Kronik: Vier og lunde

Det er i denne forklædning, vi møder vore nordiske guder i det lille skrift, som romeren Tacitus omkring år 100 efter Kristus forfattede om germanerne. De tilbeder, siger han, især Merkur (Odin), men også Herkules (Thor) og Mars (Tyr); til den første ofrer de mennesker, til de andre kun de »tilladte« dyr. Deres guder lukker de ikke inde bag vægge, men dyrker dem i indviede lunde og skove. Én guddom nævner Tacitus ved dens germanske navn om end i romersk anretning, det er gudinden Nerthus, og da hun omtales i forbindelse med anglier og andre stammer, som formentlig har været bosat på den jyske halvø, påkalder hun sig især vor interesse. Denne Nerthus, der ifølge Tacitus holdt til i en hellig lund, var i besiddelse af en indviet vogn, i hvilken hun med mellemrum kørte rundt til bygderne. Når hun »mæt af samkvem med dødelige« vendte hjem til lunden, vaskedes vognen og, »om man tør tro det, gudinden selv« i en afsidesliggende sø, som straks, når arbejdet var gjort, opslugte de tjenstgørende trælle. Det vil formentlig sige, at man druknede dem.

Tacitus’ beretning kaster et strejflys over en gudeverden, som vel allerede på det tidspunkt var gammel i gårde. I de følgende århundreder er de skriftlige overleveringer næsten tavse om dette anliggende; fyldigere beskrivelser af den hedenske religion kendes først fra 11-1200-årene, hvor kristne skribenter påtog sig at nedtegne nogle af de mange gudemyter og endnu levende digte med mytologisk indhold. Det er den nordiske gudeverdens allersidste fase, vi på denne måde får belyst, og mangt og meget kan have ændret sig siden Tacitus’ dage.

Øverst på rangstigen står stadig Odin. Han er vis som ingen anden, behersker digtekunsten og kommer vidt omkring takket være sin ottebenede hest, Sleipner. Krigen mestrer han ved hjælp af trolddomskunster, og han er den,, der i Valhal tager mod de faldne helte. Hans søn, den hammersvingende Thor, er den stærkeste af guderne, og også han har krigen som speciale. Lydløs er han ikke, det rumler slemt, når han farer over himlen i sin bukkeforspændte kærre, men han er værd at stå sig godt med, for det er ham, der råder i luften og bestemmer over »storm og regn, godt vejr og afgrøde«. Den tredje storgud, som Tacitus nævner, Tyr/Mars, indtager en meget beskeden plads i den sene overlevering. At han oprindelig var krigsgud, står fast, og det nævnes da også, at han ikke just stifter fred, men det er tydeligt, at han, hvad dette angår, er trådt i baggrunden for Odin og Thor. Også gudinden Nerthus genfinder vi i de sene kilder, men i mandlig skikkelse som guden Njord; enten må der have fundet et kønsskifte sted, eller også har guden været hermafrodit, begge dele er tænkeligt i de kredse. Heller ikke Njord synes at have spillet nogen stor rolle i hedenskabets sidste tid, initiativet er overgået til hans børn, sønnen Frøy og datteren Frøya. Tilsammen varetager den lille familie formeringens anliggender.

