Landskabslov

Der skal i det følgende gives prøver på, hvad en sådan lovsamling indeholder, og her er valgt Skånske Lov, fordi den hører til de ældste - den er formodentlig nedskrevet i slutningen af 1100-årene - og fordi dens sprog er klart og udtryksfuldt. Blandt de hjælpemidler, datidens dommere benyttede til støtte for deres afgørelser, mærker man sig jernbyrden (den blev først afskaffet 1216) og tylvtereden: tolv mands edsbekræftede udsagn om, at de ud fra deres kendskab til den anklagede måtte anse hans sagsfremstilling for troværdig; vidnebeviset var endnu i sin vorden. Blandt straffene var dødsstraf naturligvis den strengeste, men den foreskrives næsten kun for tyveri, alt andet kunne øjensynlig ordnes med bøder. Det gælder - overraskende nok - også drab, her idømtes »mandebod«, en betydelig sum, som det pålagdes ikke blot drabsmanden, men hele hans slægt at udrede. Grunden kan være, at man gennem lovgivningen ønskede at undgå de evindelige slægtsfejder, hvor drab udløste drab og det igen drab o.s.v.

Størst plads i loven indtager afsnittet om arveret, men også drab og legemsbeskadigelse beslaglægger et betydeligt antal paragraffer. Resten følger i lidt spredt fægtning, som det vil fremgå af nedenstående udpluk. Oversættelsen til nudansk er af Erik Kroman, illustrationerne fra en middelalderlig tysk lovbog.

Hvis et barn bliver født, da skal det have gudfader og gudmoder i kirken og få sin kristendom af præsten. Men bliver det så sygt, at det ikke kan komme til kirken, men dog får sin kristendom af en anden mand eller af en kvinde, da har det ret til arv, som om det var døbt i kirken; men får det ikke sin kristendom, da har det ikke ret til arv, for højmand kan ikke arve.

Så længe husbonden lever, kan konen aldrig rejse klage over hans gerninger, uanset hvad han gør med hendes ejendom.

Dør en mand, og har han børn, skal de tage arv efter ham. Har han børnebørn og intet barn, skal de tage arv, således som enhver skulle tage efter sin fader eller sin moder.

Er der intet barn og intet barnebarn, men barnebarnsbarn eller afkom længere ude, da skal arven gå efter mandtal, og kvinder tager da lige så meget som mænd.

Giver husbonden sit barn i kloster, da må det ikke kræve arv efter hans død, medmindre han vil give det noget.

Bliver en mand - eller en kone - så hjælpeløs og fattig, at han ikke selv kan klare sig, eller alderdom og sygdom kommer over ham, da må han tilbyde sig til sine nærmeste arvinger, for at de skal tage imod ham.

En dreng kan ikke sælge eller på anden måde afhænde sin jord, før han er femten vintre gammel, en pige aldrig, før hun er blevet gift.

Har en mand både ægtebørn og slegfredbørn, og vil han give sine slegfredbørn noget, da skal han drage til landstinget eller herredstinget og lyse, at de er hans børn, og give dem, hvad han vil. (Fig. 1, fig. 2)

Har en mand barn med sin tjenestekvinde, og det ikke er frigivet og ikke tinglyst, skal han ikke bøde mere for dets gerninger end for andet ufrit tyende.

Sker det, at en mand begår manddrab, skal han allerførst bøde en rate af sit eget, og derefter skal han sammenkalde sine fædrene frænder, og de skal 'I overveje, hvor mange de er, der I skal bøde en rate, og hvad der tilkommer enhver af dem at bøde. — Når de fædrene frænder har gjort således, skal de mødrene frænder gøre på samme måde.

Mister en mand sin næse, da skal han tage fuld mandebod. Således også for tungen. Således også for begge øjne og begge hænder og begge fødder. Mister en mand et øje eller en hånd eller en fod, da skal han tage halv mandebod. Mister en mand sine redskaber nede i bukserne, skal han tage fuld mandebod.

For hulsår skal man bøde seks mark, så gode som to mark sølv, eller give to tylvters ed. For kødsår skal man bøde tre mark, så gode som én mark sølv, eller give tylvtered, for stanghug eller slag seks mark, så gode som to mark sølv, eller to tylvters ed. Til en mand, der ikke har fået lyde, skal der, hvad sår han end får, ikke bødes mere end fem mark sølv. For fem sår skal der bødes til manden og ikke for flere, selv om han får femten.

Dræber en træl en fri mand, skal den, der ejer trællen, have ret til at gøre, hvad han helst vil, enten udlevere sin træl til den dræbtes arvinger og desuden bøde seks mark eller beholde sin træl og bøde ni mark.

Avler en fri mand barn med en ufri kvinde og løser senere barnet fri, og det derefter bliver dræbt, da skal der bødes halv bod for det til de fædrene frænder.

Tingmændene skal lovligt dømme en tyv til hængning for en halv marks værdi og ikke for mindre. Stjæler han mindre, da kan de fradømme ham huden eller en sådan legemsdel, som de vil, eller dømme ham til at være træl i kongens gård, for tingmændene har magt til at gøre med tyven, hvad de vil. — Men han er dog også en tyv, hvis han stjal en penning.

Lider en mand skibbrud, da må hans gods aldrig betragtes som vrag, så længe han selv kan bjærge det med sådanne mænd, som han kan få med til at hjælpe sig, og kongens ombudsmand må ikke forbyde ham at tage sådanne mænd til hjælp, som han kan få dertil for gode ord og betaling.

Driver mange mænd stodheste eller andre husdyr ud i kær eller dynd, så at et af dem dør deraf, da har den, der ejede dem, ret til at sagsøge så mange mænd, som han vil i den anledning og kræve jernbyrd af enhver af dem, som han vil aflægge ed på er skyldig, eller erstatning og desuden bøder, som loven foreskriver.

Optager en mand en anden mands husdyr på agrene i sin sæd og ikke vil udlevere det, skal ejeren af dyret udrede erstatning for kornet og desuden give sin egen ed på, at hans dyr ikke gjorde ham mere skade ved den optagelse.

Dræber en mand en skødehund, skal han bøde seks øre, dræber han en mynde, skal han bøde en halv mark. Dræber han en tæve, skal han bøde to øre - medmindre de bliver taget på fersk gerning, idet de bider en mand eller en mands dyr, så det dør deraf, eller i husene hos den, de bryder ind hos.

Drager en mand gennem en anden mands indhegnede skov, da må han samle så mange nødder, som han spiser der, og føre bort sin hat fuld eller sine handsker fulde. Fører han bort i sin barm eller i kjortelfligen, skal han bøde to øre eller give tredje mands ed.

Finder en mand en anden mand i sengen hos sin ægtehustru, og dræber husbonden horkarlen i sengen med hende, da skal han føre både bolster og lagen til tinget med to mands vidnesbyrd på, at han dræbte den mand i sengen med hende og ikke andetsteds. Når det er gjort, skal han ligge uden for kirkegården på marken, og der skal ikke gives bøder for ham.

Følger en mand sin bisværm i en anden mands indhegnede skov, skal han sige det til den, der ejer skoven, og hver af dem skal have halvdelen af bierne.

Det var lovens formål at holde folk på dydens rette vej, men lovgiverne selv har næppe næret illusioner om, at det ville lykkes, de kendte jo den menneskelige skrøbelighed. Som det så træffende er sagt i fortalen til den yngste af landskabslovene, den for Jylland: »Men havde hver mand nok i sit eget og ville lade andre nyde retfærdighed, da behøvedes ingen lov«.