Kronik: Vingede husdyr

Bien fremstiller jo ikke sine produkter for menneskenes skyld, men for sin egen, og som bekendt er den ikke våbenløs, men man kan dog komme i besiddelse af dem på to måder, ved bijagt og biavl. Den første, jagten, er utvivlsomt ældst, for også andre skabninger dyrker denne sport; dyr som bjørne, grævlinger, ulve og ræve gør os gerne kunsten efter. Bijagt drives endnu i vore dage af en lang række naturfolk, og i mange egne af Øst- og Mellemeuropa har den eksisteret højt op i nyere tid. I middelalderen forekom den over det meste af Europa – især hvor der var store skovområder. Bijagten kunne ud over den simpleste form, hvor sværmen slagtes med det samme, gå ud på at holde øje med vilde biboer og først nedlægge sværmen, når honninghøsten skønnedes størst. Og selv det afhøstede bo kunne det betale sig at holde under opsigt, for vilde bier slår sig gerne ned på steder, der tidligere har været beboet af bier og derfor lugter godt af honning og voks. Der er altså god mening i at mærke sig disse steder og beskytte dem mod bjørne og andre røvere, når en sværm har slået sig ned, men endnu ikke er klar til at høstes. Bijagt og biavl har i virkeligheden en lang række mellemformer.