Kvalitetsbyggeri

I løbet af 1800-årene og begyndelsen af vort århundrede undersøgtes mængder af stenkamre, og man fik klarhed over mange ting, således at jættestuerne har været brugt til begravelse mange gange gennem lange perioder, og at der ofte ved indgangene ligger dynger af lerkarskår og andre oldsager; de opfattedes først som udrømning fra overfyldte kamre, men senere er man blevet mere tilbøjelig til at tro, der er tale om offergaver bragt af venner og familie til de afdøde. Mange af jættestuerne blev efter udgravning og restaurering gjort offentligt tilgængelige, men intet holder jo evigt, så for at være på den sikre side har man nu startet en gennemgang af disse oldtidsminder for at sikre, de stadig er i forsvarlig stand. Arbejdet hermed har givet spændende indblik i en byggeproces, der tillader os i dag at kravle ind under de 10-1.5 tons tunge dæksten i tillid til, at den mere end 5.000 år gamle konstruktion nok skal holde. (Fig. 1)

Jættestuen Kong Svends Høj i Vesterborg sogn på Lolland, som turen kom til i 1991, har et af de længste kamre, denne gravtype kan opvise her i landet. Der har været gravet i den flere gange, tidligst - så vidt man ved - i 1780, derefter i 1876 og endelig i 1942, hvor Nationalmuseet lod kammer og gang færdigudgrave og væltede randsten oprejse. Der blev ved den første undersøgelse fundet knogler, men kun få genstande, og også ved de senere gravninger har udbyttet af oldsager været magert. Det ser dog ud til, at kammeret har været genbrugt i bronzealderen. (Fig. 2)

Jættestuehøje er som oftest runde, men denne har til afveksling en lidt langstrakt form, og den omgivende stensætning er firkantet med usædvanligt store sten, de ved siderne omkring 1,50 meter høje, de ved enderne op til 3 meter (målt fra jordoverfladen). Hele randstensbygningen minder mere om langdyssen end om jættestuen, men i én henseende er den noget for sig selv; begge gavle er let indbuede og hjørnerne trukket ud som en slags horn (det sidste ses dog kun ved to af hjørnerne, de andre er ødelagt, ét af en vej, et andet ved en tidligere, fejlagtig restaurering). Disse træk, de buede gavle og hornene, er udanske, men kendes fra den tyske side af Østersøen; i Mecklenburg er de ganske almindelige ved såvel dysser som jættestuer. (Fig. 3, fig. 4, fig. 5)

Muligvis kan endnu et vidnesbyrd om forbindelse over Østersøen i den fjerne bondestenalder læses ud af vort oldtidsminde. Ved udgravningen i 1942 afdække- des en stor, halvt omvæltet sten lige ud for gangen ind til kammeret. I 1991 blev der igen gravet ved denne sten, og det sås, at den må have stået helt på linje med de andre randsten - med andre ord: den har spærret adgangen til gravstuen. Dette er højst usædvanligt. Som nævnt ved vi fra talrige undersøgelser, at jættestuer var bygget til mange gravlæggelser gennem en lang periode - kan man forestille sig at denne var en undtagelse? Eller har man virkelig hver gang, man skulle ind i kammeret, måttet frigrave og fjerne denne sten? Det lyder ikke sandsynligt, for inde i gangen er der - som almindeligt i jættestuegange - to sæt dørkonstruktioner med karme og tærskelsten, og ved den yderste af dem er endda fundet en stor flise, som kan være selve døren. Forklaringen skal, mener vi, igen søges hinsides Østersøen. Her genfinder man trækket med randstenen midt for indgangen til gravkammeret og netop ved høje med indbuede gavle og horn. Løsningen på indgangsproblemet synes her at være, at gangens overdækning ikke er ført helt ud til høj foden, der er efterladt en åbning, hvor man har kunnet stige ned i gangen for derefter at fortsætte ind i kammeret. Om Svendshøjen har været sådan indrettet, kan desværre ikke afgøres, for alle gangens dæksten er for længst fjernet, men det skulle undre, om ikke også den har haft sit »mandehul«.

Med de fartøjer, som stod til rådighed på jættestuernes tid, har sejlads over Østersøen været et voveligt foretagende, men den må ikke des mindre have fundet sted, og det skulle være mærkeligt, om Kong Svends Høj var den eneste danske storstensgrav, der bevidner den. Der kan faktisk nævnes et par andre eksempler, nemlig langdyssen Kong Grøns Høj i Frejlev Skov på Østlolland og Capeshøj på Tåsinge; den første har meget høje randsten og de karakteristiske horn, den anden en indgangskonstruktion som den netop beskrevne med åbning ovenfra. Og der skal nok være adskillige andre, for det er jo kun ved gravning i højene, man erkender ligheden med de tyske. Ved de urørte eksemplarer, og dem er der heldigvis stadig en del af, ligger randstenene som oftest dækket af udskredet jord, og de i denne forbindelse betydningsfulde detaljer er dermed usynliggjort. (Fig. 6)

Alene at finde og samle stenene til det store bygningsværk må have været et kæmpearbejde, og man har næppe gjort det besværligere end nødvendigt. Det bekræftedes af undersøgelser, som geologen Pia Mayoh har foretaget: alle de stenarter, som indgår i anlægget, kan findes i nærheden. Vigtigst er granit og den beslægtede bjergart gnejs, og her viser det sig, at mens gnejsen dominerer i kammer og gang, er granitten foretrukket til randstenene. Forklaringen kan være, at gnejsen er lettest at bearbejde, og det har der været brug for i den indre konstruktion; flere af de hertil anvendte sten er faktisk kløvede (se Skalk 1995:5). Også blokkenes farve og struktur kan have spillet en rolle. Måske er det tilfældigt, men en kendsgerning er det, at alle de meget høje sten i fodkædens sydøstgavl har et rødligt skær.