Der var mange andre guder i den hedenske religion, men de nævnte er de vigtigste. Om kultsteder og kultbrug er de middelalderlige kilder ikke meget oplysende og næppe heller særligt pålidelige, men her foreligger til gengæld et par tidlige beretninger, hvoraf den ene, i Adam af Bremens bispekrønike fra omkring 1070’erne, siges at have et øjenvidne som kilde; den angår det svenske hovedkultsted ved Uppsala (se Skalk 1995:1). Her står, fortæller Adam, en tempelbygning med tre gudebilleder forestillende Thor, Odin og Frøy. Hvis hungersnød truer, ofres der til Thor (han optræder altså her som agerbrugsgud), hvis krig er i udsigt til Odin og hvis bryllup fejres til Frøy, formeringsguden, hvis billede i den anledning er udstyret med et vældigt avleredskab. Hvert niende år holdes en stor fest, som er fælles for hele Sverige. Da ofres der mennesker og dyr i mængde; deres kroppe hænges op i en hellig lund. Til kultstedet hører også en kilde, hvor der foretages menneskeofringer. Et halvthundrede år før Adam førte pennen, nedskrev en anden forfatter, Thietmar af Merseburg, en tilsvarende, men mere kortfattet skildring af et dansk hovedoffersted ved Lejre på Sjælland. Her blev der, efter hvad han siger, hvert niende år i januar måned ofret 99 mennesker og lige så mange heste, hunde og haner. Desværre mangler der tilsvarende oplysninger om de mange lokale helligdomme, der må have ligget rundt om i landet, men man kan forestille sig, ritualerne har været nogenlunde som de beskrevne, blot i mindre format.

Det er således ikke meget om jernalderens kultsteder og deres brug, der kan hentes ad litterær vej, men endnu en kilde står til rådighed: stednavnene, nærmere den del af dem, der indeholder gudenavne eller andre udtryk for fortidig hellighed. Udpegningen af de guddommelige lokaliteter må vi overlade til stednavneforskerne med deres særlige forudsætninger. Et stednavn har ofte gennemløbet en udvikling, der slører dets oprindelige betydning, så for om muligt at finde frem til denne må man opsøge de ældste optegnelser af det. To bynavne, der er ens og stavet på samme måde i dag, kan være af helt forskellig rod og betydning. Det er langtfra altid, det er lykkedes at finde frem til en enkelt sikker tolkning, ofte står flere muligheder til rådighed.

I kortene på de følgende sider er fremlagt et udvalg af kultstednavne. Først og fremmest naturligvis de sikre eller i hvert fald nogenlunde sikre. Dernæst - i parentes - de tvivlsomme, men dog sandsynlige. De helt usikre, således dem, hvor kultmuligheden er til stede, men sammen med flere ligevægtige muligheder af anden art, er slet ikke taget med. Som grundlag for udvælgelsen, der altså i høj grad hviler på et skøn, er benyttet Bent Jørgensens Stednavneordbog suppleret med oplysninger fra andre bøger og artikler, herunder storværket Danmarks Stednavne, som dog endnu er ufuldstændigt. De fremkomne kortbilleder er altså langtfra fuldkomne, men vigtige kultlokaliteter må antages at være kommet med. (Fig. 2)

Stednavne er vanskelige, ofte umulige, at datere, og det gælder ikke mindst kultnavnene, men så meget kan dog siges, at længere tilbage end jernalderen rækker næppe mange af dem. I øvrigt kan selve helligstedet jo godt være ældre end den bebyggelse, eller hvad det nu er, der er opkaldt efter det. En anden sag er, hvor meget man tør lægge i navnene. Ser vi på middelalderens helligsteder, finder vi som de vigtigste domkirkerne, dernæst de almindelige kirker og kapeller og nederst et utal af helligkilder, vejkors og lignende lokaliteter, ofte med et påhæftet helgennavn. Et lignende klassesystem må man regne med for oldtidshelligdommene, hvor vel egentlig kun dem med »vi« eller »lund« som for- eller efterled i navnet kan regnes for nogenlunde sikre »officielle« kultsteder, uden at det derfor udelukker, at en del af de øvrige har været det. Alene det, at et navn har overlevet, kan vel tyde på, at det, det repræsenterer, ikke var helt uvæsentligt. Man kan sikkert gå ud fra, at de bevarede navne kun er en ringe del af dem, der oprindelig har været.

En del navne, der måske har tilknytning til kulten, for eksempel dem med Sal, Hov og Harre som forled, er ikke medtaget på kortene. De optræder i vore nabolande i forbindelse med gudenavne, men noget sådant er ikke påvist i Danmark.

