Kvinden i Dyrham

I sommeren 1888 blev en gravhøj udgravet af arkæologen Vilhelm Boye. Maglehøj var engang en imponerende bronzealderhøj, som imidlertid havde lidt samme skæbne som så mange andre: I fremskridtets navn gik landmændene hårdt til fortidsminderne. Lokale folk fortalte, at Maglehøj indtil kort før udgravningen havde stået flot med store randsten langs foden, og ved udgravningen blev der fundet en væltet, 1,25 m lang bautasten, som engang har prydet toppen af højen, som lå på et højt punkt i landskabet nær en lille (nu tørlagt) vig af Roskilde Fjord. Hvornår bautastenen er blevet rejst, kan vi ikke vide.

I højen frilagdes en stenkiste, godt 60 cm lang. Man havde omhyggeligt pakket vandrullede sten om kisten og lukket graven med en stor overligger. Dernæst pålagdes sand, grus og et tykt lag bændeltang, hvorefter endnu en stendynge dækkede det hele. De mange lag er skyld i, at graven som noget usædvanligt endnu i 1888, tre årtusinder efter anlæggelsen, var helt fri for nedfaldet jord. Indholdet lå klart for dagen, som Vilhelm Boye skrev i sin fremlæggelse af fundet. Egekisternes tid var ved at være forbi, og en ny skik med at brænde de døde vandt indpas, undertiden – som her – allerede i slutningen af ældre bronzealder. Men man brændte ikke gravgaverne; de blev forsigtigt lagt mellem de brændte og rensede ben, som har været indsvøbt i uld, antagelig et tæppe.

Sammen med kvindens ben lå hendes nøje udvalgte ejendele, så de rigtige ting fulgte hende ind i den anden verden. Det var mest tilbehør fra hendes klædedragt: en dobbeltknap, en kniv, en bøjlenål samt en lille bæltedåse, hvis låg stadig blev holdt fast af en bevaret træpind. Almindelige hverdagsting, som enhver velklædt bronzealderkvinde havde i sin klædekiste.