Kulør

Farvestofferne leverede naturen – såvel plante- som dyre- og mineralriget. Nogle af dem forekom rent: sod og trækul var lige ved hånden, kridt kunne skaffes og okker hentes i et kildevæld. Andet måtte fremkaldes ved kogning, knusning eller presning og atter andet ved forholdsvis simple kemiske processer, som man efterhånden fik indsigt i; her har således urin spillet en rolle, men den var jo altid i nærheden. Som bindemiddel kunne for eksempel bruges harpiks, æggehvide eller voks – igen rene naturprodukter. Hvordan udviklingen er forløbet, ved vi af gode grunde meget lidt om, men det må anses for sikkert, at alle spektrets farver efterhånden stod til rådighed, dog i meget forskellig kvalitet, hvad angår lysægthed og vejrbestandighed. Når kravene sattes højt, slog hjemmemarkedet ikke altid til, visse stoffer måtte skaffes fra udlandet, men det var en bekostelig affære.

I jægerstenalderens grave forekommer okker almindeligt, og fra bronzealderen kendes bemalede »husurner«, ja endda stykker af lerklining fra rigtige huse med tydelige farvespor (se Skalk 1979:3), men vi skal frem til jernalderen, før vi for alvor kan begynde at danne os et indtryk af oldtidens farvepragt. På en nordjysk boplads fra ældre romertid er fundet et lerkar med frø af planten vajd, der giver en kraftig blå farve (indigo), og netop den kulør er der påvist spor af på jernaldertøj fra mose- og gravfund (se Skalk 1971:3), hvor dog også andre farver som rød, brun og gul er repræsenteret. Fra den romerske forfatter Tacitus ved vi, at germanerne »pryder deres skjolde med de mest udsøgte farver«, og det bekræftes af de store moseofferfund, hvis skjoldrester undertiden bærer spor af maling. På en runesten læser man om »Asgot med det røde skjold«. (Fig. 1)