Kronik: Vier og lunde

Det er i denne forklædning, vi møder vore nordiske guder i det lille skrift, som romeren Tacitus omkring år 100 efter Kristus forfattede om germanerne. De tilbeder, siger han, især Merkur (Odin), men også Herkules (Thor) og Mars (Tyr); til den første ofrer de mennesker, til de andre kun de »tilladte« dyr. Deres guder lukker de ikke inde bag vægge, men dyrker dem i indviede lunde og skove. Én guddom nævner Tacitus ved dens germanske navn om end i romersk anretning, det er gudinden Nerthus, og da hun omtales i forbindelse med anglier og andre stammer, som formentlig har været bosat på den jyske halvø, påkalder hun sig især vor interesse. Denne Nerthus, der ifølge Tacitus holdt til i en hellig lund, var i besiddelse af en indviet vogn, i hvilken hun med mellemrum kørte rundt til bygderne. Når hun »mæt af samkvem med dødelige« vendte hjem til lunden, vaskedes vognen og, »om man tør tro det, gudinden selv« i en afsidesliggende sø, som straks, når arbejdet var gjort, opslugte de tjenstgørende trælle. Det vil formentlig sige, at man druknede dem.

Tacitus’ beretning kaster et strejflys over en gudeverden, som vel allerede på det tidspunkt var gammel i gårde. I de følgende århundreder er de skriftlige overleveringer næsten tavse om dette anliggende; fyldigere beskrivelser af den hedenske religion kendes først fra 11-1200-årene, hvor kristne skribenter påtog sig at nedtegne nogle af de mange gudemyter og endnu levende digte med mytologisk indhold. Det er den nordiske gudeverdens allersidste fase, vi på denne måde får belyst, og mangt og meget kan have ændret sig siden Tacitus’ dage.

Øverst på rangstigen står stadig Odin. Han er vis som ingen anden, behersker digtekunsten og kommer vidt omkring takket være sin ottebenede hest, Sleipner. Krigen mestrer han ved hjælp af trolddomskunster, og han er den,, der i Valhal tager mod de faldne helte. Hans søn, den hammersvingende Thor, er den stærkeste af guderne, og også han har krigen som speciale. Lydløs er han ikke, det rumler slemt, når han farer over himlen i sin bukkeforspændte kærre, men han er værd at stå sig godt med, for det er ham, der råder i luften og bestemmer over »storm og regn, godt vejr og afgrøde«. Den tredje storgud, som Tacitus nævner, Tyr/Mars, indtager en meget beskeden plads i den sene overlevering. At han oprindelig var krigsgud, står fast, og det nævnes da også, at han ikke just stifter fred, men det er tydeligt, at han, hvad dette angår, er trådt i baggrunden for Odin og Thor. Også gudinden Nerthus genfinder vi i de sene kilder, men i mandlig skikkelse som guden Njord; enten må der have fundet et kønsskifte sted, eller også har guden været hermafrodit, begge dele er tænkeligt i de kredse. Heller ikke Njord synes at have spillet nogen stor rolle i hedenskabets sidste tid, initiativet er overgået til hans børn, sønnen Frøy og datteren Frøya. Tilsammen varetager den lille familie formeringens anliggender.

Der var mange andre guder i den hedenske religion, men de nævnte er de vigtigste. Om kultsteder og kultbrug er de middelalderlige kilder ikke meget oplysende og næppe heller særligt pålidelige, men her foreligger til gengæld et par tidlige beretninger, hvoraf den ene, i Adam af Bremens bispekrønike fra omkring 1070’erne, siges at have et øjenvidne som kilde; den angår det svenske hovedkultsted ved Uppsala (se Skalk 1995:1). Her står, fortæller Adam, en tempelbygning med tre gudebilleder forestillende Thor, Odin og Frøy. Hvis hungersnød truer, ofres der til Thor (han optræder altså her som agerbrugsgud), hvis krig er i udsigt til Odin og hvis bryllup fejres til Frøy, formeringsguden, hvis billede i den anledning er udstyret med et vældigt avleredskab. Hvert niende år holdes en stor fest, som er fælles for hele Sverige. Da ofres der mennesker og dyr i mængde; deres kroppe hænges op i en hellig lund. Til kultstedet hører også en kilde, hvor der foretages menneskeofringer. Et halvthundrede år før Adam førte pennen, nedskrev en anden forfatter, Thietmar af Merseburg, en tilsvarende, men mere kortfattet skildring af et dansk hovedoffersted ved Lejre på Sjælland. Her blev der, efter hvad han siger, hvert niende år i januar måned ofret 99 mennesker og lige så mange heste, hunde og haner. Desværre mangler der tilsvarende oplysninger om de mange lokale helligdomme, der må have ligget rundt om i landet, men man kan forestille sig, ritualerne har været nogenlunde som de beskrevne, blot i mindre format.

Det er således ikke meget om jernalderens kultsteder og deres brug, der kan hentes ad litterær vej, men endnu en kilde står til rådighed: stednavnene, nærmere den del af dem, der indeholder gudenavne eller andre udtryk for fortidig hellighed. Udpegningen af de guddommelige lokaliteter må vi overlade til stednavneforskerne med deres særlige forudsætninger. Et stednavn har ofte gennemløbet en udvikling, der slører dets oprindelige betydning, så for om muligt at finde frem til denne må man opsøge de ældste optegnelser af det. To bynavne, der er ens og stavet på samme måde i dag, kan være af helt forskellig rod og betydning. Det er langtfra altid, det er lykkedes at finde frem til en enkelt sikker tolkning, ofte står flere muligheder til rådighed.

I kortene på de følgende sider er fremlagt et udvalg af kultstednavne. Først og fremmest naturligvis de sikre eller i hvert fald nogenlunde sikre. Dernæst – i parentes – de tvivlsomme, men dog sandsynlige. De helt usikre, således dem, hvor kultmuligheden er til stede, men sammen med flere ligevægtige muligheder af anden art, er slet ikke taget med. Som grundlag for udvælgelsen, der altså i høj grad hviler på et skøn, er benyttet Bent Jørgensens Stednavneordbog suppleret med oplysninger fra andre bøger og artikler, herunder storværket Danmarks Stednavne, som dog endnu er ufuldstændigt. De fremkomne kortbilleder er altså langtfra fuldkomne, men vigtige kultlokaliteter må antages at være kommet med. (Fig. 2)