkar, men flere ting kan have bidraget til den valgte løsning. Vi befinder os jo i en tid, hvor romerske produkter var på mode i de højere kredse, som havde råd til at betale, hvad de fine importerede varer kostede. Almindelige mennesker måtte nøjes med mindre, men måske har man haft en forestilling om, at lerkarret gennem lapningen fik metalkarrets værdi. Der er flere ting, som taler for, at sådanne tanker har gjort sig gældende. Det er kendt, at indførte metal- og glaskar blev eftergjort i ler af hjemlige pottemagere, og der er eksempler på, at man i et sådant imiteret glasbæger har indsat skåret af et ægte glas som en slags vindue (se Skalk 1962:3). Det kan ikke være for pyntens skyld, noget sådant er gjort; det må være glassets sjæl, man har overført til leret. Vi skal ned i mystikkens verden, hvor der desværre er store muligheder for at fare vild. (Fig. 1)
Fig. 1. De tre lerkar, som de blev fundet. Det lappede ses til venstre.