Hvordan tager nu stednavneforskningens helligdomskort sig ud sammenlignet med det billede, arkæologien har skabt af jernalderens Danmark? Hvad ufuldkommenhed angår, har de to ikke meget at lade hinanden høre, men alligevel kan det måske have interesse at foranledige en konfrontation. Det er det, der er nærværende artikels hensigt.

Af anlæg, der med blot nogenlunde sandsynlighed kan antages at være lunde eller vier som dem, stednavnene taler om, kendes fra Danmark næppe mange ud over to, som er omtalt på bladets midtersider, fra Trelleborg og Bredholm. Derimod er der i moserne fundet adskillige offerpladser, men de må nærmest betragtes som tilbehør til ufundne kultpladser på det faste land i nærheden - men ikke nødvendigvis lige i nærheden - af de våde findesteder. Moseofferpladserne kan deles i to grupper, de civile og de militære. Af de første er kun nogle få fagmæssigt undersøgt, de er af lidt forskellig alder (keltertid, romertid), men for de fleste gælder, at de har været i brug gennem længere perioder. Til det faste udstyr hører træsager af forskellig art, lerkar og ikke mindst dyreben, men på en af dem (Rislev ved Næstved) fandtes tillige menneskeknogler og på en anden (Forlev Nymølle ved Skanderborg, se Skalk 1961:4) en primitiv træfigur, tydeligvis forestillende en kvinde. Lignende figurer - de må sikkert opfattes som en slags gudebilleder - er opgravet i enkelte andre moser, men alle er usagkyndigt optaget, så fundoplysningerne er sparsomme. Et af fundene, fra Broddenbjerg ved Viborg, fik dog en lidt bedre skæbne, da det dukkede op i 1880. Her kom en dygtig amatørarkæolog, Arthur Feddersen, til stede og fik reddet stumperne. (Fig. 3, fig. 4)

Broddenbjerg (eller som det skrives på målebordsbladet: Brodding Bjerg) ligger som nævnt ved Viborg og meget tæt ved endda, i fugleflugt kun to kilometer fra domkirken. Vibjerg, som byen hed før Erik Menved byggede borg på stedet, udlægges af stednavneforskerne som »bakken (eller bakkerne) med helligdommen«, og netop denne helligdom har formodentlig været bestemmende for den senere bydannelse og etableringen af landstinget sammesteds. Det forekommer bogstaveligt nærliggende at forestille sig en forbindelse mellem viet på bakken og offerpladsen i mosen. Om sidstnævnte fortæller Feddersen, at træmanden - om kønnet lader figurens former ingen tvivl - stod ved siden af en stendynge, og at der i denne fandtes flere knusesten (sten med knusemærker efter brug). Der var også lerkar, som han dog kun fik set i skår. Senere blev der i samme mose fundet omkring en snes lerpotter, men de blev alle ødelagt; dog kan han oplyse, at skårene var »af sort masse med de karakteristiske skarpkantede granitkorn«. Tidligere var der fundet flere bronzegenstande, deriblandt en halsring, som Feddersen så hos en privatsamler i byen. Tilsammen viser alt dette, at offerpladsen har været i brug fra i hvert fald sen bronzealder til et godt stykke op i jernalderen, et tidsrum på hen ved et årtusinde. Hvor i dette tidsforløb, træmanden skal placeres, er uvist, men at han er af Frøy-familien, kan vist anses for sikkert.

