
Krystaller til guder og kirker
Et lille fund af bjergkrystal i “Guldhullet” ved Smørenge på Bornholm fører et spor til middelalderens bjergkrystalværksteder langs Rhinen og de store kirkelige magtcentre i Europa.
Af Afdelingsleder Jens Berthold, Bornholms Museum

Foto: Jens Berthold, Bornholms Museum.
”Guldhullet” er et meget sigende stednavn: Her blev faktisk fundet guld, og så lå det tæt på en kilde, der på gamle kort vises som et vandhul. Det er en offerplads i nærheden af en af Bornholms rige jernalderbopladser, Smørenge (Skalk 2011:4 og 2018:4). I denne artikel er det dog ikke de over 150 guldfund, men genstande af et andet ædelt materiale, som vores historie tager udgangspunkt i.
Udover ædelmetal er der ved den hellige kilde også fundet mønter, guldgubber og -figurer, smykker af glas og rav samt andre metaller fra jernalderen og vikingetiden, bl.a. dele af sværd. Og så var der et mindre objekt, som i første omgang blev tolket som et stykke glas. Det var helt farveløst og gennemsigtigt, som glas sjældent var i denne periode. Det viste sig da også, at det ikke var glas, men bjergkrystal (fig. 1). Krystallen var slebet i en aflang, let buet form med spejlglatpolerede overflader. Denne form for smykkesten kaldes en cabochon. Smykkesten var som regel indfattet i bronze, sølv eller guld, hvilket er årsagen til den lille uslebne kant, der også ses på stenen fra Guldhullet. Der er desuden fundet to andre bjergkrystalgenstande i Guldhullet: en ganske lille, næsten rund kugle og en stor, glat perle med en boring. Den slags perler er kendt fra jernalderens perlekæder, men pga. størrelsen, 4×3 cm, kan den også have været en sværdperle.
Cabochonen har sandsynligvis tilhørt en velhavende person, fordi materialet var importeret og sjældent, og den måde, det var forarbejdet på, krævede en specialiseret håndværker. Disse smykkesten er især kendt fra 1000-1100-tallet.
Læs alle artikler
Abonnement 275 kr./år Læs denne artikel
20 kr. for 30 dage
Periode: Middelalder (1050 til 1535)
Udgave: Skalk 2026:4
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





