Kronik: Vandkraft

Det er som regel let at finde de steder, hvor der har været vandmøller. Man kan bruge de gamle kort. De ældste nøjagtige er Videnskabernes Selskabs kort, der blev til fra 1760’eme til 1820. Her er vandmøller afsat. Lidt yngre er kortene fra matrikuleringen ca 1800 til 1844; på dem ses møllernes bygninger og damme indtegnet. Og endelig er der de såkaldte målebordsblade, der findes fra 1860 og fremefter. Møller, der er nedlagt før Videnskabernes Selskabs kort blev tegnet, må søges i skriftlige kilder. Vandmøller var vigtige pengemaskiner allerede i middelalderen, ofte tilhørte de klostrene, kongen eller herregårdene. De nævnes i breve, testamenter, skøder og retsprotokoller.

Når man vandrer i landskabet, kan man lede på steder, hvor der er en snæver dal med et vandløb, der har stort fald. Ved at bygge en dæmning på tre-fem meters højde tværs over en sådan dal kunne man, hvis faldet var tilstrækkelig stort, opstemme vandet til en dam, der var dyb og ikke optog særlig megen plads. Mølledammene blev med tiden opfyldt af sand og planterester. Derfor ligger de nu som flade, sumpede lavninger, hvor selve dammen er tørlagt. Mølledæmningen eller dens rester er næsten altid bevaret. Den har ofte fået den skæbne at indgå i en senere vejdæmning. Der var jo altid vej til møllen, og dæmningen blev et led i egnens trafiksystem.

En mølledæmning er et stort anlæg, som man kun fjerner, hvis man er nødt til det. Den kan være gennemgravet efter møllens nedlæggelse, så vandet kunne strømme frit. Men mølledamme er ofte bevaret af hensyn til dyrelivet, og så har amterne lavet fisketrappe eller omløb, så ørreder kan passere og nå op til ynglepladserne. Mølledæmninger er bygget af sand og ler. Materialet er tit hentet i en nærliggende grav, der undertiden kan findes.