Kronik: Tak derfor hans berømte pen

Ved den katastrofale brand, der i oktober 1728 ramte København, udslettedes størstedelen af byens gamle bebyggelse. Af stadens offentlige bygninger brændte domkirken Vor Frue, Skt Petri, Trinitatis, Helligåndskirken og Den Reformerte Kirke, tillige med rådhuset, store dele af universitetet og de gamle kollegier samt meget mere. Også adskillige videnskabelige skatte gik tabt, således Universitetsbiblioteket, der havde til huse på Trinitatis kirkeloft, med skatte af bøger og håndskrifter samlet gennem 250 år. (Fig. 1)

Af Thomas W. Lassen

Kirkernes gamle inventar og gravminder gik til grunde, og navnlig Vor Frue Kirke havde, som byens hovedkirke, før branden været overordentlig rig på mindesmærker over fremtrædende personer, der her havde valgt deres sidste hvilested. Et sandt panteon over dansk dygtighed og ånd, er den blevet kaldt. Hvad man for eksempel i England endnu har i Westminster Abbey, havde Danmark dengang i Frue Kirke. For en stor del har vi dog kendskab til det tabte fra adskillige tegninger og ikke mindst optegnelser af indskrifterne på de mange gravsten, epitafier og mindetavler. Det skyldes den historiske samler, hovedstadens borgmester og senere præsident Peder Hansen Resen, der 1668 havde udgivet sit første historiske værk med københavnske indskrifter »Inscriptiones Haffnienses«, hvori findes gravskrifterne over mangfoldige af de fremragende mænd, der hvilede i Frue Kirke såvel som i byens andre kirker. Peder Resen fortsatte sine historiske optegnelser og lod i 1670’erne en stor del af gravminderne og epitafierne aftegne, således at der også er bevaret billeder af mange af de senere ødelagte mindesmærker.

Ved et mærkeligt tilfælde har én eneste hel gravsten på mirakuløs vis (også efter Københavns bombardement 1807) overlevet til nutiden i Vor Frue Kirke, og det er netop gravstenen for ingen anden end Peder Hansen Resen, hvem vi altså skylder æren for, at vi overhovedet har kendskab til de mange tabte gravminder og epitafier. Danmarks dengang kendteste lejlighedsdigter, hofpoeten Anders Bording, har i et langt ærevers, der ledsager »Inscriptiones«, hyldet Resens indsats, og det hedder heri, næsten profetisk:

Metalle-malm og hården sten
ej vares kan og gemmes
for tidsens overlast og mén
som dagligen fornemmes.
I dag man deraf ser og ved
vort levned nogenlunde
i morgen det kan fældes ned
og gange slet til grunde.
I dag det vorder højt opsat
og os til ære praler:
I morgen det henmuldner plat
og aldrig mere taler.
Hvad haver så vor eftertid?
Hvad har den om at tage?
Forglemt er både navn og id
slet intet er tilbage.
Men glæd dig, ædle København
det dig langt bedre lykkes
idet du ser, dit folkes navn
ej så kan undertrykkes.
Nej, Resen den højlærde mand
det her således mager
at omend tidsens rust og tand
en del bort deraf tager
og i den mørke glemsels bog
det kunne snart indskrive:
det skal fra slægt til anden dog
i denne bog vedblive.

Tonen er højstemt, men lovprisningen forekommer i dette tilfælde at være velfortjent. Efter tidens skik lod Resen omkring 1670 et epitafium opsætte i Vor Frue Kirkes koromgang for sig selv og sin hustru Anne Meier, prydet med allegoriske figurer af de fire hoveddyder: retfærdigheden, klogskaben, styrken og mådeholdet, og samtidig har han, som det også var normalt, ladet gravskriften forfatte længe før sin død. Årstal og senere embeder nævnes derfor ikke på gravstenen, og heller ikke hans vel nok største indsats af blivende værdi, det historisk-topografiske storværk »Atlas Danicus«, som han arbejdede på en stor del af sit liv, og som forelå færdigredigeret få måneder før han døde i 1688. (Fig. 2, fig. 3)