Kvinden i kufferten

Af Emilie Bregendahl

Billede

I 1944 gravede en flok mænd tørv i Gulfælgård Mose ved Sahl, Vinderup, og stødte på et skelet.
Skelettet blev fragtet til Sahl Skole, hvor en lokal snedker byggede en kiste med glaslåg, som det kunne ligge i. Her kunne børn og voksne betragte kisten med knoglerne, indtil skolen blev nedlagt i 1967. På det tidspunkt blev skelettet flyttet til Vinderup Kommuneskole og glemt for en tid.
I 1987 blev knoglerne genfundet. De lå i en sennepsgul kuffert på skolens loft. Både kuffert og indhold blev overdraget til Holstebro Museum, og snart blev også kraniet lokaliseret. Det pyntede på en reol på skolebiblioteket, hvor underkæben blev holdt på plads af piberensere.
Nu blev skelettet fra mosen undersøgt grundigt for første gang. Antropologiske undersøgelser slog fast, at skelettet tilhørte en 25-30-årig kvinde. En kulstof-14-datering viste, at hun havde levet i yngre jernalder omkring år 600. Hun led af tandpine, og på højre fods knogler ses tydelige spor efter betændelse og slidgigt, hvilket har givet hende en haltende gang.
Ganske tæt ved Gulfælgård Mose har arkæologer fundet resterne af en samtidig bebyggelse. I selve mosen er desuden fundet en bronzeøkse, flere flintredskaber og keramik fra yngre jernalder. Ofring af mennesker i moseområder er ikke typisk for yngre jernalder, hvor kvinden levede, og fund­omstændighederne tilbage i 1944 tillader os desværre ikke at komme nærmere en forklaring på, hvorfor hun endte sit liv i mosen. I dag er skelettet kommet ud af kufferten og kan ses på Holstebro Museum.

Periode: Germansk jernalder (375 til 749)

Udgave: Skalk 2024:6

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.