Kunsten under fødderne

(Fig. 1)

Det hænder under udgravninger i vore kirker, at man støder på rester af glaserede flisegulve fra middelalderen, og de er ofte af høj kvalitet; selv en nok så beskeden landsbykirke kunne i den henseende være prægtigt udstyret. De ofte rigt dekorerede lerfliser af dansk fabrikat optræder i flere former, hvoraf nogle er mere vellykkede end andre, idet flisemagerne naturligvis har haft deres specialer. Især på Sjælland finder vi i 12-1300-årene gulvfliser med indstemplede ornamenter i lavt relief, der teknisk og kunstnerisk er fuldt på højde med – for ikke at sige overtræffer – samtidige udenlandske produkter (Fig. 2). De meget dekorative indlagte fliser, hvor motivet står i hvidt ler (pibeler) på rød bund eller omvendt, har også været på repertoiret, men dem mestrede vi mindre godt, og kun ét sted – i Ringsted kirke – forekommer vellykkede eksemplarer. I 1976 blev gjort et ovnfund, der kaster lys over såvel fremstillings- som brændingsteknikken. Indtil da kendte man kun de færdige produkter.

Af Morten Aaman Sørensen og Birgit Als Hansen

Billede

Flisefremstilling hørte i middelalderen snært sammen med teglstensproduktion. Leret, der anvendtes, var almindeligt murstensler, og den tykke blanke blyglasur blev fra første færd brugt til både teglsten og fliser. Teknisk er der intet til hinder for at brænde fliser i en teglovn sammen med mur- og tagsten, og det kan meget vel have fundet sted, men at man også havde specielle fliseovne, viser ovennævnte fund. Det er fra Bistrup Parcelgård et par kilometer nord for Roskilde: et anlæg bestående af to sammenbyggede ovne, der ud fra deres indhold af fejlbrændinger må tolkes som fliseovne benyttet i første halvdel af 1300-årene.

Den omtalte samhørighed med teglproduktionen kommer også til udtryk i Bistrup, for stedet, hvor ovnene blev fundet, en lille banke ud mod fjorden, har været centrum for en omfattende og alsidig teglstensindustri, som har strakt sig fra første halvdel af 1200-årene til tiden omkring reformationen, altså omkring 300 år. Inden for et begrænset område blev foruden fliseovnene udgravet to teglovne og fundet sikre spor af endnu to samt metertykke affaldslag, der må stamme fra ovne, som befinder sig andetsteds i banken (Fig. 3).

Periode: Middelalder (1050 til 1535)

Udgave: Skalk 1980:1

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.