Lånte fjer
3. juni 1844 blev det sidste par gejrfugle indsamlet på den lille islandske ø Eldey. Hermed havde vi mennesker udryddet endnu en dyreart, skønt denne fugl (Alca impennis) havde været til stor nytte for alle, som færdedes i de nordlige områder. Gejrfuglen kunne ikke flyve, men bragte sig frem på vandet alene ved at anvende vingerne som årer. Den var derfor uegnet til at møde civilisationen – om det så var en Ertebøllemand på Øresund for 6.000 år siden eller en sømand ved Newfoundland for 200 år siden. Godt nok foretrak gejrfuglen øde og utilgængelige øer som yngleplads, men også på land var den sårbar med sin vraltende gangart.
Af Erik Brinch Petersen - Litt: Errol Fullow: The Great Auk (1999).
Gejrfuglen smagte godt, havde et flot næb samt en fjerpels, der var velegnet som inderpels, og den var så olierig, at den kunne bruges som brændsel i de tidlige dampskibe. I tørret tilstand kunne den også anvendes som lampe. Endvidere var den tjenlig som madding ved krogfiskeriet efter torsk på de rige fiskebanker ved Newfoundland. Med sin ufarlige opførsel og forkærlighed for at padle rundt i store flokke var den desværre et alt for let bytte for vore forfædre, fra dampskibenes søfyrbødere og tilbage til de nordlige stenalderjægere og fangstfolk. Grønlænderne kaldte den for isarukitsoq, den stumpvingede, men her blev den sidste fugl vist nok nedlagt i 1815.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jægerstenalder (13000 til 3901), Yngre jægerstenalder (9000 til 3901)
Udgave: Skalk 2009:6
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden
Graven under lampen
Gravhøj - luk dig op!
Den fynske Frankenstein
Fanfare
