Landsbyens alder

Ved navnedateringen er flere metoder taget i brug, for eksempel sproglige ændringer, som man kan tidsfæste. Hovedgrundlaget er dog de nordiske bynavnes forekomst – eller fravær – i Danelagen, den del af England, hvor vikingerne slog sig ned og indrettede sig efter hjemligt mønster. De nordiske navneendelser her er som regel -by og -torp (det som herhjemme er blevet til -rup, -trup, -strup), men også -bølle og -tofte forekommer og var altså »levende« i vikingetiden, det vil sige perioden 800-1050. De resterende mere almindelige navnetyper deles i to grupper, en ældre og en yngre. I navne med endelser på -inge, -lev, -løse, -sted og -hem (-um) forekommer ordforrådet gammelt, og da de altså ikke har med vikingerne at gøre, henvises de til en forudgående periode, skønsmæssigt ansat til 400-800 efter Kristus. For typer med endelser som -rud, -holt, -tved og lignende rydnings- og skovnavne er der påvist langt yngre sprogstof, og de anses derfor dannet efter vikingetiden, i årstal vel fra 1050 til 1400. Ikke så få af vore landsbyer kan ved denne metode føres tilbage til kongerne Gorm og Gudfreds dage, og en del altså betydeligt længere. Men det forudsætter rigtignok, at navnet er opstået samtidig med landsbyen, og at denne ikke har skiftet plads.

Denne metode til datering af vore landsbyer er jo ikke særlig præcis, og man kan heller ikke uden videre være sikker på, de nævnte forudsætninger er i orden. For eksempel kan det udmærket tænkes, at navnet er opstået før landsbyen og oprindelig har betegnet et større område. Omdøbning har vel også kunnet forekomme, og man kan forestille sig, at en landsby er flyttet og har taget navnet med sig – som vi kender det fra vor egen tid, hvor utallige stationsbyer har antaget en nærliggende landsbys navn (Fig. 1). Fra ældre jernalder har man – gennem C. J. Beckers udgravninger – ligefrem påvist vandrende landsbyer.