Landposten

Helt uden brevforbindelse med omverdenen var landdistrikterne ikke før postbudenes tid, men den var på privat basis. Den hyppigste og bedst organiserede postgang havde landbrugets overklasse, godsejerne og proprietærerne, de sluttede sig ofte sammen og holdt regelmæssigt ridende bud til købstadens postkontor. Blandt bønderne var der forskellige måder at klare sagen på. Nogle brugte handelskontakter i byen som postadresse – her kunne de så hente brevene ved lejlighed – mens andre organiserede en fast budgang til postkontoret en eller flere gange om ugen, eventuelt i samarbejde med godsejerne. Det kunne være egnens husmænd, der på skift varetog opgaven, men det almindeligste var, at en af sognets gamle eller invalider fik hvervet overdraget. En sådan ordning var billig – sparede måske tilmed fattighjælp – og de pågældende kunne gøre yderligere gavn ved også at besørge andre ærinder, når de nu alligevel skulle af sted. Disse sognebude var meget populære i befolkningen og dertil omgivet af en del spænding og romantik – hvad kunne tasken ikke indeholde: kærlighedsepistler, breve fra sønnen i det fremmede, bud om død og ulykke. Men slidsomt var det at gå de mange, mange kilometer ad elendige veje i al slags vejr med den tunge taske, frem og tilbage år efter år for en langtfra fyrstelig betaling. Maren Pedersdatter fik 1811 en fattighjælp på ti rigsdaler ved siden af sine indtægter som bud, og de er hende vel undt. En anden Maren, kaldet Maren Post, gik sin gang mellem Asum og Odense i næsten 40 år. Det var ofte kvinder, der tog tørnen som sognebud. Da det egentlige landpostvæsen blev oprettet, foretrak man mænd med den motivering, at arbejdet var anstrengende og dermed uegnet for det svage køn. Vi skal helt frem til 1970, før der blev gjort brud på denne regel (fig. 2).