Landskabslov

Der skal i det følgende gives prøver på, hvad en sådan lovsamling indeholder, og her er valgt Skånske Lov, fordi den hører til de ældste – den er formodentlig nedskrevet i slutningen af 1100-årene – og fordi dens sprog er klart og udtryksfuldt. Blandt de hjælpemidler, datidens dommere benyttede til støtte for deres afgørelser, mærker man sig jernbyrden (den blev først afskaffet 1216) og tylvtereden: tolv mands edsbekræftede udsagn om, at de ud fra deres kendskab til den anklagede måtte anse hans sagsfremstilling for troværdig; vidnebeviset var endnu i sin vorden. Blandt straffene var dødsstraf naturligvis den strengeste, men den foreskrives næsten kun for tyveri, alt andet kunne øjensynlig ordnes med bøder. Det gælder – overraskende nok – også drab, her idømtes »mandebod«, en betydelig sum, som det pålagdes ikke blot drabsmanden, men hele hans slægt at udrede. Grunden kan være, at man gennem lovgivningen ønskede at undgå de evindelige slægtsfejder, hvor drab udløste drab og det igen drab o.s.v.

Størst plads i loven indtager afsnittet om arveret, men også drab og legemsbeskadigelse beslaglægger et betydeligt antal paragraffer. Resten følger i lidt spredt fægtning, som det vil fremgå af nedenstående udpluk. Oversættelsen til nudansk er af Erik Kroman, illustrationerne fra en middelalderlig tysk lovbog.

Hvis et barn bliver født, da skal det have gudfader og gudmoder i kirken og få sin kristendom af præsten. Men bliver det så sygt, at det ikke kan komme til kirken, men dog får sin kristendom af en anden mand eller af en kvinde, da har det ret til arv, som om det var døbt i kirken; men får det ikke sin kristendom, da har det ikke ret til arv, for højmand kan ikke arve.

Så længe husbonden lever, kan konen aldrig rejse klage over hans gerninger, uanset hvad han gør med hendes ejendom.

Dør en mand, og har han børn, skal de tage arv efter ham. Har han børnebørn og intet barn, skal de tage arv, således som enhver skulle tage efter sin fader eller sin moder.

Er der intet barn og intet barnebarn, men barnebarnsbarn eller afkom længere ude, da skal arven gå efter mandtal, og kvinder tager da lige så meget som mænd.

Giver husbonden sit barn i kloster, da må det ikke kræve arv efter hans død, medmindre han vil give det noget.

Bliver en mand – eller en kone – så hjælpeløs og fattig, at han ikke selv kan klare sig, eller alderdom og sygdom kommer over ham, da må han tilbyde sig til sine nærmeste arvinger, for at de skal tage imod ham.

En dreng kan ikke sælge eller på anden måde afhænde sin jord, før han er femten vintre gammel, en pige aldrig, før hun er blevet gift.

Har en mand både ægtebørn og slegfredbørn, og vil han give sine slegfredbørn noget, da skal han drage til landstinget eller herredstinget og lyse, at de er hans børn, og give dem, hvad han vil. (Fig. 1, fig. 2)