Kronik: Stjernestunder

Astronomien fungerede oprindelig som hjælpevidenskab for astrologien. Man mente, at det af stjernernes og især planeternes (de såkaldte vandrestjemers) stilling var muligt at forudsige fremtiden. Oldtidens stjernetydere var såvel præsteskab som astronomer. De tre vise mænd, som fulgte Bethlehemsstjernen, har givet været både astronomer og astrologer. Efter Romerrigets fald blev de græske matematikeres og filosoffers teorier og viden mere eller mindre glemt på europæisk grund, men blev videreført i de arabiske lande. Derfra kom de gamle, indhøstede astronomiske kundskaber senere tilbage til Europa.

Som videnskab gjorde astronomien i vor verdensdel sig først for alvor gældende i senmiddelalderen og renæssancen. En af de kendteste astronomer er polakken Nicolaus Kopernicus (1473-1543), der som den første – siden visse af de gamle grækere – lod Jorden kredse om Solen. I renæssancen levede astrologien videre i bedste velgående, og såvel Tycho Brahe (1546-1601) som hans elev Johannes Kepler (1571-1630) tjente gode penge ved at stille royale horoskoper. Kendt er således Tycho Brahes fødselshoroskop for den nyfødte prins Christian – den senere Christian 4. – hvor han ramte plet med hensyn til den nyfødtes senere hang til kvinder og våde varer.

Et århundrede senere forsøgte Ole Rømer (1644-1710) og andre af hans samtidige at tage livet af stjernetydningen som seriøs videnskab. Han ville sikkert være blevet meget forbavset over at erfare, at vore dages udbud af astrologikurser i de offentligt støttede aftenskoler er mange gange større end udbuddet af astronomi.

Oplysningstidens store interesse for naturvidenskaberne var begrundet i dens tro på, at man, ved at indhente så meget eksakt viden som muligt, kunne »kigge Vorherre i kortene«. Almenheden – i første omgang adelen, senere også det højere borgerskab – fattede i denne tid interesse for fysik, astronomi og andre fag.

Sådan stod sagerne i slutningen af 1700- årene og begyndelsen af 1800-årene, og det er nu på tide at lade hovedpersonerne i denne artikel komme ind på scenen. Kun få ægtepar i dansk kulturliv er så kendte som Johan Ludvig Heiberg, blandt meget andet forfatter til nationalskuespillet Elverhøj, og Johanne Luise Heiberg (født Påtges), den sensuelle, utvivlsomt noget egocentriske og efter manges mening geniale kongelige skuespillerinde, som i midten af 1800- årene satte alle københavnske mandshjerter i brand, og hvis portræt pryder vore dages 200-kronesedler. Pudsigt nok havde ægtefællerne identiske fornavne.

At Heiberg tidligt var tiltrukket af den meget yngre og billedskønne skuespillerinde med den mærkelige, tryllebindende udstråling, er en kendt sag. De blev gift i 1831, da han var 39 år og hun 18. At fru Heiberg, da giftermålet ikke mere var nyt og spændende, til tider måtte se langt efter gemalen, fremgår med al tydelighed af hendes monumentale selvbiografi, firebindsværket »Et liv genoplevet i erindringen«: »Alt hvad han ejede af penge, satte han på astronomiske instrumenter, og alt hvad han rådede over af tid, på at benytte dem«, klagede hun.

Det Heibergske ægteskab forblev barnløst, men i stuerne var der to kvinder – Johanne Luise og hendes svigermoder, Thomasine Gyllembourg. Når der efter Heibergs mening taltes for meget kvindesnak, tyede han til sin hobby, stjernekiggeriet. På 2. sal over boligen i havefløjen til Søkvæsthuset på Christianshavn rådede Heiberg over en dobbeltkvist, hvorfra han kunne foretage sine observationer. De bestod for det meste i såkaldte stjernepassager, d.v.s. tidsmålinger af stjernernes bevægelser. (Fig. 2, fig. 3)