En moseofferplads, som også hører til de fredelige, er den i Dejbjerg ved Ringkøbing Fjord, hvor to pragtvogne fra tiden kort før Kristi fødsel blev fremgravet, ligeledes i 1880’erne. At de har med kulten at gøre, tyder selve deres nedlæggelse på, og man har for at forklare dem peget på Tacitus’ fortælling om den kørende gudinde Nerthus, der blev dyrket af stammer, som efter al sandsynlighed har været bosiddende i det sydlige Jylland. Bemærkelsesværdigt er det, at der fire steder i landet er fundet rester af helt tilsvarende vogne; ligheden er så stor, at man må antage, i hvert fald nogle af dem er udgået fra samme værksted. Hvor dette har ligget, er lidt af en gåde, for vognene er udført i en avanceret teknik, som vi næppe har behersket herhjemme på den tid, og de har i øvrigt et tydeligt keltisk præg. At de skulle være kørt herop fra fjerne sydlige egne lyder ikke rimeligt, så måske har de ret, som mener, at en gruppe keltiske vognmagere er kommet til Danmark, med eller mod deres vilje, og har stået for produktionen, der formodentlig har været en hel del større, end det til nu fundne giver indtryk af. Et af fundene er fra Fredbjerg i Himmerland (se Skalk 1970:5); det er dateret til tiden kort efter Kristi fødsel, så vognen må på det tidspunkt have været gammel. Stednavnet Fredbjerg (1219: Frebiargh) er udlagt »gudinden Frøyas bakke«, så også ad den vej føres vi tilbage til kredsen omkring Nerthus. Er det for dristigt at forestille sig, det er rygtet om det danske vogneventyr, der er nået til Tacitus, måske gennem en germansk lejesoldat?

Helt anderledes end de civile offerpladser har de militære tiltrukket forskernes opmærksomhed. Der foreligger en række store, veloplyste fund: Hjortspring på Als, Vimose og Kragehul på Fyn, lllerup Ådal ved Skanderborg, Ejsbøl og Nydam i Sønderjylland og Thorsbjerg, som nu ligger syd for grænsen, men dertil kommer en lang række mindre pladser. At de mængder af våben og andre sager, som forsætligt ødelagt findes på disse steder, er krigsbytte ofret til en gud, er vist ingen længere i tvivl om, og det bestyrkes da også af udtalelser fra klassiske forfattere. En af disse, goternes historieskriver Jordanes, som virkede i 500-årene, nævner den modtagende guds navn. Goterne var en germansk folkestamme, som sagdes udgået fra Sverige, men hvis ældst kendte opholdssted i øvrigt er egnene syd for Østersøen. Om disse mennesker fortæller Jordanes, at de ofrer krigsfanger til Mars, og han tilføjer: »Det første af alt erobret ofres til ham -«. Mars var jo efter romersk sprogbrug identisk med Tyr, og Tyr var et anset medlem af den gotiske gudeverden. I den vestsjællandske Tissø (den til Tyr viede sø) er på et bestemt sted fundet våben og andre genstande, som må formodes at høre til en offerplads (se Skalk 1995:6), og da netop Tyr synes at have været en i Danmark flittigt dyrket gud, i hvert fald til et godt stykke op i jernalderen, forekommer det ikke urimeligt at henføre våbenofferfundene til ham. Man kan indvende, at navnet Thorsbjerg, som kendetegner et af storfundene, synes at pege i en anden retning, men det er vist et spørgsmål, om det tyske Taschberg kan oversættes til Thorsbjerg, sådan som den gamle udgraver har gjort. (Fig. 5, fig. 6, fig. 7)

Der er andre former for offerfund end de store samlede nedlæggelser, men ingen af dem synes at have sat sig nævneværdige spor i navnestoffet. Set fra stednavnenes side melder der sig andre kontaktpunkter. Blandt dem med forleddet »Gud« hører det fynske Gudme (1348: Guthum = Gudernes hjem) til de kendteste. Det er fastslået, at der her gennem en lang periode af jernalderen var et rigdomscenter, og det er almindeligt antaget, at der til dette har hørt et helligsted, måske af mere end almindelig betydning. En nabolokalitet, Gudbjerg, giver et fingerpeg om, hvor dette helligsted skal søges. Gudbjerg er i dag navnet på en landsby, men har nok oprindelig betegnet den ret høje bakke, som hæver sig umiddelbart syd for denne. På bakketoppen ligger i en lille bevoksning en gruppe oldtidsminder, der engang må have virket imponerende: fire langdysser helt tæt sammen, de to nu næsten udslettede, de to andre nogenlunde velbevarede, den ene med en længde af over 100 meter. I en af de ødelagte stenalderhøje skal være fundet rige grave fra romertid, hvilket er usædvanligt. Skulle det være gravgruppen, der har givet anledning til navnet Gudbjerg? Højt op mod vor tid har man opfattet dysserne som »asernes altre«. Måske gjorde man det allerede i jernalderen.

