Landposten

Det er ikke mere end godt og vel hundrede år siden, postbuddet var en nyhed i de danske landdistrikter. Før da mente man ikke, at der uden for byerne var behov for en almindelig postbetjening. Selvfølgelig var landbrugets indsats påskønnet, man var klar over dets afgørende betydning for samfundsøkonomien, men bonden selv rangerede et godt stykke nede på den sociale rangstige og betragtedes som en noget simpel og enfoldig personage. Lidt latterlig var han jo, når han kom til byen i sit grove tøj med en odeur om sig af jord, dyr og det, der var værre. De få bønder i folketinget virkede fremmedartede både her og i det københavnske bybillede. Typisk for borgerskabets nedladende holdning er bemærkningen fra den konservative politiker C. G. Andræ, da det 1870 var på tale at optage to ledende bondepolitikere i regeringen: »De stole, hvorpå d’hrr Berg-Hansen har sat sig, kunne blive så tilsølede, at ingen længere ville sætte sig på dem«. Nå det viste sig nu, at regeringstaburetterne bevarede deres tiltrækningskraft, også efter at bønderne var rykket ind. I disse år gik udviklingen på landet frem med stormskridt. Sideløbende med den politiske mobilisering, der i 1901 førte til partiet Venstres overtagelse af regeringsmagten, havde landbruget udviklet sit produktionsapparat gennem andelsforetagender, højskolebevægelsen var slået igennem og brugsforeninger dukket op overalt. Midt i det hele gik nu en uanselig, men nok så betydningsfuld person – landposten (fig. 1).

Af Kim Jørstad

Log ind eller opret en konto for at læse denne artikel.