Imponerende er den omhu, der er anvendt på de såkaldte tørmure, opbygninger af flade sandstensfliser, som uden at være holdt sammen med bindemidler har udfyldt alle åbninger mellem de store sten i såvel kammer som gang og randstenskæde. Fliserne er hugget ud af større sandstensflager og derefter tildannet enkeltvis, så de fik den rigtige form, der aldrig var helt den samme, men varierede fra stykke til stykke. De skulle sidde i spænd mellem stenene og oversider passe til undersider, så at det hele ikke væltede; der var jo intet til at holde det sammen. Murfronten (den der vendte ud mod beskueren, hvad enten han stod inde i kammeret eller ude foran randstenene) skulle være plan og fin. Ved undersøgelsen blev det nødvendigt at skille enkelte af de intakte mure ad. Fliserne blev lagt ud på jorden i rigtig rækkefølge og rigtig indbyrdes stilling. Ikke mindst herved blev vi klar over, med hvilken træfsikkerhed arbejdet er gjort. Den enkelte sandstensflage er med få gennemtænkte slag forvandlet til tre-fire fliser, som kunne sættes på plads lige efter hinanden med et minimum af spild. Vi prøvede at gøre dem kunsten efter, men selv på en god dag blev spildet mange gange større. Det var nok øvelsen, som manglede, men også noget andet. Hvor vi er opflasket med geometriske størrelser som linjer, trekanter og cirkler, var stenaldermanden vant til det asymmetriske, her mellemrum mellem istransporterede sten. (Fig. 7, fig. 8)

Når man betragter planen over Kong Svends Høj, bliver man slået af en mærkelig uregelmæssighed: gangen ligger ikke vinkelret på kammeret, som det efter vore begreber havde været naturligt, men skråt. Hvad grunden hertil kan være, står ikke helt klart, men at det ikke skyldes sjuskeri fra stenbyggernes side, fik vi bevis for, da vi gravede på bagsiden af kammeret. Her fremkom nemlig en halv meter oppe i højfylden en stenrække; den udgik præcis fra kammersidens midte, men ikke vinkelret, derimod i flugt med den ene side af gangen. Vi tolker den som en sigtelinje, et hjælpemiddel, da man byggede gangen, for at den kunne få den ønskede retning. En mand har stået ved stenrækken, måske med en lodsnor, og dirigeret foretagendet. Markering af forløbet med sten eller pinde på selve byggestedet havde været nytteløs; den ville omgående blive trådt ned, når man begyndte at tumle med de flere hundrede kilo tunge sten. Det ved enhver, der har prøvet den slags arbejde.

Randstenskæden er et kapitel for sig, et kompliceret stykke entreprenørarbejde, naturligvis udført efter at kammer og gang var færdigbygget. Dette element er meget forskelligt fra jættestue til jættestue; Svendshøjens hører til de kraftigste, vi kender. Der har været omkring 40 sten, og sten af en helt usædvanlig størrelse; deres vægt måles i ton, og arbejdsindsatsen med dem har i virkeligheden været større end med kammerets bæresten. For at modstå trykket af de bagvedliggende jordmasser har man ladet randstenene hælde en smule bagover, ind mod højen, og sideværts er de blevet sikret med de omtalte tørmure. Så store sten er vanskelige at styre, når de skal rejses og stå i skrå stilling. Man har derfor, efter at standhullet var gravet, umiddelbart bag det anbragt en stor sten; den har skullet tjene som stopklods under rejsningen og som støtte i den endelige position. Først når stenene stod urokkeligt fast, kunne tørmurene mellem dem opbygges. De er opsat fra stenkædens bagside. Her har stenhuggerne siddet og tildannet omkring en halv ton sandstensfliser pr mur; først når det var gjort, kunne den sidste højfyld lægges på plads. Tørmurene mellem randstenene er nøjagtig lige så omhyggeligt udført som dem i kammerkonstruktionen. Det fine murværk mellem de tunge stenblokke er af en særlig virkning, som stadig kan fryde øjet. (Fig. 9)

Endnu savnes svar på et spørgsmål: Hvem var denne kong Svend, som højen er opkaldt efter? Vi har jo haft nogle konger af det navn, men ingen af dem synes at kunne komme på tale. Om en nu sløjfet langdysse, som har ligget lige i nærheden, skriver pastor P. Rhode i sin Lollandsbeskrivelse fra 1794: »Her var et dagligt samlingssted formedelst en herboende regent og dommere ved navn Svend eller Svein«. Også selve Svendshøjen omtaler Rhode, og han kalder den »bemeldte næskonges begravelse«. En lidt mere jordbunden forklaring kunne være, at Kong Svends Høj tidligere har heddet Svinsbjerg; det er i dag navnet på en tæt ved højen liggende landsby, der kan være opkaldt efter den. Romantikere har altid haft et godt øje til oldtidsminder, så det ikke særligt imponerende navn er på et tidspunkt blevet forbedret. Jævnfør Svendborg, der oprindelig hed Svineborg. (Fig. 10)