Kvinden i hans liv

Indlægget handlede om kunstneren Kristian Zahrtmann, der levede fra 1843 til 1917. Beckett mente, at Zahrtmann undertiden havde »overskredet den ene eller anden eller begge disse regler« i sine billeder med historiske emner. Det var formentlig en bitter pille at sluge for den meget nærtagende maler; han anså selv sine historiske værker som sit vigtigste bidrag til samtidens kunst.

De tapre helte, krigen og kamptumlen tiltrak ikke Zahrtmann. Vi finder få heroiske skildringer af danske mænd fra hans hånd. Den eneste store helt i hans værker er, paradoksalt nok, en heltinde. Leonora Christina, Christian 4’s datter, der tilbragte 22 år som fange i Blåtårn på det daværende Københavns Slot, er blevet kaldt kvinden i Zahrtmanns liv (fig. 1). Hans interesse for hende blev vakt, da han gjorde forstudier til et portræt af den lærde Karen Brahe, hans første maleri med et historisk motiv; ved den lejlighed stiftede han bekendtskab med nogle breve af Leonora Christina. Året efter, i 1869, udkom den første trykte udgave af Jammersminde; Zahrtmann fik bogen forærende af kunstnervenner, og den fik afgørende betydning for hans udvikling. I et begejstret takkebrev skrev han: » – det er galt af jer at forære mig denne bog, men den er dejlig. – Mig synes det, som om der aldrig har været bedre eller forstandigere kvinde, og jeg sympatiserer fuldstændig med hendes handlinger«. Sympatien var livsvarig; fra Jammersmindet hentede kunstneren resten af livet inspiration til en række mærkelige, påtrængende skildringer af den aldrende kvinde og hendes lidelser og afsavn i fængslet.