Nært beslægtet med Gudme er navnet Gudum, som optræder flere steder, således mellem Lemvig og Struer. Også her synes der at have været et kraftcenter, om end mindre rigt end det fynske. Her ligger Skodborggård, som har navngivet herredet, og der er tre voldsteder, som formentlig alle må tilskrives oldtiden; et af dem er dog nu sløjfet, men et andet, som bærer navnet Trælborg, er velbevaret. Om det religiøse taler ikke blot navnet Gudum, men også navnet på en naboby, Vium (»bebyggelsen med eller ved helligdommen«); det må være det samme kultsted, de to omhandler. Også Himmerland har sit Gudum, det ligger sydøst for Ålborg på sydenden af et meget oldtidspræget bakkedrag mellem Romdrup Å og Lindenborg Å. Her lå hele jernalderen igennem den rige Sejlflodbebyggelse, som er udgravet i de senere år (se Skalk 1987:4). Et tredje Gudum befinder sig på Sjælland, lidt nordøst for Slagelse, men det har endnu ikke gjort sig særligt bemærket arkæologisk. Endelig er der det bornholmske Gudhjem, der betydningsmæssigt svarer helt til Gudme/Gudum. Navnlig yngre jernalders fundkort viser trængsel omkring denne by. (Fig. 8)

Af samme art som gud-stednavnene er dem med forleddet »hellig«, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at de to typer er samtidige. To markante forbjerge har begge dette forled, nemlig Helgenæs på Djursland og Helnæs på Sydfyn, og man har ment, at betegnelserne kunne være givet af søfolk, fordi næssene var farlige at komme i nærheden af i mørke og stormfulde nætter. Teorien forudsætter, at navnene på en eller anden måde er gået i land, hvilket kan være vanskeligt at forestille sig, og man kan da også som en slags modargument henvise til Helnæs-runestenen, der er rejst af »Roulv, næsboernes gode (præst)«. Forudsat at Erik Moltkes tydning stadig står ved magt. (Fig. 9, fig. 10, fig. 11)

De enkelte guders popularitet har utvivlsomt skiftet gennem tiderne og vel også fra egn til egn. Ti-stednavnene optræder talrigt i Danmark; Ti (det vil sige Tyr) har åbenbart været ivrigt dyrket her, men som allerede berørt er der meget, der tyder på, at hans stjerne er dalet hen mod oldtidens slutning. I Nordsjælland antyder to nær ved hinanden liggende lokaliteter, Tibirke og Tisvilde, at der her har været en bebyggelse med tilhørende Tyrhelligdom, og et imponerende ingeniøranlæg, en mere end 100 meter lang stenlagt vej, som sydfra over et mosedrag fører frem mod stedet, lader ane, at den har været af en vis betydning. Vejen er dateret til keltisk jernalder. En anden bemærkelsesværdig Ti-lokalitet er Tislund lidt nord for Kongeåen, kendt for den store stenblok, som isen har efterladt her; den kan have spillet en rolle for valget af netop dette sted til kultplads. Ikke langt fra denne Tislund er fundet en runesten (se Skalk 1988:2) med en indskrift, der påkalder guden Tyr; det plejer ellers at være Thor, stenrejserne anråber om beskyttelse. En Tislund har vistnok været tilknyttet landstinget i Ringsted, den blev i 1148 af kongen skænket til samme bys kloster. Nøjagtigt, hvor lunden har ligget, vides ikke, men det var næppe langt fra Ringsted.

Thor er den gud, som hyppigst optræder i stednavnene, men mange af forekomsterne er behæftet med usikkerhed. Til de bedst funderede regnes Torslundene, hvoraf én har ligget ved Odense, altså igen i naboskab med et landsting. Den er nævnt 1245, og for en gangs skyld ved vi nøjagtigt, hvor den har været, nemlig på en lille ø i Næsbyhoved Sø; denne er nu udtørret og overvokset af byen, men et gadenavn, Thorslunds vej, minder om det forsvundne.

