Landnam

Under min opvækst på Herningegnen kunne man i lune sommeraftener se ildskær flakke over horisonten fra hedebrande, hvis røg drev vidt omkring – og de var ikke opstået ved uheld, men antændt forsætligt som forberedelse til opdyrkning af marginaljord. Det skete også, at vi selv stak ild til tuer, vissent stargræs, mosebølle og blåbærris i gamle tørvepytter for at fordrive hugorme, så vi bedre kunne færdes på bare fødder, men ilden blev holdt under nøje kontrol. Den måtte ikke angribe tørvejorden, for fik den først fat, kunne den æde sig frem i det øverste udtørrede lag og forvandle tørven til aske, uden at det tjente gårdens behov, og det var jo ikke meningen.

Både i vort nabosogn Ørre og ved den gamle kirke i Herning var der en gård med det dramatiske navn Brændgård, og der har været ikke mindre end 28 lokaliteter med denne eller en lignende betegnelse alene i Ringkøbing amt, det viser en gennemgang af Gordon Albøges tre bind om områdets stednavne. Forleddet »brænd« eller »brand« kommer, om ikke altid så dog ofte, af gammel dansk »bruni«, som netop betyder brand, og det samme gælder, hvor ordet optræder som efterled, for eksempel i de østjyske bynavne Brabrand og Stabrand; de hed i senmiddelalderen Brabrun og Stabrun. Alle disse navne har altså tydeligt med ild at gøre, og det er nok andet og mere end en almindelig ildebrand på landet, der hentydes til.

I Mejrup ved Holstebro var der 1487 en gård ved navn Skovgård. Den lå en tid øde, men dukker op i 1501 som Brendgård, hvilket formentlig betyder, at skoven i mellemtiden er ryddet og brændt. I Stavning ved Ringkøbing nævnes i 1500-årene en gård, hvis navn staves Brendstoffuen og i nabosognet Dejbjerg en anden stavet Brendstowen – endelsen er ifølge Albøge i begge tilfælde »stubbe«, og der må vel være tale om stubbe i ryddet og brændt skov. At skovrydning og brænding hører sammen, kan der nævnes mange eksempler på, således fra det frugtbare Bjerge herred mellem Horsens og Vejle fjorde. Her ligger sognene Rårup og Barrit som naboer og i dem småbyerne Staksrode, Breth og Brandstub. Af disse fem navne har de tre første, nemlig de to sognenavne og Staksrode, ældre former, som fortæller om skovrydning, mens Breth (1408: Brent) og Brandstub begge har med brand at gøre; stubbenavnet er os jo allerede velkendt. Brand-stednavne kendes fra alle egne af Danmark. Brøndum (i middelalderen Brundum eller Brunnum) er et sådant; det optræder flere gange i Himmerland. Fra Lille Hareskov, Nordsjælland, kendes Brændte Lyng og i Tåstrup ved København Baldersbrønde (1321: Baldorps brynnæ). I Ugerløse syd for Holbæk nævnes 1552 et Brendhollt (holt = skov), og fra Bornholm kendes Brandstæl skov, hvor endelsen »stæl« står for tomt, altså brandtomt. Og sådan kunne man blive ved. Der er minder nok om kæmpebålene – og langt ud over Danmarks grænser. (Fig. 2)