Om dyrkelsen af Njord, Frøy og Frøya vidner kun forholdsvis få stednavne, og det er egentlig mærkeligt, eftersom adskillige fund, således de ovenomtalte træfigurer, tyder på, at den har haft en vis udbredelse. Et anseligt monument er dog tilkommet Frøya i den mægtige Frøbjerg Bavnehøj på Midtfyn.

Når navnene med Odin og »vi« er gemt til sidst, skyldes det, at de to grupper er flettet ind i hinanden og i det hele taget indtager en særstilling. Fem af de i alt 15 Odinsnavne på kortet side 17 har efterleddet »vi«, nemlig Odense (ca 1075: Odansue), Onsved, Oddense, Oens og Vojens, mens ingen andre danske gudestednavne har denne tilføjelse. Et efterled, som Odinsnavnene også er ene om, er det mærkelige ord »hylle«, det optræder i tre tilfælde: Onsild (ca 1186: Othenshylle), Vonsild og Vognsild; betydningen menes at være en slags træstillads, måske en bygning, hørende til helligdommen. De øvrige Odinsnavne er med naturefterled som Onsbjerg og Vonsmose.

Religionshistorikere har på grundlag af de litterære overleveringer hævdet den opfattelse, at Odin i hvert fald i hedenskabets sidste århundreder blev særligt dyrket af overklassen, mens Thor fandt sine tilhængere i den brede befolkning; han var jo trods sine krigeriske tilbøjeligheder også den, der bestemte vilkårene for landbruget. »Odin får jarler, når de falder på valen, men Thor får trælles æt«, hedder det i et Eddadigt, og det mere end antyder jo, at det er gået tilbage for hammerguden. Denne antagelse, at Odin hen mod hedenskabets slutning blev aristokratiets særlige gud, kan, som Kristian Hald har påvist, finde nogen støtte i Odin-stednavnene. De »gammeldags« med naturefterled tager han, om end med visse forbehold, som udtryk for den folkelige Odinsdyrkelse, som den har været udøvet gennem århundreder, de nye med »vi« og »hylle« repræsenterer den ændrede tingenes tilstand, efter at kongemagten var blevet en fast og betydningsfuld institution.

Halds bidrag er interessant. Hvis det er rigtigt, at de nye navnetyper repræsenterer helligdomme, som er kommet til i hedenskabets sidste århundreder, vil det være spændende at se, hvor de blev lagt, og det gøres let ved hjælp af de her i artiklen viste kort. Det på denne side er en gentagelse af Odinskortet side 17, men med naturnavnene fjernet, sådan at kun de otte med »vi« og »hylle« er blevet tilbage. Med én undtagelse ligger disse lokaliteter alle ved naturhavne: fire ved østjyske fjorde, én ved Odense Fjord, én ved Isefjorden og én ved Harre Vig i Salling. Den ottende og sidste, Vognsild, finder vi i Himmerland, et godt stykke fra Limfjorden. Den er undtagelsen, men helt sikker på det kan man ikke være; den brede Lerkenfeld Ådal, der fra Lovns Bredning rækker op mod Vognsild, var i stenalderen en fjordarm og har måske været det endnu i jernalderen - tre højninger i engen, der alle i forskellige former bærer navn af »Holm«, kunne tyde på det. Nogen præcis oplysning om disse kultsteders beliggenhed giver stednavnene jo ikke, men det er tydeligt, at man har holdt sig fra det åbne hav og i stedet er søgt mod havnenes inderste vige. Om Vojens må bemærkes, at byen er flyttet; den oprindelige landsby af dette navn, som blev nedlagt i 1500-årene, lå lidt sydøst for den nuværende by. De otte Odinlokaliteter virker ikke, som om de var selvgroede, men mere som resultater af en gennemtænkt plan. Man kan forestille sig, at en af den tidlige vikingetids konger, måske som et modtræk mod den fremtrængende kristendom, har villet modernisere sin tros bastioner. (Fig. 12)

Ved Haderslev, hvor den sydligste af de otte Odinshelligdomme var placeret, synes dyrkelsen af den enøjede gud at have haft gamle rødder - derom vidner naturnavnene Vonsbæk og Vonsmose (se kortet side 17), men fundene tyder i øvrigt på, at der omkring år 400 er foregået vigtige ting i området. Også Odense har haft et ældre kultsted, den førnævnte Torslund. Nær ved Oddense i Salling ligger Vium, og det er vel rimeligt at antage, det er det samme vi, de to navne hentyder til; begge byer befinder sig i baglandet til den lille Harre Vig. Onsved på Sjælland ligger mellem Isefjord og Roskilde Fjord, men viets hovedformål har muligvis været at betjene Selsø, en naturhavn med nærliggende vikingebebyggelse nogle få kilometer sydligere (se Skalk 1993:2).

Hvilken tiltrækningskraft kan disse lukkede vandområder have haft, og har den virket på andet end Odinshelligdomme? Naturhavnene, de store såvel som de små, må altid have været tillokkende at slå sig ned omkring. Her var læ for vinden og roligt fiskevand, et attraktivt sted at bo, hvad enten man var jæger eller bonde. Forbedrede skibstyper medførte øget samkvem med fjerntboende, og det koncentrerede sig naturligt nok om havnene, hvor der opstod markedsagtige handelspladser, først kun enkelte steder, senere - i yngre germanertid og vikingetid - mere udbredt; mange af dem blev med tiden til købstæder, som eksisterer den dag i dag. Man kan forestille sig, at denne udvikling, der vel i nogen grad blev styret af kongen og kredsen om ham, har skabt et behov for nye kultpladser, som man efter bedste evne har imødekommet. (Fig. 13)

Ser man igen på artiklens kort, finder man de navngivne steder fordelt nogenlunde jævnt over landet, også naturhavnene har fået deres del. Af de i alt 92 optegnede kultlokaliteter (fem af dem optræder på to kort) ligger 31 (34%) mindre end 6 km fra en fjord, en vig eller et lignende naturbeskyttet farvand. Foretager man tilsvarende beregninger for de enkelte kort, finder man, at Odinsgruppen rummer 67% havnelokaliteter, vi-gruppen (med fradrag af Odinsindslaget) 47%, hellig-gruppen 44%, mens resten falder under gennemsnittet på 34%. Nu må det tilstås, at disse beregninger lider af svære mangler: tallene er alt for små og indholdet af det talte ofte usikkert, men netop Odin- og vi-navnene synes kun i lettere grad berørt af disse ulemper, og de høje procenttal i begge grupper er næppe helt tilfældige. Dette at Odin- og vi-lokaliteterne, de to sammenflettede grupper, så tydeligt følger samme mønster, rejser spørgsmålet, om ikke de »anonyme« vier ved Roskilde Fjord, Nissum Fjord og måske også det ved Ringkøbing Fjord, som dog ligger lidt længere fra vandet end de andre, i virkeligheden er Odinsvier, der har mistet gudenavnet, eller i hvert fald er oprettet samtidig med disse som et led i samme plan. At en sådan plan har eksisteret, kan ikke bevises, men den ensartede måde, kultstederne synes placeret i forhold til havnene, tyder i hvert fald på, at oprettelsen er sket inden for en ret kort periode. Vier kaldte man nyskabelserne - vel et gammelt navn, der er kommet på mode.

Også Trelleborg-kultpladsen kan for den sags skyld have været et Odinsvi, den lå jo ved en naturhavn, den som senere blev kaldt Skibsholm Havn (se Skalk 1997:5). At Trelleborg blev placeret netop her, skyldes vel strategiske hensyn, men for kongemagten, der stod bag kristendommens indførelse, har det næppe været uvelkomment samtidig at kunne udslette et gammelt kultsted med dets minder om fortidigt barbari. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at også »Trelleborgene« i Odense og ved Hobro er lagt om ikke på så dog ved fortidens vier, men det skyldes nok snarest, at havnene har tiltrukket begge parter, såvel hedningerne som de kristne.

Men nu hovedkultstedet ved Lejre, som Thietmar af Merseburg omtaler - det, hvor der hvert niende år i januar måned ofredes 99 mennesker og lige så mange heste, hunde og haner til guderne. Lejre selv synes tomt for kultstednavne, men fra nabosognet Særløse, nærmere betegnet fra området omkring landsbyen Skov Hastrup, kendes en Onskilde. Navnet er sent overleveret (1680’erne: Oens Kilde), men tolkningen Odinskilde må dog anses for sandsynlig. Møntfund i vældet viser, at kilden trods sit hedenske navn har været søgt højt op i historisk tid, men mere interessant er det, at en ung student, som i 1912 foretog en mindre gravning i en højning »helt henne ved kilden«, fandt »mange dyreknogler«; sådanne hører ikke hjemme ved et kristent kultsted. Om der er nogen forbindelse mellem Odinskilden og Thietmars oplysning kan naturligvis ikke siges på dette grundlag, men muligheden foreligger. Af landets talrige helligkilder er denne vistnok den eneste, der bærer Odins navn. Derimod er der adskillige mere eller mindre usikre Thorskilder, et par af dem i nærheden af Lejre. (Fig. 14)

Når man betænker, hvor stærke spor fortidens kultsteder har sat sig i Syden og Østens lande, er det egentlig forbavsende, hvor lidt vi i Danmark kender til sådanne anlæg efter næsten 200 års arkæologisk virksomhed, men forklaringen ligger vel i, at germanerne, som Tacitus skriver, ikke spærrede deres guder inde bag vægge. Nogen klar forestilling om, hvordan lundene og vierne var indrettede, giver nærværende gennemgang ikke, og det kan jo i øvrigt have ændret sig meget gennem tiderne. Også lokaliseringen ligger det, trods stednavnenes fingerpeg, tungt med, men det kan dog anses for temmelig sikkert, at kultpladserne ikke, som nutidens kirker, er lagt i eller tæt ved bebyggelser, men lidt afsondret, på naturbeskyttede steder som næs ud mod vand eller sump (Trelleborg, hellignæssene) eller småøer (Bredholm, Torslund i Næsbyhoved Sø). Svagt aner man, at mærkværdigheder skabt af naturen eller af mennesker (kæmpesten, dysser) kan have været bestemmende ved valget af sted, og selve ordet »lund« siger jo også noget om, hvilke omgivelser man foretrak. Det er sjældent, at et kultstednavn peger på et areal af så begrænset størrelse, at en eftersøgning med spaden er overkommelig, men det hænder. Et Odinsbjerg eller en Helligholm kunne friste til undersøgelse.

Til slut et forslag - en arbejdshypotese fremsat helt uforbindende. Spredt over landet ligger en række anlæg, der antagelig stammer fra oldtiden, og som man plejer at kalde tilflugtsborge, fæstninger, som folk trak sig tilbage til i krigssituationer (se Skalk 1992:1). Det kan være rigtigt i mange tilfælde, men nogle af disse borge har volde og grave af så beskedne dimensioner, at de minder mere om skelmarkeringer. Skulle disse i virkeligheden være kultsteder? At de kaldes borge og sikkert også har været kaldt det i gammel tid, siger ikke så meget; den oprindelige betydning af ordet »borg« er simpelthen »bakke«. Den lidt afsondrede, fæstningsagtige beliggenhed svarer godt til den, vi mener, lundene og vierne har haft. Uden i øvrigt at ville antyde en forbindelse kan man minde om, at stenalderanlæggene af Saruptypen (se Skalk 1982:2), der nu opfattes som kultanlæg, i begyndelsen blev tolket som fæstninger.